Uanset om du er til bjergtagende natur, charmerende franske landsbyer, overvældende religiøse monumenter eller historiske indspark, er den franske region Normandiet absolut værd at besøge.
Her får du tre bud på oplevelser, der tager dig igennem 1300 års historie.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Magisk tidevands-ø
Hvis vi skal tage turen kronologisk, er første stop på den historiske tur gennem Normandiet et religiøst et af slagsen.
Men lad dig ikke narre: Klosterøen Mont Saint-Michel er et besøg værd for alle uanset religion og tro.
Den første del af Mont Saint-Michel blev opført i starten af 700-tallet som et kloster og bedehus for ærkeenglen Michael. Siden er det blevet udbygget ad flere omgange og står i dag som et majestætisk monument, som ændrer udtryk med tidevandet.
Det eventyrlige kloster er på Unescos Verdensarvsliste, og selvom det er overrendt, er det absolut en tur værd.
Alene selve gåturen fra parkeringspladsen til slottet er en oplevelse, men har man trætte ben, er der også shuttlebusser, der kører en god del af vejen.
Husk at afsætte tid til at nye udsigten over tidevandets snoede sandbanker fra toppen af slottets mure - og køb billet hjemmefra, så du undgår den værste kødannelse.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Tusind år gammel tegneserie
Nogle hundrede år senere skrives der igen historie i Normandiet - nærmere betegnet i 1066, hvor Slaget ved Hastings fandt sted.
Historien om slaget kan du i dag få fortalt på en ganske utraditionel måde, hvis du besøger byen Bayeux. Her hænger Bayeaux-tapetet, som lidt kækt formuleret er en broderet tegneserie.
Tapetet hænger på sit helt eget museum, Musée de la Tapisserie, og det 70 meter lange broderede vægtæppe giver i selv et godt indblik i den grusomme krigsfortælling, men opleves dog bedst med et sæt høretelefoner på.
Charmerende by
Har du glemt alt, hvad du har lært om Slaget ved Hastings, er det vigtigste, du skal vide, at det var en kamp mellem Vilhelm Erobreren af Normandiet og Harold Godwinson af England, som udspillede sig på sidstnævnte lokalitet. Slutningen på historien kan du få på vægtæppet i Bayeux.
Og mens du alligevel er i byen, så snyd ikke dig selv for en gåtur gennem den charmerende by, en tur på det lokale marked og et kig ind i byens smukke katedral.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
D-dag
Man kan ikke sige Normandiet uden også at sige Anden Verdenskrig og D-dag, så på tredje stop springer vi 878 år frem i tiden til 6. juni 1944.
På denne dag gik de allierede i land i Frankrig - på strandene i Normandiet, som ved første øjekast ligner de fleste andre brede sandstrande i Frankrig.
Men når du stiller skarpt, bærer strandene stadig den dag i dag tydeligt præg af kampene for 77 år siden. Store bombekratere og gamle bunkere præger landskabet, og strandene bærer da også fortsat de kodenavne, de fik dengang: Omaha, Juno, Utah, Gold og Sword.
Omaha Beach dannede rammerne om det nok mest blodige slag, og det er også her, du finder flere af de mest besøgte D-dag mindesmærker: skulpturen Les Braves.
Du kan få den fulde ’strandoplevelse’ ved at gå en rute fra Juno Beach til Omaha Beach over Pointe du Hoc og slutte på Utah Beach.
Pointe du Hoc vidner med sine mange bombekratere om et af D-dags farligste slag, hvor de allierede - mod alle odds - indtog det tyskbesatte Frankrig via cirka 300 meter høje klipper.
Ved D-dagsstrandene får du med andre ord en storslået udsigt og natur i kombination med historien om verdenshistoriens største invasion.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Bjergtagende naturoplevelser
Foruden D-dagsstrandene, som i sig selv viser naturen fra sin smukkeste side, byder Normandiet også på andre storslåede naturoplevelser - med Étretat som den absolut vigtigste af dem alle.
Det er Frankrigs svar på Møns Klint, og selvom vi godt kan være stolte af vores 128 meter høje klint, kan klippeformationerne ved den franske kyst altså bare noget andet.
Du kan gå en tur på stranden eller opleve udsigten til de kalkfarvede klipper fra toppen.
Den franske Nyhavn
Har du flere kilometer tilbage i benene efter en gåtur ved stranden, kan du med fordel tage en tur op til kapellet Notre-Dame-de-la-Garde, hvorfra du - foruden et kig på en arkitektonisk finurlighed - får en betagende udsigt over hele området.
Når du alligevel er på de kanter, så overvej at spise frokost eller aftensmad i havnebyen Honfleur knap 50 kilometer derfra.
Byens havnefront lugter en lille smule af Nyhavn, men på den gode måde, og der er masser af mulighed for at finde et lækkert måltid i yderst charmerende franske omgivelser.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
--------- SPLIT ELEMENT ---------