Oplev Berlin før Murens fald

Hvor var det nu lige, Muren var? Det spørgsmål stiller mange sig selv, når de er i Berlin. Gå på opdagelse i byens delte historie

I dag er der liv og glade dage i Friedrichshain, selv om Muren stadig vidner om en mørk tid i Tysklands historie. Foto: Yadid Levy
I dag er der liv og glade dage i Friedrichshain, selv om Muren stadig vidner om en mørk tid i Tysklands historie. Foto: Yadid Levy

Berlinmuren, der i knap 30 år skar Berlin i to, repræsenterede mere end noget andet sted i verden den kolde krigs kamp mellem den frie vestlige verden og Sovjetunionens kommunistiske diktatur. Efter Murens fald er den derfor også blevet symbol på genforeningen af en by, et land og et kontinent.

I dag kan det imidlertid være forvirrende at forsøge at finde Muren; få strækninger er bevaret som historiske mindesmærker, men forsvindende lidt i forhold til Murens længde. Mur-resterne kan bl.a. opleves ved den gamle kontrolpost Checkpoint Charlie i Friedrichstrasse, ved East Side Gallery i Friedrichshain og i Mauerpark i Prenzlauerberg.

Engang dødelig alvor, men i dag underholdning. Ved grænseposten Checkpoint Charlie kan man gå på museum og posere i koldkrigs-gevandter. Foto: Frank Sebastian Hansen
Engang dødelig alvor, men i dag underholdning. Ved grænseposten Checkpoint Charlie kan man gå på museum og posere i koldkrigs-gevandter. Foto: Frank Sebastian Hansen

Se også: Hvor skal vi hen, du? - De fedeste ferier i 2017

Der er mange andre steder, hvor man kan gå på opdagelse i Berlins delte historie og ’ostalgien’ – en sammentrækning af øst og nostalgi, der betegner visse berlineres længsel efter tilværelsen i Østberlin. Ved Potsdamer Platz står det sidste tilbageværende BT6-vagttårn; ved Murens fald var der mere end 200 vagttårne, hvorfra soldater fra Østberlin overvågede Muren.

East side Gallery i Friedrichshain er et af de bedste steder at stifte bekendtskab med Muren. Foto: Yadid Levy
East side Gallery i Friedrichshain er et af de bedste steder at stifte bekendtskab med Muren. Foto: Yadid Levy
 

Berliner Unterwelten arrangerer ture i det underjordiske Berlin, og man kan blandt andet opleve nogle få af de mange tunneller, som mere end 300 østberlinere gravede for at forsøge at flygte under Muren.

Flere museer er dedikerede til DDR-tiden; det interaktive DDR Museum på Spreefloden og det mindre, gratis museum Alltag in der DDR i Kulturbrauerei giver begge indsigt DDR-årenes hverdag.

Stasi-museet og i Stasi-fængslet kan man få et skræmmende indblik i, hvordan DDR’s hemmelige politi overvågede og torturerede befolkningen.

Se også: Absurd tørst: Så mange liter øl bliver drukket til Oktoberfest

Hvis man har lyst til at tilbringe et døgn i DDR, så virker hotellet Ostel og caféen Wohnzimmer som tidsmaskiner; her er alt interiør fra DDR-tiden, og de brune og orange nuancer dominerer. En gåtur ned ad Karl-Marx-Allee giver rig mulighed til at lade tankerne vandre til DDR-tiden og øjnene hvile i klassisk sovjetisk arkitektur, fra betonbyggeri til klassicistiske lagkagepaladser til arbejderne.

I knap 30 år skar Berlinmuren byen over i to. Foto: Frank Sebastian Hansen
I knap 30 år skar Berlinmuren byen over i to. Foto: Frank Sebastian Hansen
 

Gaderne kan indtages på en Trabant Safari. Bilen var Sovjetunionens firhjulede kendetegn, og da Muren faldt, fræsede bilerne – der også bliver kaldt papkasser på hjul – over grænsen og rundt i Vestberlins gader. Førere og passagerer var betagede af byens andel halvdel, som de ikke havde haft mulighed for at se siden 1961.

Se også: 4 fede storbyer til solorejsen

I årene efter Murens fald fik mange bygninger fra DDR-tiden lov at forfalde, og det blev en trend blandt unge berlinere at udforske dem; fænomenet kaldes urban exploration, og det meste af udforskningen foregik ulovligt. Især den tidligere amerikanske lyttestation på toppen af det såkaldte djævlebjerg Teufelsberg, den forfaldne DDR-forlystelsespark Spreepark og den forladte irakiske ambassade var populære destinationer.

I dag er der halvdagsudflugter til flere af stederne, som dermed for første gang kan besøges lovligt.

Tjek f.eks. mulighederne med original-berlintours.com

2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere