Madrid er ikke længere en støvet storby

Tag med på besøg i boheme-kvarteret Salesas med hippe butikker, barer og spisesteder, fritidsområdet Madrid Río ved floden og et multi-kulturcenter, som engang var slagteri

Der er plads til kunst i Salesas, blot det ikke er opklæbede plakater, sådan som der advares imod nederst på bygningen. Foto: Regner Hansen
Der er plads til kunst i Salesas, blot det ikke er opklæbede plakater, sådan som der advares imod nederst på bygningen. Foto: Regner Hansen

Barcelona bliver af mange danskere hyldet som stedet at tage til i Spanien, hvis man vil give sig hen til det moderne og kreative Sydeuropa, uanset om det gælder kultur eller shopping.

Hovedstaden Madrid midt i landet er derimod blevet forbundet med noget støvet – museer med hofmaler-kunst i ornamenterede rammer og ældgamle bygninger og pladser.

Det er ganske uretfærdigt.

Se også: 10 alternative storbyer  

Madrid har længe været i bevægelse. Senest i 1980’erne var det den vovede og kulørte La Movida-strømning med filmmageren Pedro Almodovar som en frontkæmper, der opstod som reaktion på Franco-æraens bornerte konservatisme.

La Movida havde sin base i Malasaña og Chueca umiddelbart nord for centrum, og begge kvarterer strutter stadig af liv og har været i stand til at udvikle sig med tiden.

Det nye boheme-kvarter hedder Salesas og ligger nord for Chueca. Det har navn efter et 1700-talskloster og er en skøn blanding af hippe tøj- og madbutikker, barer og spisesteder – og traditionelle håndværk, som bagere, slagtere, grønthandlere.

Pift til garderoben
Hovedgaden for shopping i Salesas er Calle Fernando VI.

Vores guide fører os målrettet til en parallelgade og butikken Malababa. Her har Letizia, spansk dronning siden i fjor og ellers ifølge guiden kedelig i sin smag, piftet sin garderobe op med blandt andet en indiansk inspireret taske med navnet Pocahontas.

Bag de prisbelønnede Malababa-design – og de koster ikke en hacienda – står den farmaceut-uddannede Ana Carrasco og hendes mand, Jaime Lara, som dyrker farver og holdbarhed.

Fritidsområdet Madrid Río ligger ved floden Manzanares. Her kommer både de lokale og turister for at holde pause i kreative omgivelser. Foto: Regner Hansen
Fritidsområdet Madrid Río ligger ved floden Manzanares. Her kommer både de lokale og turister for at holde pause i kreative omgivelser. Foto: Regner Hansen
 

Apropos farver, så kan udstyrsbutikken Pippa’s på Plaza de las Salesas i nærheden sagtens være med. Og hvis det gælder farver plus opfindsomhed, kan et besøg i Ecoalf lidt længere væk anbefales. Det er en butik med tøj og tasker, der udelukkende er fremstillet af plastikflasker og andre genbrugsmaterialer, ’for der er ingen planet B’.

Se også: På toppen af verden  

Gin og tonic er vendt tilbage som en populær drink i Madrid. Prøv denne eller en af de mange andre cocktails sammen med tapas-hapsere på Le Cabrera, der har et zink-look. Mamá Framboise er en yummy-kagecafé, og Dstage er den baskiske Michelin-kok Diego Guerreros nye restaurant i et fabriksinteriør med 10- og 14-retters menuer til henholdsvis 88 og 118 euro. Også prisen er appetitlig.

Legeplads til alle
Madrid har længe haft ry for at være støjende og uden meget albuerum. Lydniveauet er stadig relativt højt, men der er frirum, og der kommer mere af det.

En af de seneste tilføjelser er Madrid Río vest for kongeslottet. Det er et vidtstrakt, grønt fritidsareal omkring Manzanares-floden, som forbinder centrum med Casa del Campo-parken, hvor der før skar en omfartsvej igennem.

Se også: Slummen er blevet chic  

Vi dukker op en søndag med hård sol og kan overvære en evig strøm af cyklende, løbende og gående på stierne ved flodbredden, mens vi nyder en lokal San Miguel-øl i skyggen på en terrassebar. Der er også børnefamilier, som styrer mod en af de ti legepladser i området.

Som turist kan man fint tage del i aktiviteterne. Madrid har ligesom mange andre europæiske storbyer opstillet standere med bycykler rundt om i byen.

Arganzuela-broen i Madrid Río kaldes også Perrault-broen, fordi den er designet af den franske arkitekt Dominique Perrault. Foto: Turismo Madrid
Arganzuela-broen i Madrid Río kaldes også Perrault-broen, fordi den er designet af den franske arkitekt Dominique Perrault. Foto: Turismo Madrid
 

Vores plan om at spadsere gennem det grønne til det nye kulturcenter Matadero Madrid bliver sløjfet på grund af den høje middags-temperatur, men frem når vi, nemlig i bus, og vi passerer undervejs en kunstigt anlagt strand og flere fine broer over floden. Heriblandt den næsten 300 meter lange Arganzuela-bro, som består af to krøllede metalbånd, der er snoet om en aflang platform.

Se også: En kop sort kaffe - uden sukker, por favor  

Matadero Madrid er Madrids tidligere slagteri, en samling aflange haller i en nyfortolkning af maurisk byggestil. Kulturcentret er et konglomerat af kunst, teater, film, design, litteratur og musik, som er i tæt kontakt med beboerne i det lokale kvarter, Legazpi. Vi dvælede ved et stykke installationskunst, som var et bassin med vand, anbragt i mørke, og som publikum var i dialog med via mobilopkald. Forunderligt.

 

Ekstra Bladet Ferie var inviteret af Den Spanske Stats Turistbureau, Madrid Destino, Turismo Madrid og Iberia.

0 kommentarer
Vis kommentarer