Oplev vægtløs tilstand i Det Døde Hav

Det Døde Hav er rigt på salte og mineraler, der har ry for at være helbredende, og i dag strømmer turister til for at flyde i havet, hvor man ikke kan synke

Det Døde Hav er i virkeligheden en sø, men vandet er mere salt end i noget hav. Søen ligger mellem Israel, Vestbredden og Jordan. I baggrunden bag de badende turister på billedet ses de jordanske bjerge. Foto: Jesper Rise Børjesen
Det Døde Hav er i virkeligheden en sø, men vandet er mere salt end i noget hav. Søen ligger mellem Israel, Vestbredden og Jordan. I baggrunden bag de badende turister på billedet ses de jordanske bjerge. Foto: Jesper Rise Børjesen

Som en oase ligger Det Døde Hav i den tørre ørken på grænsen mellem Israel og Jordan og byder på en nærmest overjordisk ro.

Hele området emmer – ud over flydende mennesker indsmurt i mudder – af mystik og helbredende kræfter.

Vi er på roadtrip gennem Israel og gør et stop i byen Ein Bokek, der med sine mange hoteller og spa-resorts er et af de foretrukne steder for folk fra hele verden, der vil opleve saltets forunderlige effekter.

Indsmurt i mudder er det bare med at komme ud i det varme vand, hvor det er umuligt at synke. I stedet ligger man nærmest som i en liggestol. Foto: All Over
Indsmurt i mudder er det bare med at komme ud i det varme vand, hvor det er umuligt at synke. I stedet ligger man nærmest som i en liggestol. Foto: All Over

Vi ankommer sidst på dagen uden en reservation, hvilket viser sig ikke at være videre klogt.

Det Døde Hav er populært, og alt i byen er optaget – lige med undtagelse af et enkelt værelse, som vi skynder os at booke, inden vi hopper i badetøjet og i Det Døde Hav.

Dødehavet er imidlertid ikke, som navnet ellers indikerer, et hav. Det er derimod verdens lavest beliggende sø, som samtidig er fyldt med salt.

Saltholdigheden er på omkring 30 procent, hvilket er hele ni gange mere end i Middelhavet. Derfor er der heller ikke noget plante- og dyreliv i Det Døde Hav – deraf navnet.

Se det, før det er for sent

Dødehavet forsvinder langsomt. Hvert år falder vandstanden med op mod en meter, og hvis udviklingen fortsætter, vil Det Døde Hav om bare 35 år være en udtørret plet i ørkenen.

Det kommer dog forhåbentlig ikke til at ske.

Israel og Jordan, som omkranser havet, har indgået en aftale om at tilføre vand til det synkende hav fra Det Røde Hav gennem en ca. 200 kilometer lang rørledning.

Helt unik følelse
At flyde i Dødehavet er en helt unik følelse, som ikke kan opleves andre steder på kloden. På grund af det høje saltindhold flyder kroppen oven på vandet, og det er nærmest umuligt at synke. Her er der ikke behov for at træde vande.

Det er heller ikke stedet at tage en rask svømmetur, for det kan dårligt lade sig gøre, når numsen konstant popper op i vandoverfladen, og benene sparker ud i luften.

Derimod kan man medbringe en oppustelig hovedpude og lægge sig godt til rette på ryggen i vandet med en god bog, dagens avis eller måske en kold øl.

Vi tester flydeevnen ved at stable adskillige store sten på vores maver, mens vi ligger i vandet, men vi går stadig ikke til bunds.

Selvom det er sjovt at føle sig vægtløs, skal man dog være lidt forsigtig, når man bader i Det Døde Hav, for det høje saltindhold, gør at det svier usandsynlig meget at få vand i øjnene eller i åbne sår.

Det lærte vi - desværre - på den hårde måde. Af samme grund rådes man også til ikke at være i for længe ad gangen.

Ikke kun vandet i Det Døde Hav, men også mudderet i området er fyldt med mineraler, der efter sigende skulle være særdeles gode for huden. Foto: All Over
Ikke kun vandet i Det Døde Hav, men også mudderet i området er fyldt med mineraler, der efter sigende skulle være særdeles gode for huden. Foto: All Over

Mirakuløst vand
Men det kan være svært at holde sig ude af vandet, da saltet gør huden silkeblød. Og kan du bare ikke få nok af det mirakuløse vand, kan du også rulle dig en tur i mudderet – eller du kan købe det brune guld i dyre bøtter på hotellerne.

