Magiske Nordisland

Du kan stadig nå det: Sneen dækker det nordlige Island frem til slutningen af april, og her er masser af aktiviteter og naturoplevelser

Turister kommer fra hele verden for at se det berømte nordlys, men det kræver tålmodighed, for det optræder ikke hver nat. Foto: Visit North Icland
Turister kommer fra hele verden for at se det berømte nordlys, men det kræver tålmodighed, for det optræder ikke hver nat. Foto: Visit North Icland

Island fik ikke sit navn for ingenting. Langt oppe mod nord, i området omkring Akureyri, er sne og is en del af vinterlandskabet, og skønheden er overvældende.

Akureyri er den største by i Nordisland. Det er her, du flyver til fra Reykjavik, hvis du vil opleve Nordisland, og det er et godt udgangspunkt for at opleve området.

Husene er kønne, gaderne bugter op og ned, og der er mange unge mennesker, for Akureyri er en universitetsby. En lille en, men stadig en universitetsby. Og en malerisk en af slagsen.

Islændinge har altid formået at udnytte varmekilderne under jorden bl.a. bliver deres huse opvarmet ved hjælp af geotermisk energi. Her bages der sødt, mørkt brød, som skal ligge under jorden i 24 timer. Foto: Karen Seneca
Islændinge har altid formået at udnytte varmekilderne under jorden bl.a. bliver deres huse opvarmet ved hjælp af geotermisk energi. Her bages der sødt, mørkt brød, som skal ligge under jorden i 24 timer. Foto: Karen Seneca
 

Fra Akureyri er der kun fem km til Hlidarfjall, som er Islands største skiområde med syv forskellige skilifter og 24 pister.

De, der har prøvet en overrendt løjpe på de traditionelle skidestinationer, vil elske at stå på ski her, hvor der er rigeligt med plads.

Nogle gange kan man ligefrem være så heldig at have området for sig selv.

Der er skiskole i Hlidarfjall, men det er også muligt at booke sin helt egen personlige skicoach.

Det havde jeg, og som nybegynder var det en gave at få personlig instruktion fra en utrolig tålmodig rødtop. Han er i øvrigt hollænder, og det er meget typisk for det lille land.

Folk fra hele Europa rejser herop og arbejder i en periode, tiltrukket af de voldsomme naturkræfter og landets stoiske befolkning.

Er du ikke ski-entusiast, kan du leje snescootere eller køre en tur med hundeslæde – det sidste gerne sen aften, så der er mulighed for at se nordlyset.

Fuldkommen unikt
Lej en bil, der venter på dig i Akureyris minilufthavn, eller tilmeld dig guidede ture i jeeps, så du kan komme på spændende ture. En dagsudflugt kan bestå af en tur til ’Helvedets køkken’ alias Námafjall Hverir samt ’De Sorte Borge’ med en varm badetur i Mývatn Nature Baths som afslutning på dagen.

Hverir er fuldstændig unikt i verden. Her er der geotermisk aktivitet, hvilket på godt dansk er lig med svovldampe, som ryger op ad jorden som giftig fabriksrøg med hvæsende lyde.

Den blå lagune ved Reykjavik er det mest kendte sted at hoppe i det varme vand fra undergrunden, men Myvatn Nature Bath oppe nordpå er ikke så overrendt af turister. Foto: Visit North Iceland
Den blå lagune ved Reykjavik er det mest kendte sted at hoppe i det varme vand fra undergrunden, men Myvatn Nature Bath oppe nordpå er ikke så overrendt af turister. Foto: Visit North Iceland
 

Det eneste giftige er dog lugten, som er fæl. Uanset stanken, er det fascinerende at stå på tæt hold og opleve den kraft, der findes i Islands undergrund. Ja, i jordklodens indre i det hele taget. Det er som at se en flig af verdens skabelse eller gå på en fremmed planet.

Når du har kigget dig mæt, og ikke mindst lugtet dig mæt, er en vandretur i De Sorte Borge alias Dimmuborgir en helt anden – men mindst lige så betagende oplevelse. Her føles det som at drikke rent, klart kildevand, når man trækker vejret.

Gourmet og det gyselige
De Sorte Borge har intet med en borg at gøre, men er lavaformationer spredt ud over et stort område. De rå og knoldede, skulpturelle formationer blev dannet for mange tusind år siden, da en vulkan gik i udbrud, og lavastrømmen standsede her.

Man kan selv vandre rundt på de forskellige hikingstier, men jeg vil anbefale at tage en guidet tur, for eksempel med HikeBike Adventure – iført snesko, da det er festligt at høre om alle de islandske sagnfigurer som trolde, nisser og alfer.

Der er visse delikatesser, som er svære at komme udenom i Island. En af dem er hákarl – rådden grønlandshaj. Ja, rådden! Hajkød er giftigt for mennesker, men når dyret har fået lov til at hænge og rådne tre-fire måneder, er giften ude af kødet, og det kan nu indtages.

Helst med virkelig stærk brændevin, for det lugter og smager af kloakvand. Du kan køre forbi Elvar Reykjalíns fiskefabrik Ekta Fiskur i Hauganes og få en rundvisning, et glas hjemmebrændt snaps og et stykke hákarl.

Spiser du et stykke råddent haj hos Elvar Reykjalín, får du et fint kort med medlemskab af The Rotten Shark Club. Foto: Karen Seneca
Spiser du et stykke råddent haj hos Elvar Reykjalín, får du et fint kort med medlemskab af The Rotten Shark Club. Foto: Karen Seneca
 

Elvar er en munter mand med en kærlighed til sin virksomhed, der er gået i arv i fem generationer. Hans engelsk er godt, og han er så underholdende, at man kunne blive hængende hele dagen, hvis det ikke var for lugten af klipfisk i fabrikken.

Der er fremragende restauranter i Akureyri. En af dem er Strikid med stjernekokken Garðar Kári, som er med på det islandske kokkelandshold. Jeg kan anbefale den af hele mit hjerte. Dels er interiøret lækkert, dels er udsigten fra 5. sal betagende, og sidst, men ikke mindst: Maden er sublim.

Et andet sted, jeg vil anbefale, er Vogafjós Restaurant ca. 10 km fra Akureyri. Her er alt hjemmedyrket, friskfanget og hjemmebagt.

Og man får hurtigt syn for sagn, når man spiser deres egen mozzarella, for cafeen er delt med store glasruder, og inde bag glasset står køer og kalve og venter på, at det bliver sommer.

Dyrene må klappes, og kalvene er meget kælne. Dejlige dyr er det og godt, at der ikke bliver serveret oksekød i cafeen. Til gengæld serveres der store, lækre ørreder og sødt brød, der er bagt i et døgn under jorden ved de varme kilder.

Godafoss’ fald er 12 meter, og vandfaldet breder sig over 30 meter i floden Skjalfandi, som er omgivet af lava. Foto: Karen Seneca
Godafoss’ fald er 12 meter, og vandfaldet breder sig over 30 meter i floden Skjalfandi, som er omgivet af lava. Foto: Karen Seneca
 

Der er mange vandfald i Island, men især to er berømte: Godafoss og Gullfoss. Godafoss ligger ca. 50 km fra Aukereyri, navnet betyder Gudernes vandfald, og det er da også gudesmukt. Vandet vælter 12 meter ned og har den fineste grønne farve. Flere steder er det frosset til is, hvilket giver minder om Snedronningens palads.

Der er i det hele taget noget for enhver smag og alder i Nordislands eventyrlandskab, så længe man husker varmt tøj. Og gerne meget af det.

Ekstra Bladet Ferie var inviteret af Icelandair og Visit North Iceland.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere