Normandiet for enhver smag

Den nordvestfranske region Normandiet er som skræddersyet til bilferie. Vejene er gode, og størstedelen af tiden kører man gennem særdeles smukke og idylliske landskaber

De høje, slanke havnebygninger i byen Honfleur er blandt de mest fotograferede motiver i Normandiet. Foto: Jesper Møller
De høje, slanke havnebygninger i byen Honfleur er blandt de mest fotograferede motiver i Normandiet. Foto: Jesper Møller

Bilferie i Frankrig er for langt de fleste danskere forbundet med lange, anstrengende køreture ned til det store lands Middelhavskyst.

Sådan behøver det dog ikke at være. Andre regioner er også spændende at besøge samt væsentligt tættere på Danmark, og et godt eksempel er Normandiet, der er perfekt til en bilferie.

Se også: Vaskeægte svensk idyl

 

Normandiet ligger i Frankrigs nordvestlige hjørne, og afstandene mellem regionens mange seværdigheder er passende til, at en bil er klart det bedste transportmiddel.

Samtidig er der så mange attraktioner, at køreturene hele tiden suppleres med spændende oplevelser.

Tørlagt ø
Et godt sted at starte en bilferie i Normandiet er i det sydvestlige hjørne ved regionens måske allerstørste seværdighed.

Kloster-øen Mont Saint-Michel er et af Normandiets bedst kendte vartegn. PR-Foto
Kloster-øen Mont Saint-Michel er et af Normandiets bedst kendte vartegn. PR-Foto
 

Det drejer sig om den forunderlige kloster-ø Mont Saint-Michel, der hvert år besøges af over tre mio. gæster. Dermed er Mont Saint-Michel på top fem-listen over de mest besøgte turistattraktioner i Frankrig.

Den enorme klosterbygning med det høje tårn troner majestætisk på øen. Grundet den enorme forskel på højvande og lavvande er Mont Saint-Michel skiftevis en ø, der er forbundet til fastlandet med et dige, og en gigantisk tørlagt knold på sandbunden.

Herfra kan det anbefales at køre op til nordkysten, hvor et utrolig spændende stykke krigshistorie venter. 6. juni 1944 – den såkaldte D-day – invaderede de allierede styrker Normandiet på dette sted, hvilket blev begyndelsen på enden for Hitler-Tyskland.

De blodige kampe og konsekvenserne heraf kan genopleves på strande som Utah Beach og Omaha Beach, krigskirkegården i Colleville-sur-Mer samt på en række museer i omegnen.

D-dag-kysten er spækket med krigshistoriske mindesmærker - som her den amerikanske kirkegaard i Colleville-sur-Mer. Foto: Jesper Møller
D-dag-kysten er spækket med krigshistoriske mindesmærker - som her den amerikanske kirkegaard i Colleville-sur-Mer. Foto: Jesper Møller
 

Nordfrankrigs riviera
Fortsætter du langs kysten, når du frem til ’blomsterkysten’ – Côte Fleurie. Sådan kaldes strækningen omkring byerne Deauville og Trouville, og ud over masser af blomster lokker området med dejlig brede sandstrande og lækre hoteller.

De lokale kalder også området for ’Nordfrankrigs riviera’, og hvis vejret er til det, er det oplagt at lægge en hviledag ind i programmet og tilbringe den på stranden i Deauville. Ikke langt fra Côte Fleurie finder du byen Honfleur, som næst efter Mont Saint-Michel er regionens mest besøgte attraktion.

Det skyldes et enestående bycentrum med mange hundrede år gamle bygninger. Især havnen med de maleriske høje, slanke bygninger er noget ganske særligt.

Interessante byer
Normandiet er kendetegnet ved mange mindre byer, hvoraf en lang række er særdeles stemningsfulde med velholdte bindingsværkshuse og små specialbutikker. Beuvron-en-Auge og kurbyen Bagnoles de l’Orne er gode eksempler.

Regionen rummer også et par interessante større byer som Rouen, Caen og Le Havre, og her kan ikke mindst et besøg i Rouens stemningsfulde gamle bydel anbefales. Rouen har en særlig plads i den franske historie, idet det var her, at landets nationalheltinde Jeanne d’Arc i sin tid blev brændt på bålet af englænderne.

Kvaliteten på restauranterne i Normandiet er generelt meget høj. PR-Foto
Kvaliteten på restauranterne i Normandiet er generelt meget høj. PR-Foto
 

En anden kendt fransk skikkelse er maleren Claude Monet, der ikke mindst er kendt for sine naturmalerier.

I udkanten af byen Giverny kan man komme ind og se Monets berømte have, hvor han i sin tid malede utallige mesterværker.

Normandiet har stort set alt til en vellykket bilferie. Ud over spændende byer, smukke kyststrækninger og historiske mindesmærker råder regionen over en særdeles dejlig natur.

Blandt talrige bølgende landskaber er det værd at køre gennem ’Normandiets Schweiz’ – det kuperede område omkring byerne Clécy og Pont-d’Ouilly.

Her, som mange andre steder i regionen, kan man desuden være heldig at se masser af vilde kaniner.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere