Kuala Lumpur - set fra oven

I Malaysias hovedstad tårner de to tvillingetårne, Petrona Twin Towers, sig op over byen og byder på et unikt vue ud over den pulserende storby fra 86. etage

I gadeniveau er den store plads foran Petronas Twin Towers anlagt med springvand og grønne områder. Foto: Karsten Nørkjær
I gadeniveau er den store plads foran Petronas Twin Towers anlagt med springvand og grønne områder. Foto: Karsten Nørkjær

Når du nærmer dig Kuala Lumpur, lokker byens vartegn, Petronas Twin Towers, med sine to tårne i stål og glas og den tynde Skybridge, til et besøg. At det er blevet et vartegn ses tydeligt i gaderne omkring tårnene. Overalt holder taxaer og turistbusser, mens det vrimler med fotolystne turister, der har travlt med at forevige hinanden med tårnene som baggrund.

Det er faktisk ret svært at tage et billede uden mennesker.

Elevatoren i verdens højeste tvillingetårne giver sus i ørerne, når den med en fart på 300 meter i minuttet suser op til 41. etage. Her ligger Skybridge, som forbinder Petronas Twin Towers' to tårne, og hvorfra du kan se ud over Kuala Lumpurs gader 170 meter nede.

Gå helt tæt på Petronas Twin Towers og oplev den gigantiske bygning fra jorden. Mellem tårnene ses bygningernes Skybridge. Foto: Karsten Nørkjær
Gå helt tæt på Petronas Twin Towers og oplev den gigantiske bygning fra jorden. Mellem tårnene ses bygningernes Skybridge. Foto: Karsten Nørkjær
 

For det blotte øje virker den forholdsvis smalle 58 meter lange bro i glas og stål ret spinkel, og fra Skybridgen er der mulighed for at komme videre med endnu en højhastighedselevator helt op til Skydeck, et lukket glasdæk på 86. etage og cirka 360 meter over gadeniveau. Ovenover er kun to etager og spiret.

Storslået udsigt
Herfra ligner bilerne små legetøjsbiler, der som myrer myldrer i alle retninger på byens mangfoldige gadenet. Mennesker kan næppe anes.

Jo længere tid du betragter byen, jo flere detaljer opdager du. Pludselig er der en golfbane midt i byen. I andre retninger dukker grønne parker og områder op midt mellem den varierede arkitektur, der både består af moderne bygninger og gamle bygninger i kolonistil. Andre steder ligger der travle byggepladser. Langt, langt ude anes grønne bakkeskråninger.

Kuala Lumpur viser sig denne dag fra sin typiske side med både klart solskinsvejr og pludselige voldsomme regnskyl. Det gør egentlig ikke noget. For udsigten – og oplevelsen – ændrer sig med vejret, og de mørke skyer og varmedisen, der svøber sig omkring byen og mellem skyskraberne, giver nu en anderledes og dramatisk udsigt. Alle bør unde sig et besøg i Petronas Twin Towers, hvis turen går til Kuala Lumpur.

Solen har heldigvis vundet kampen mod regnen, så næste tårn på dagsordenen er KL Tower (Kuala Lumpur Tower).

Godt udgangspunkt
Her kommer vi ’kun’ 300 meter op, og det er en helt anden oplevelse, for denne gang er det et 360 grader åbent udsigtsdæk, der åbenbarer sig for besøgende.

På et lavere og lukket observationsdæk er der kun udsigt over en del af byen. Også i KL Tower er det hurtige elevatorer, der lydløst suser de mange meter op, hvor besøgende underskriver en erklæring om, at de færdes på eget ansvar.

Besøgende i KL Tower har et frit og åbent udsyn til hele Kuala Lumpur. Foto: Karsten Nørkjær
Besøgende i KL Tower har et frit og åbent udsyn til hele Kuala Lumpur. Foto: Karsten Nørkjær
 

Det er meget let at glemme tid og sted, når du står så højt oppe med armene hvilende på afskærmningen og blot kigger. Ingen lyde fra millionbyen nedenunder forstyrrer. Øjnene suger først de tætte ting til sig og fortsætter derefter ud ad, hvor byen bare bliver ved og ved.

KL Tower er et 421 meter højt telekommunikation- og transmissionstårn. Det står på en bakke, 94 meter over havoverfladen. Efter en byggeperiode på fire år stod tårnet færdigt i 1994. Foto: Karsten Nørkjær
KL Tower er et 421 meter højt telekommunikation- og transmissionstårn. Det står på en bakke, 94 meter over havoverfladen. Efter en byggeperiode på fire år stod tårnet færdigt i 1994. Foto: Karsten Nørkjær
 

Selvfølgelig kan du opleve en storby uden at komme i højderne. Men at få et overblik over og et indtryk af en millionby på få timer kan være svært. En tur i højderne er derfor en god idé og et godt udgangspunkt for at komme ned og besøge de steder, der fangede øjet.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere