På hyttetur og safari i Nordtyskland

Spændende oplevelser venter, når man bevæger sig uden for de større tyske byer

Der er rigeligt med plads til at trække vejret og nyde roen ved det sø-rige landskab ved Krakow Am See.
Der er rigeligt med plads til at trække vejret og nyde roen ved det sø-rige landskab ved Krakow Am See.

Hvor tager man på ferie med en toårig, hvis man ikke orker overbefolkede lufthavne og danske sommerhuse til overpris?

For os lå svaret på den anden side af grænsen kun en times kørsel fra Rostock.

Her finder man nemlig området omkring Krakow am See, der ligger naturskønt placeret i Tysklands tyndest befolkede delstat, Mecklenburg-Vorpommern.

Her brugte vi - to voksne og toårige Hjalte - fem dage med rigelig underholdning for os alle. Nætterne blev tilbragt i en hytte i feriecenteret Van der Valk Resort Linstow, som ligger ti minutter fra idylliske Krakow am See og de tilhørende søer. Dagtimerne blev brugt på alt fra minigolf og badeland til gåture langs vandet og besøg i en dyrepark.

Selv på en længere gåtur i området skulle vi ikke forholde os til andre end os selv og den tyske natur.
Selv på en længere gåtur i området skulle vi ikke forholde os til andre end os selv og den tyske natur.
 

Selvom feriecenteret ligger op ad den tyske Autobahn, skulle vi ikke gå mange meter, før vi var omgivet af marker, skove, søer og total ro. Samtidig var der i feriecenteret rig mulighed for at muntre sig med både legeplads, legeland, badeland og bowlinghal.

Vejret i det nordlige Tyskland er lige så omskifteligt som i Danmark, men hvis man synes, vejret indbyder til det, er der også mulighed for at kaste sig i bølgerne i flere søer.
Vejret i det nordlige Tyskland er lige så omskifteligt som i Danmark, men hvis man synes, vejret indbyder til det, er der også mulighed for at kaste sig i bølgerne i flere søer.
 

Tag ordbogen med
Både Linstow og Krakow er yndede turistmål, men under vores ophold hørte vi ikke alverdens sprog. Hovedparten af de besøgende kommer nemlig fra andre dele af Tyskland, så du skal ikke forvente, at du kan få et menukort på engelsk, der hvor du skal spise.

Vi måtte støve vores skoletysk af og ty til opslag i en mobilordbog på restauranterne for at opklare, at det separate menukort, vi havde fået, var med en masse retter med asparges (Spargel). De lokale kan ikke nødvendigvis tale engelsk, men alle, vi stødte på, var forstående og ville gerne strække sig langt, for at vi kunne forstå hinanden.

Vores oplevelse var desuden, at det var væsentligt sjovere både for smagsløgene og for pengepungen at opsøge de lokale spisesteder frem for at spise på det feriecenter, vi boede ved.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

På nordeuropæisk safari

Omkring 20 minutters kørsel nord for Krakow am See ligger den lidt større by Güstrow, som på mange måder minder om en typisk dansk provinsby.

Men i udkanten af byen ligger et af områdets helt store trækplastre, nemlig Wildpark MV, som er en imponerende oplevelse for både børn og voksne.

Her er der nemlig ikke tale om tigre og elefanter pakket ind i små bure til glæde for de besøgende, men der er tværtimod gjort en dyd ud af så vidt muligt at give dyrene plads til at bevæge sig rundt i områder, der ligner deres naturlige habitat.

Det betød også, at besøget omfattede en længere gåtur, hvor det var praktisk at have en klapvogn med rundt.

Parken byder på Nordens største ‘natur-akvarium’, som betyder, at akvariet er udendørs, men store dele af parkens hovedbygning ligger under jorden. Vi kunne derfor kigge direkte ind på de mange fascinerende fisk - til stor forundring for både toårige og 30-årige.

Det er ikke eksotiske fisk, men det er alligevel et imponerende syn at kigge direkte ind i søbunden.
Det er ikke eksotiske fisk, men det er alligevel et imponerende syn at kigge direkte ind i søbunden.
 

Selve vandreturen i parken foregår i nogle områder på asfalterede stier, mens vi andre steder kom ud i mere råt terræn, hvor man bevæger sig ind i skovområdet.

Flere steder skulle vi sågar bevæge os ind bag en dør for at komme bag indhegningen til nogle af de vilde dyr. Vi kunne dog trøste os med, at både bjørne og ulve er bag yderligere hegn.

 

Når tålmodigheden af og til slipper op for de mindste, byder parken også på flere legepladser for børn i alle aldre, hvor man kan tage en pause fra dyrene - selvom man ikke skal blive overrasket, hvis der går en ged eller en høne rundt blandt gynger og rutsjebaner.

Hønsehuse og legepladser i skøn forening.
Hønsehuse og legepladser i skøn forening.
 

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Det koster det

Transport
Skal man med færgen, er det godt at være i god tid og have mulighed for at rejse på de skæve tidspunkter, hvis man vil spare penge på færgebilletten.

Vi betalte 1884 kroner for en returbillet mellem Gedser og Rostock for en enkelt bil, men prisen kan klemmes helt ned omkring 700 kroner, hvis man rejser uden for højsæsonen og på skæve tidspunkter. Kører man fra Jylland, behøver man selvfølgelig slet ikke bekymre sig om færgetider og -priser, men her kan det også være en fordel at undgå de værste trængselstider.

Overnatning
Vores fem overnatninger i en kvart hytte med badeværelse, soveværelse, lille køkken og opholdsstue kostede godt 3000 kroner. Med i prisen fulgte ubegrænset adgang til badeland.

På Van der Valk er der mulighed for at få plads til både den lille familie (som vores) og den helt store, da der er hytter i alle størrelser. Endelig er det også muligt at finde andre typer overnatning i Krakow eller andre nærliggende byer til varierende priser alt efter beliggenhed.

Det er muligt at vælge halv- eller helpension oveni, men der er altså en del at spare ved selv at stå for forplejning.

Udsigten fra vores soveværelse mod flere af de øvrige ferielejligheder, der alle har egen parkeringsplads.
Udsigten fra vores soveværelse mod flere af de øvrige ferielejligheder, der alle har egen parkeringsplads.
 

Forplejning
Generelt er prisniveauet for mange ting en anelse lavere i Tyskland end i Danmark, så både indkøbsturen og restaurantbesøget kan klares for lidt mindre end herhjemme - især hvis man undgår de værste turistfælder. Især på de søde sager vil man kunne mærke en markant forskel.

Oplevelser
Wildpark-MV, som vi besøgte, koster 39 euro for en voksen og 22 euro for børn mellem tre og 16 år.

Badelandet i Van der Valk kan besøges, selvom man ikke er gæst på feriecenteret. Her koster det 11 euro for en voksen og otte euro for børn mellem fire og 12 år, hvis man ikke bo på centeret.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Gode råd

  • Kør i bil! Selvom det er populært at læne sig op ad forureningsfri og kollektiv trafik, er afstandene for store og alternativerne for få til, at det tidsmæssigt kan betale sig ikke at kunne køre fra sted til sted i Mecklenburg-Vorpommern. Det er dog muligt flere steder at leje cykler til de kortere ture, eller hvis man vil prøve sine evner i skovterræn af.
  • Hold dig fra de små købmænd i feriecentrene. Udvalget er som regel begrænset, og man risikerer hurtigt at betale det dobbelte af prisen i et supermarked. Det kan bedre svare sig at køre til en by og gøre sine indkøb der. Derudover er det næsten en oplevelse i sig selv at handle i et tysk supermarked, som er forsynet med mange andre varianter af dagligvarer, end vi er vant til få kilometer mod nord.
  • Hav kontanter på dig. Selvom man nærmest bliver mødt med hovedrysten, hvis man hiver pengesedler op ad lommen i Danmark, er kreditkort og mobilbetaling endnu ikke blevet altdominerende i Tyskland. Vi stødte både på restauranter og en bager tilknyttet et supermarked, der kun tog imod kontanter.

 

1 af 6 
2 af 6 
3 af 6 
4 af 6 
5 af 6 
6 af 6 Der er rigeligt med plads til at trække vejret og nyde roen ved det sø-rige landskab ved Krakow Am See.
38 kommentarer
Vis kommentarer