Mageløse Sydgrønland

Jeg er ikke til charter- eller badeferie, så jeg valgte en aktiv ferie, og for ikke at vandre alene rundt i vildmarken rejste jeg med en gruppe

Tågen hvor isfjelde svæver vægtløst rundt i en gråblå masse Turen ud langs Narsaq Ilua bugten, er meget tåget og helt anderledes mystisk. Det ser ud som om, de hvide isfjelde svæver vægtløst rundt i en gråblå masse. Efter et par timer er tågen så, at vi må vender om. Foto: Birgitte Eriksson
Tågen hvor isfjelde svæver vægtløst rundt i en gråblå masse Turen ud langs Narsaq Ilua bugten, er meget tåget og helt anderledes mystisk. Det ser ud som om, de hvide isfjelde svæver vægtløst rundt i en gråblå masse. Efter et par timer er tågen så, at vi må vender om. Foto: Birgitte Eriksson

Indflyvningen til Narsarsuaq i Sydgrønland er et meget smukt syn. Gennem de små, ovale vinduer kan jeg se store, grønne fjelde og golde småøer omkranset af petroleumsblåt vand i fjordene, hvor hvide isfjelde flyder rundt som små iturevne flamingo-stykker i en vandpyt. Bag dette kan man ane indlandsisen. Her starter min 13-dages vandre-rundrejse med Topas.

Gruppen er i alderen 33-76 år og består af seks singlekvinder, en singlemand og et ægtepar. Vi mødes i lufthavnen, hvor vores guide, Anne, tager imod. Myggene sværmer om os, men Anne trøster os med, at Narsarsuaq er det sted, hvor der er flest myg på rundrejsen.

Undervejs skal vi sove på vandrehjem med fire-femsengs værelser. Hurtigt deler vi os op i de fem, som snorker meget, og de fire, som snorker mindre. Jeg er på det sidste hold og deler værelse med tre andre singlekvinder

Vi går en tur i byen, som består af lidt spredt bebyggelse, et hotel, en købmand, et museum og en café ved lufthavnens landingsbane. Aftensmaden, lammekrone og stegte kartoffelbåde, har Anne sørget for i dagens anledning. Resten af turen skal vi selv kokkerere og vaske op i en tilfældig trepersoners turnusordning. Det gør, at man lærer hinanden bedre at kende på en individuel måde.

Jeg er med til at lave den første morgenmad. Derefter smører vi alle madpakker og sørger for en dagstursrygsæk. Den store oppakning bliver transporteret til næste vandrehjem.

Indflyvningen til Narsarsuaq er et meget smukt syn. Foto: Birgitte Eriksson
Indflyvningen til Narsarsuaq er et meget smukt syn. Foto: Birgitte Eriksson

Vi sejler over fjorden til bygden Qassiarsuk, hvor Erik den Røde bosatte sig i 985. Videre 12 kilometer over højderyggen mod den anden side af Narsaq-halvøen. Området er beboet af fåreholdere, og de fritgående dyr render sporadisk rundt og bræger. Anne fortæller, at fårenes pis afskrækker myggene, så vi kan beholde myggenettet i rygsækken. Efter et par timer når vi et lille, primitivt vandrehjem i Nunataaq. Her skal vi bo i to nætter.

På dag tre går turen til den anden fjordarm ved Bredefjorden på Nunakullak-halvøen. Vi møder store, hvide og turkisblå isfjelde. De isfjelde, som er turkisblå, stammer fra det nederste lag af indlandsisen, hvor det hårde tryk fra de overliggende ismasser har presset alt luften ud, så kun vandets lyse blå farve kan ses.

Det er imponerende at se de kæmpe isbjerge i hvide og turkise farver, ved den undersøiske moræneryg, og frygten for at isbjergene kælver, mens vi sejler tæt op af dem, strejfer mig. Foto: Birgitte Eriksson
Det er imponerende at se de kæmpe isbjerge i hvide og turkise farver, ved den undersøiske moræneryg, og frygten for at isbjergene kælver, mens vi sejler tæt op af dem, strejfer mig. Foto: Birgitte Eriksson

Fjerdedagens vandretur gennem Erik den Rødes land er på godt 20 kilometer. Efter syv timer er vi fremme ved vandrehjemmet ved fåreholderstedet Sillisit. Fåreholderkonen har sørget for kolde øl, som vi kan købe. Der er ingen købmand i bygden, og man skal enten sejle eller køre en times tid for at handle. Efter dagens udmattende tur nyder vi alle en tiltrængt øl på vandrehjemmets terrasse, mens en rød, hvid og sortplettet kat indsmigrende spinder mellem vores ben.
Fåreholderfamiliens kat, som holder til ved vandrerhjemmet i Sillisit, følger os et langt stykke op til højderyggen. Foto: Birgitte Eriksson
Fåreholderfamiliens kat, som holder til ved vandrerhjemmet i Sillisit, følger os et langt stykke op til højderyggen. Foto: Birgitte Eriksson

Femtedagen byder på opstigning til højderyggen af Narsaq-halvøen. Katten vandrer med. Efter to timer forbarmer vi os og giver den lidt af vores madpakker. Den forlader os, vi håber, at den selv kan finde vandrehjemmet igen. Aftenen byder på kaffemik hos den lokale fåreholderkone.

På dag seks sejles vi til Narsaq, en smukt beliggende by med farverige huse og en fjord på hver side af byen i det isfyldte Narsaq Sund.

Grand Marnieren flamberes i en lang stråle henover flødeskummet og repræsenterer nordlyset. Foto: Birgitte Eriksson
Grand Marnieren flamberes i en lang stråle henover flødeskummet og repræsenterer nordlyset. Foto: Birgitte Eriksson

 

Kaffe med historie

  • Under turen fik vi også prøvet at drikke grønlandsk kaffe.
  • Kaffen har en historie med sig for hver ingrediens i drikken: Whiskyen repræsenterer den stærke grønlandske mand, Kahlúaen er den bløde grønlandske kvinde, kaffen er de mørke stunder om vinteren, flødeskummet på toppen er indlandsisen, mens Grand Marnieren, som flamberes og hældes hen over flødeskummet, repræsenterer det smukke nordlys.

Efter en fælles gåtur har vi resten af dagen på egen hånd. Jeg har brug for alenetid og går ud til byens anden fjord med en lille lokal havn. Pludselig hører jeg et isbjerg kælve. Det lyder som et stort tordenbrag efterfulgt af et langt ekko, men jeg når kun at se skumsprøjtene og det urolige vand på havet, hvor et stort stykke roterende is er knækket og har løsrevet sig fra et isbjerg.

Dag syv går turen ud langs bugten Narsaq Ilua. Tågen er tæt, og himmel og fjord smelter sammen til en stor flade med isfjelde i midten. Det ser ud, som om isfjeldene svæver vægtløse rundt i en gråblå masse.

På ottendedagen ankommer vi med båd til byen Qaqortoq, også kendt som Julianehåb. Det er Sydgrønlands største by med 3500 indbyggere. Derfra sejler vi videre til Igaliko og gør stop ved Hvalsø Kirke og ser den berømte kirkeruin.

Efter kaffemik hos fåreholderkonen, som fortæller om deres livsstil og svarer på generelle spørgsmål om Grønland, går vi den korte tur tilbage til vandrehjemmet i Sillisit, hvor lyset på aftenhimlen er et ualmindeligt fantastisk skue. Foto: Birgitte Eriksson
Efter kaffemik hos fåreholderkonen, som fortæller om deres livsstil og svarer på generelle spørgsmål om Grønland, går vi den korte tur tilbage til vandrehjemmet i Sillisit, hvor lyset på aftenhimlen er et ualmindeligt fantastisk skue. Foto: Birgitte Eriksson

Enkelte fristes til at bade ved den lille strandbred i det seks grades ’varme’ fjordvand. Jeg dypper mig hurtigt, men skynder mig op, da det kolde gys giver smerter i fødderne.

Niendedagen byder på vandring over et flot plateau til Narsarsuk. Fra toppen er der udsigt til fjorden fyldt med isbjerge fra Qooroq-gletsjeren – en gletsjerarm fra indlandsisen, der producerer omkring 200.000 tons is i døgnet. Vi prøver at finde fluorescerende månesten i dalen og propper vores rygsæk med tunge fund.

Fårenes urin holder angiveligt myggene væk. Foto: Birgitte Eriksson
Fårenes urin holder angiveligt myggene væk. Foto: Birgitte Eriksson

Dag ti er rejsens hårdeste, skønt turen ’kun’ er på 18 kilometer. Grundet tåge tager vi turen i modsat retning – så vi starter med den lette del og slutter med den hårde. Det er første gang, guiden skal ud på sidste del af turen, da tågen har været for tæt de andre gange. Sammen finder vi de rødmalede klatter, der viser ruten hjem. Men pludselig kan vi ikke finde flere afmærkninger. Dog kan vi se byen langt væk og finder en alternativ vej hen over glatte klipper.
Myggene sværmer om os og enkelte havner i svælget, vi er nødt til at tage det ufikse myggenet over hovedet og her kan burkaforbuddet ikke nå os. Foto: Birgitte Eriksson
Myggene sværmer om os og enkelte havner i svælget, vi er nødt til at tage det ufikse myggenet over hovedet og her kan burkaforbuddet ikke nå os. Foto: Birgitte Eriksson

Efter en times gåtur næste morgen er en lille båd er klar til at sejle os tilbage til Narsarsuaq, hvor vi landede i for 11 dage siden. Turen bringer os over den undersøiske moræneryg, hvor store isfjelde fra Qooroq-fjorden strander på deres vej mod havet. Vi er helt tæt på de imponerende kæmper. Mit ordforråd er for småt til at beskrive det storslåede syn. Wauw! På molen i Narsarsuaq venter John, en dansk mand, som gennem de sidste 20 år har drevet vandrehjemmet to sommermåneder om året.
Vi hjælper hinanden med at klatre op af rebet til bjergkammen, hvor en udløber af indlandsisen ligger lige under os. Foto: Birgitte Eriksson
Vi hjælper hinanden med at klatre op af rebet til bjergkammen, hvor en udløber af indlandsisen ligger lige under os. Foto: Birgitte Eriksson

På 12.-dagen skal vi ud til et udløb af indlandsisen. Vi vandrer gennem Hospitalsdalen og Blomsterdalen. Begge er udgravet af gletsjeren Den Døde Bræ længere fremme. Da vi når Narsarsuaq-elven, går det stejlt op. Der er monteret reb i klippestykkerne for at gøre opstigningen lettere og mere sikker. Vi ender på en bjergkam, hvor kolossale kræfter gennem millioner af år har formet landskabet under os. Vi nyder en velfortjent pause, men her er mange myg, og vi er nødt til at tage det knap så smarte myggenet over hovedet.

Det var sjovt at klatre op, men for mig er det endnu sjovere den anden vej. Jeg bruger rebene til at fire mig baglæns ned og ville ønske, at denne udfordring varede meget længere. Og i morgen skal vi hjem.

Efter morgenmaden tjekker vi ind i lufthavnen. Jeg får en vinduesplads og frydes igen over det smukke syn med fjelde, fjorde og indlandsisen set oppefra. Det er ikke sidste gang, jeg tager til Grønland.

Værd at vide

Normalt er aldersgrænsen på Topas’ vandreture 70 år, men en ældre, habil vandrer kan få specialtilladelse. Turene ligger i sværhedsgrad på 1 til 6, hvor 6 er det sværeste. Min tur, ’Fra bygd til vildmark’, er på 2-3.

En død bræ er en bræ, som smelter, inden den når havet – altså producerer den ingen isbjerge.

Grønlandske ord er bygget op af en stamme og et eller flere vedhæng og en endelse. En hel sætning kan derfor bestå af et enkelt ord og være ubeskrivelig lang.

Et af de længste grønlandske ord er: Nalunaarasuartaatilioqateeraliorfinnialikkersaatiginialikkersaatilillaranata-goorunarsuarooq.

Ordet er 94 bogstaver langt og betyder: Endnu en gang forsøgte de at bygge en kæmpe radiostation, men det var tilsyneladende stadig kun på tegnebrættet.

13 kommentarer
Vis kommentarer