Langs kysten ses mennesker, der smører sig ind i mudder fra top til tå og derefter dypper sig i det saltholdige vand.

Et utal af skønhedsprodukter bryster sig af at indeholde salt og mineraler fra området. Og har du eksempelvis psoriasis, eksem eller bare tør hud, er Dødehavet måske stedet for dig.

 

Solopgang over Masada

Selv om morgenen er der urimeligt varmt i Israels ørken, så det er noget af en svedig oplevelse at bestige Masada-klippen. Men at se solen stige op over Det Døde Hav gør det alle anstrengelserne værd. Foto: Jesper Rise Børjesen
Selv om morgenen er der urimeligt varmt i Israels ørken, så det er noget af en svedig oplevelse at bestige Masada-klippen. Men at se solen stige op over Det Døde Hav gør det alle anstrengelserne værd. Foto: Jesper Rise Børjesen

Hvis du har brug for et afbræk fra afslapningen og får lyst til at røre kroppen, så ligger den mytiske klippe Masada kun en kort køretur fra Ein Bokek.

Klippen byder på rask bjergbestigning for de friske, en drabelig historie og en smuk udsigt over Negevørkenen og Det Døde Hav.

På toppen af den 400 meter høje klippe ligger resterne af fæstningen Masada, som blev bygget af Kong Herodes for mere end 2000 år siden.

Efterfølgende blev fæstningen brugt af romerne, men ifølge myten indtog en rebelsk gruppe af jøder, fordrevet fra Jerusalem, fæstningen i år 66 og slog sig ned i de fornemme gemakker.

Klippen Masada er stejl, men kan bestiges via ’slangesporet’, der slanger sig frem og tilbage ad klippesiden. Turen op til fods tager en times tid. Du kan dog også tage svævebanen, der klar turen på et par minutter. Foto: Jesper Rise Børjesen
Klippen Masada er stejl, men kan bestiges via ’slangesporet’, der slanger sig frem og tilbage ad klippesiden. Turen op til fods tager en times tid. Du kan dog også tage svævebanen, der klar turen på et par minutter. Foto: Jesper Rise Børjesen

Den smukkeste solopgang
Men romerne ville ikke opgive deres borg, og 15.000 soldater belejrede derfor klippen for at gøre en ende på den jødiske udbrydergruppe.

På få måneder byggede romerne en kæmpe rampe op ad klippens vestlige side og brød til sidst gennem fæstningens mur. De fik sig dog noget af en forskrækkelse, da de cirka 1000 jøder i fæstningen havde valgt at begå selvmord frem for at lade sig tage til fange.

Masada er en af Israels mest populære turistattraktioner og har i mange år haft stor symbolsk værdi for det jødiske samfund.

Det er særligt populært at bestige klippen tidligt om morgen, så man kan nyde den spektakulære solopgang, der glimter i Det Døde Hav. Hvis du ikke er i humør til at tage den stejle gåtur til klippens top, kan du også tage svævebanen.

 

Bo i en kibbutz

Israelerne er kendte for deres kibbutzer, der fungerer som små selvforsynende samfund, der er baseret på solidaritet og fællesskab. Mange kibbutzer har en konfliktfyldt historie, da flere ligger i grænselandet mellem det jødiske Israel og de arabiske naboer.

Men du kan sagtens bo i en kibbutz uden at frygte for din sikkerhed.

Dødehavs-kibbutzen Ein Gedi ligger ikke mange kilometer fra grænsen til det palæstinensiske selvstyreområde Vestbredden. Her er dog ingen konflikter, men derimod spa, grill-buffet og badning i Det Døde Hav.

Svøm i kølende vandfald
Kibbutzen ligger tæt på oasen af samme navn, hvor du kan tage en svømmetur i de kølende vandfald.

Oasen er i øvrigt optaget på Unescos verdensarvsliste.

I kibbutzen bor du på et hotel, der fungerer fuldstændigt som helt normale hoteller. Forskellen er omgivelserne, hvor beboernes små huse ligger side om side med den lille, men tætpakkede købmandsforretning.

Beboerne i kibbutzen har i øvrigt høstet international anerkendelse for at dyrke en botanisk have midt i den israelske ørken.

10 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere