Madmekkaet Megève

Den franske skisportsby Megève byder på noget så sjældent som hele tre Michelin-restauranter, og byen er det ideelle sted at kombinere godt skiløb med suveræne spiseoplevelser

Table de l’Alpaga på Alpaga-hotellet ligger idyllisk i sneklædte omgivelser. Foto: Jesper Møller
Table de l’Alpaga på Alpaga-hotellet ligger idyllisk i sneklædte omgivelser. Foto: Jesper Møller

Selv om det er midt om vinteren, og vi befinder os langt oppe i bjergene, er kammuslingerne fuldstændig friske og yderst delikate.

Den tilhørende safransauce er vidunderlig, og denne første egentlige ret – naturligvis serveret efter et behørigt udvalg af små appetizere – sætter den kulinariske overligger ganske højt.

Vi er på gastronomisk opdagelsesrejse på restaurant Le 1920 i den franske skisportsby Megève, og her følger den ene himmerigsmundfuld efter den næste.

Det er der ikke noget at sige til, for kort forinden fik restauranten nemlig en af de eftertragtede stjerner i Michelin-guiden.

Retterne i Le 1920 er et festfyrværkeri af farver og velsmag. Foto: Jesper Møller
Retterne i Le 1920 er et festfyrværkeri af farver og velsmag. Foto: Jesper Møller
 

Le 1920 er en del af hotellet Chalet du Mont d’Arbois, og køkkenchefen siden 2012 hedder Julien Gatillon.

Han og det øvrige køkkenpersonale disker op med en såkaldt menu degustation bestående af en række mindre retter, og vi går mætte og lykkelige fra restauranten.

Aftenen efter venter nye kulinariske oplevelser i restaurant Table de l’Alpaga, som tilhører Hotel Alpaga. Her hedder køkkenchefen Christophe Schuffenecker, og ligesom sin kollega på Le 1920 er det lykkedes ham at hæve niveauet på restauranten så meget, at det har afstedkommet en Michelin-stjerne.

Kulinarisk særstatus
Maden på Table de l’Alpaga er da også pragtfuld, om end den ikke når helt op på siden af den tilsvarende på Le 1920.

Men mindre kan absolut også gøre det, og til gengæld er priserne på Table de l’Alpaga en smule lavere.

De to restauranter er eksponenter for den kulinariske særstatus, som Megève har opnået i de senere år.

Retterne på Table de lÁlpaga bliver nidkært anrettet, så de tager sig mest indbydende ud. Foto: Jesper Møller
Retterne på Table de lÁlpaga bliver nidkært anrettet, så de tager sig mest indbydende ud. Foto: Jesper Møller

Det startede for alvor, da Megève, som den første bjergby i Frankrig, oplevede, at en af byens restauranter fik tildelt tre Michelin-stjerner. Det skete i guidens 2012-udgave, og restauranten hedder Flocons de Sel og ligger på hotellet af samme navn.

Det skete under ledelse af køkkenchef Emmanuel Renault, og det er lykkedes ham at bevare de tre stjerner siden.

Flocons de Sel er byens gastronomiske flagskib, og der er flere måneders ventetid på at få et bord. Derfor skal der reserveres i god tid hjemmefra, såfremt man ønsker at spise der under en skiferie i Megève.

At råde over tre Michelin-restauranter er ganske unikt for en skisportsby, og det har gjort Megève ganske eftertragtet i brede kredse. Folk strømmer til fra nær og fjern for at opleve den unikke mulighed for at spise fremragende og udforske glimrende skiterræn på én og samme ferie.

Ifølge Megèves turistchef, Marithé Crozet, satser byen da også i langt højere grad end tidligere på den såkaldte gastro-turisme.

Mange gode restauranter
Michelin-stjerner er dog ikke et must for at spise fremragende i Megève, hvor talrige restauranter serverer mad i topklasse.

Prøv for eksempel Le Bistro eller Le Flocon Village, der begge serverer fin mad til anstændige priser.

Sidstnævnte er også ejet af køkkenchef Emmanuel Renault fra Flocons de Sel, og den ligger, i modsætning til den berømte storebror, i centrum af byen og har mere status af et brasserie end af en gourmetrestaurant.

De fantasifuldt anrettede retter fra Flocons de Sel har indbragt restauranten hele tre stjerner i Michelin-guiden. Foto: Jesper Møller
De fantasifuldt anrettede retter fra Flocons de Sel har indbragt restauranten hele tre stjerner i Michelin-guiden. Foto: Jesper Møller

Er du til store, saftige bøffer, så prøv Le Beef Lodge på hotellet Le Lodge Park.

Derudover rummer byen en stribe andre restauranter med et højt niveau. Generelt har Megève noget for enhver smag, og der er således også en McDonalds.

Skulle du en aften få lyst til reducere ferieudgifterne og spise på værelset, findes der også råd for det. Megève råder nemlig over en stribe specialbutikker med ost, pølse, brød og mange andre madvarer af høj kvalitet.

Så bon appetit, såfremt skiferien på et tidspunkt går til Megève.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere