På lavt blus på den anden side

Pippi Langstrømpe, Ikea, Godisflyget og svenske kanelbullar kender de fleste, men landet på den anden side byder alligevel på nye overraskelser

Nogle søer har ishus, badebro og så videre, mens andre er næsten uden faciliteter. Charmen var størst ved sidstnævnte. Foto: Jonas Ryefelt
Nogle søer har ishus, badebro og så videre, mens andre er næsten uden faciliteter. Charmen var størst ved sidstnævnte. Foto: Jonas Ryefelt

Lange, lyse nætter, smukke og frodige naturreservater, badesøer og et endeløst hav af lupiner i vejkanten. Det er blot få af de mange gode ting, man får med ved at bytte charterferien sydpå ud med en sommer i det svenske.

De rød-hvide træhuse pryder landsbyerne i det naturskønne Småland, som vi kører gennem for at nå vores destination i Vimmerby, der ligger godt fire timer fra færgen i Helsingborg. Og området har masser at byde på. Alt fra elg-safari, hyggelige skærgårde, badesøer, Astrid Lindgrens Verden, loppemarkeder, kanoturer og rig mulighed for mad over bål.

Se også: Kaffe-crawl i bjergene

Sverige består af 449.964 kvadratkilometer naturrigt land, som skal opleves, og hvorfor ikke starte lige i nærheden?

Folk valfarter hvert år til landet for at overnatte i den smukke svenske natur. Her er der nemlig rig mulighed for at opleve Sveriges dyrerige på helt tæt hold. Er man vågen tidligt nok, kan man nyde sin kaffe med udsigt til blandt andet rådyr og harer, som spiser deres morgenmad, mens nattens dug fordamper i solen.

I Sverige gælder reglen om allemansrätt. Den giver enhver lov til at færdes næsten overalt i den svenske natur. Vi boede selv i et lejet sommerhus, men det var fedt at se, hvordan andre havde benyttet sig af den mulighed.

Hovedreglen er, at man skal være varsom, vise hensyn og respektere både de mennesker og dyr, der færdes der i naturen. Jeg har – trods opvækst lige i nærheden af svenskerne – aldrig badet i en svensk sø. Det overraskede mig enormt, hvor behageligt og smukt det var.

Masser af plads at boltre sig på for en to-årig. Hele familien nød det i fulde drag. Foto: Jonas Ryefelt
Masser af plads at boltre sig på for en to-årig. Hele familien nød det i fulde drag. Foto: Jonas Ryefelt

Rejser man med børn i alderen 0-10 år, er en ferie i Sverige en oplagt mulighed. Selv rejste vi med en toårig, som allerede har været vidt omkring, og som efterhånden er vant til lange check-in-køer, hotelværelser og swimmingpools.

Men aldrig havde vi troet, at en kør-selv-ferie til et svensk sommerhus uden tv, internet eller andet luksus kunne være så afslappende en ferie, som den var. Man får meget forærende, når man rejser med børn. Det eneste, man ikke altid får, er afslapning, men så er det med at nyde alt det andet.

Blandt andet var de mange tidlige, tidlige morgener fantastiske. Her kunne vi se dyrene i skoven vågne i lige så roligt et tempo, som vi selv havde lagt for dagen. Frokosterne, som mest bestod af madpakker i det fri eller snobrød over bål, fik en helt ny og vigtig betydning for dagen – sammenholdt med fastfood ved poolen, som vi kendte det fra tidligere ferier.

Man skal heller ikke undervurdere de helt små i familiens begejstring over skovens mindste dyr og insekter, over at kunne kaste med sten i søen, plukke blomster eller at spise is før klokken ti om formiddagen.

På denne ferie indså vi, at lidt også har ret. Og hvad endnu mere lækkert var: At en ferie i det svenske kostede langt mindre, end vi havde turdet håbe på.

