På eventyrlig slotsjagt i Skotland

Kør nogle timer ud fra hovedstaden, og start dit eget eventyr i Skotlands bølgede bakker

Edinburgh Castle står lige så urokkeligt på den uddøde vulkan som det altid har gjort. Helt i top vajer Union Jack. Foto: Benjamin B. Krog
Edinburgh Castle står lige så urokkeligt på den uddøde vulkan som det altid har gjort. Helt i top vajer Union Jack. Foto: Benjamin B. Krog

Man forstår pludselig Anders Holch Povlsen. Den danske Bestseller-milliardær ejer mere jord i Skotland end Queen Elisabeth II. Vi andre må nøjes med vores eget lille skotske eventyr, men det kan også sagtens lade sig gøre uden milliarder af kroner.

Vi begyndte vores tur i hovedstaden Edinburgh, som emmer af gammel britisk historie. Edinburgh Castle står fast og stolt og spejder ud over byen, som har vokset sig ud af den kongelige fæstning siden opførelsen i 1100-tallet. Her får man den første snert af skotternes historie med konger og dronninger, riddere og lords.

Slottet er opført på Castle Rock, en 350 millioner år gammel uddød vulkan. Med sækkepibemusik i baggrunden spillet af en skotte i kilt med tomatrøde kinder kan man hilse på en statue af William Wallace, før man tripper ud på ældgamle brosten. Det bliver ikke meget mere skotsk.

Skråningerne på siden af Castle Rock er sorte og skarpe, men indimellem titter en lille, farverig blomst frem som en trøst for øjet. Skrænterne er stejle, og man forstår godt, hvorfor slottet har overlevet de i alt 26 belejringer, det igennem tiden har været udsat for.

Det skotske flag på Doune Castle minder de nysgerrige gæster om stedets historie og stolte traditioner. Foto: Benjamin B. Krog
Det skotske flag på Doune Castle minder de nysgerrige gæster om stedets historie og stolte traditioner. Foto: Benjamin B. Krog

Som ved mange andre populære turistmål må man ved slottet indimellem dukke sig for en sydkoreansk selfiestang for ikke at få hugget hovedet af. Ensfarvede bøllehatte har aldrig gjort noget godt for smukke, gamle bygningsværker.

Men misser du lidt med øjnene og fantaserer, det bedste du har lært, kan de svingende, glinsende selfiestænger sende tankerne tilbage på de sværd, som med sikkerhed har hugget hoveder af lige netop der, hvor du står.

Vi valgte at trække os fra selfie-slaget på Castle Rock og fortsætte slotsjagten uden for Edinburgh. Man skal ikke langt for at opleve de grå, bombastiske borge og smukke slotte, hvor skønjomfruer har spejdet ud over bakketoppene efter prinsen på den hvide hest.

To fiskere og deres trofaste hund nyder nu det rige fiskeliv i floden ved Doune Castle. Foto: Benjamin B. Krog
To fiskere og deres trofaste hund nyder nu det rige fiskeliv i floden ved Doune Castle. Foto: Benjamin B. Krog

En time nordvest for hovedstaden kan man både se det flotte Stirling Castle og det mindre Doune Castle. Sidstnævnte har det ægte ridderlige udseende, som også filmskaberne bag ’Monty Python og de skøre riddere’ faldt for. Her valgte man at filme størstedelen af de borg-scener, som bruges i komedien om kong Arthur. Selve borgen er rå og barsk og placeret på en grøn bakke med stejle skrænter tæt på floden Teith.

Doune Castle ligger sammen med Stirling Castle på et strategisk interessepunkt tæt på det geografiske midtpunkt for Skotland og har siden sin opførsel i 1400-tallet prøvet lidt af hvert. Det tog skade under den skotske uafhængighedskrig, husede senere royale jagtselskaber, og den danske kongedatter Margrete af Danmark (1456–1486), som giftede sig til titlen som dronning i Skotland, boede som enke på borgen, da hendes mand, kong James den tredje af Skotland, døde.

Hun mindedes formentlig sin afdøde mand med ture ved floden trygt pakket ind i den skotske natur. I oktober-månederne har hun kunnet nyde de samme, smukke nuancer i bladene, som fluefiskerne i floden gør i dag mere end 500 år efter hende.

Eventyrslotte i nærheden af Edinburgh

  • Edinburgh Castle
  • Stirling Castle
  • Floors Castle
  • Doune Castle
  • Craigmillar Castle
  • Chrichton Castle

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Det koster knaster

Det er ikke nemt at få det gode billede af Thirlestane-slottet, når det er lukket af i mange hundrede meters afstand. Men fra tirsdag til fredag og igen om søndagen, kan du gøre dit eget forsøg. Foto: Benjamin B. Krog
Det er ikke nemt at få det gode billede af Thirlestane-slottet, når det er lukket af i mange hundrede meters afstand. Men fra tirsdag til fredag og igen om søndagen, kan du gøre dit eget forsøg. Foto: Benjamin B. Krog

De skotske slots-ejere ligger ikke på den lade side. De er udmærket klar over, at de smukke bygninger trækker turister til. Derfor koster det også knaster, hvis du vil ind på dem.

Og da slottene ofte har ualmindelig meget land tilknyttet, er der sågar enkelte, som du ikke engang kan få lov at se udefra uden at smide skillinger. Så må du købe billet for at få adgang til området og derefter gå igennem naturen, som skygger for det. Flere af disse har i øvrigt også kun åbent i weekender. Så tjek altid åbningstider, før du kører.

Vi lærte på den hårde måde, at lukketider nogle gange vil sige, at man ikke engang kan se slottet udefra. Vi måtte tiltuske os et glimt af eventyrslottet Floors Castle en times kørsel sydøst for Edinburgh, da området var lukket af og pakket ind i grønne, røde og orange naturdyner.

Lister man rundt om Thirlestane Castle, kan man få den smukkeste lille gåtur ved vandløbet, som fårene indimellem besøger for at slukke tørsten. Foto: Benjamin B. Krog
Lister man rundt om Thirlestane Castle, kan man få den smukkeste lille gåtur ved vandløbet, som fårene indimellem besøger for at slukke tørsten. Foto: Benjamin B. Krog

Men heldigvis kan man i virkeligheden bare søge på ’castle’ på Google Maps, når man er ude at køre, så er der aldrig langt til et smukt syn. Det opdagede vi slukørede på vej tilbage til Edinburgh og faldt over Thirlestane Castle i byen Lauder. Området bag slottet byder på noget af det mest skotske landskab overhovedet med uldtotter, der går og græsser langs floden Leader Water. Fredfyldt og grønt.

Det var nu ikke, fordi Thirlestane var åbent. Men udsigten til slottet var bare noget bedre, efter vi lige havde sonderet terrænet omkring grunden, sprunget over et mindre gærde og forceret et naturhegn. I byen kan man passende besøge en af de små caféer og få sig en scone og en kop te.

Det kan være krævende at være på slotsjagt i Skotland uden for lukketid.

3 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Nanna Cecilia Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen