Mr. Silkeborg drømmer om at genopleve Indien

Fodboldkommentator og Silkeborg IF-legenden Morten Bruun drømmer om at komme tilbage til Indien og gaderne, der aldrig ligger øde hen

I 1980'erne oplevede Morten Bruun Indien - det vil han gerne igen. Foto: Flickr/C.K. Tse
I 1980'erne oplevede Morten Bruun Indien - det vil han gerne igen. Foto: Flickr/C.K. Tse

Jeg har altid drømt om at besøge...

- Indien. Jeg var der som rygsækrejsende i firserne og syntes, at det var verdens mest fascinerende land. Jeg rejste sammen med min bedste ven Bjarne, og vi var i Kashmir, Delhi, Mumbai (som dengang hed Bombay) og ved Taj Mahal, ligesom vi så ligbrændingerne ved Ganges.

Det vildeste ved Indien var alle disse mennesker på alle tidspunkter af døgnet. Kom man ind med toget klokken fem om morgenen, så myldrede det med mennesker både på og uden for banegården. Jeg tror på det, når man siger, at der er over en milliard indere.

Fodbold-legenden drømmer om at vende tilbage til livet i Indiens gader. Foto: PR
Fodbold-legenden drømmer om at vende tilbage til livet i Indiens gader. Foto: PR
 

Min sidste ferie var til...

- Grønland. Man kan diskutere, om det var en ferierejse, men en drømmetur var det i hvert fald.

- Jeg var der i to uger for at afholde to trænerkurser for DBU. Kurserne varede i tre dage hver, og i resten af tiden havde jeg mulighed for at opleve det grønlandske samfund og den grønlandske natur. Højdepunkterne var at fiske angmasetter ved håndkraft i Sydgrønland og jage sæler i fjorden ved Nuuk.

Min næste ferie går til...

- Italien for at holde ferie med familien. Til min og min kone Lenes store glæde vil alle vores børn stadig gerne med os på ferie, derfor har vi lejet et hus i en uge ved Gardasøen og et i en uge i Toscana.

- I huset ved Gardasøen bor vi kun vores egen familie, mens vi deler det andet med nogle af vores gode venner, som også har masser af store børn.

- Vi skal nok på nogle små udflugter, blandt andet til Venedig, men ellers handler det mest om hygge og god rødvin.

0 kommentarer
Vis kommentarer