Se også: Krabi med børn: Tag flugten

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Ny safari

Ud med rugbrødsmadder og ind med snobrød. Så smager det lidt af ferie, selvom vi ikke er omme på den anden side af jorden. Foto: Jonas Ryefelt
Ud med rugbrødsmadder og ind med snobrød. Så smager det lidt af ferie, selvom vi ikke er omme på den anden side af jorden. Foto: Jonas Ryefelt

Denne region af Sverige byder på seværdigheder i alle afskygninger, og får man ikke set en elg i den frie svenske natur, så fortvivl ej, for i Markaryd, som ligger blot en time fra Helsingborg, er der dømt elg-safari for hele familien.

Oplev de storslåede dyr på helt tæt hold gennem en tre kilometer lang skovvej i elgenes indhegning. Denne oplevelse er god i både regn og solskinsvejr. Det er ikke Masai Mara, hvor vi også har været, men vi hyggede os stort alligevel.

Har man en indre krejler gemt i sig, som min kone har, er et besøg på et af Sveriges mange loppis (loppemarkeder) helt klart et besøg værdigt. Her er der mulighed for at finde skatte, som endnu ikke er kommet forbi de danske loppemarkeder. Der er god mulighed for at gøre en god handel, og de fleste steder er der også mulighed for at nyde både lun kaffe og kanelbullar.

Se også: Gør ferien dyrevenlig

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Sveriges Bornholm

Nok har vi ikke selv fanget dyret, men man føler sig næsten som medvirkende i et Nak og Æd-afsnit med mad på åben ild. Foto: Jonas Ryefelt
Nok har vi ikke selv fanget dyret, men man føler sig næsten som medvirkende i et Nak og Æd-afsnit med mad på åben ild. Foto: Jonas Ryefelt

Et andet sted, som er et besøg værdigt for både store og små, er Sveriges svar på Bornholm: Øland – eller solskinsøen, som den kaldes blandt svenskerne. Den strækker sig over 140 km på langs og lige knap 15 kilometer i bredden.

Denne smukke ø i Østersøen kan man nemt komme til via bro fra Kalmar. Øen byder på både flotte strande med mulighed for kitesurfing, dykning og badning, og herudover tilbyder øens campingpladser udlejning af cykler, som mange turister benytter sig af. Er man til aktiv ferie, er der mange gode muligheder på Øland.

Se også: Her er orange det nye sort

Også den svenske kongefamilie nyder livet på øen. På Øland ligger nemlig Sollidens Slott, som er familiens sommerresidens. Slottet er opført for lidt over 100 år siden og står stadig flot omringet af en fantastisk blomstrende park, som er åben for besøgende hele sommeren.

 Slottets italiensk inspirerede have er en fryd for øjet og byder på smukke blomster, et lille vandfald og på forhistoriske statuer fra den græske mytologi.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Drop det

Nostalgi-barometeret ramte toppen, da Emil fra Lønnebergs hus kom til syne. Det er i øvrigt beboet af en almindelig familie, som lige kom hjem, da vi ankom. Foto: Jonas Ryefelt
Nostalgi-barometeret ramte toppen, da Emil fra Lønnebergs hus kom til syne. Det er i øvrigt beboet af en almindelig familie, som lige kom hjem, da vi ankom. Foto: Jonas Ryefelt

Som med alt andet er der også faldgruber og turistfælder. Eksempelvis kørte vi forbi Godisflyget, som vi havde forestillet os skulle være et sandt slikmekka. Det var helt ligegyldigt – vi kunne lige så godt have gået ind i vores lokale bland-selv-butik på Nørrebro.

Derudover skal man vælge sine Astrid Lindgren-seværdigheder med omtanke. Vi havde det godt ved Katthult, men gik igen efter fem minutter, da vi besøgte Bulderby. Til gengæld kan Astrid Lindgreens Verden, som er en park i Vimmerby, varmt anbefales. Her må medbringes både hunde og madpakker, så pak tasken, og gør jer klar til en lang og eventyrlysten dag i Astrid Lindgrens fortællinger.

Sådan kommer du af sted

Vi besluttede os for at spare nogle kilometer i bilen ved at tage færgen fra Helsingør til Helsingborg. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men da vi skulle give 340 kroner for en færgetur på 20 minutter, blev jeg alligevel lidt overrasket.

Har man AutoBizz Smart, kan det gøres billigere, men det virkede omsonst at oprette den slags bare for denne ene tur.

11 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere