På sydspidsen af England

Her er alt fra ophøjet ro i Canterbury til løssluppent liv i Brighton, og imellem disse to yderpunkter tillige idyllisk landsbyliv og storslået natur - blot en times kørsel fra London

Fra Beachy Head går det 175 meter ned i dybet, og når du står en meter fra kanten, hvor der hverken er rækværk eller afgrænsning, kan du mærke adrenalinen pumpe rundt i kroppen. Det er hertil - og ikke længere. Foto: Jens Henrik Nybo
Fra Beachy Head går det 175 meter ned i dybet, og når du står en meter fra kanten, hvor der hverken er rækværk eller afgrænsning, kan du mærke adrenalinen pumpe rundt i kroppen. Det er hertil - og ikke længere. Foto: Jens Henrik Nybo

De fleste af byens borgere ligger trygt under dynerne på sådan en søndag morgen.

Vågne har svalerne til gengæld været i flere timer. De kvidrer og cruiser igennem luften i alle retninger fra den svulmende West Gate byports øverste afsnits små sprækker, hvor de har bolig.

Her har de formentlig boet, siden romerne anlagde den oprindelige bymur, der engang omkransede byen.

Sådan en morgen, hvor solen skinner fra en skyfri himmel, varsler en god dag i Englands åndelige centrum, Canterbury.

Sprudler af leben
Der går ikke lang tid, før de små stræder bliver befolket af både bysbørn og et par busser fulde af turister, som er på dagsudflugt fra London – især for at opleve byens største attraktion, den voluminøse og formfuldendte gotiske perle, Canterbury Cathedral.

Den er sæde for Ærkebiskoppen af Canterbury og dermed den anglikanske verdens moderkirke.

Canterbury var op igennem middelalderen et søgt pilgrimsmål, og det er stadig et fokuspunkt for mange af de 80 millioner anglikanere verden over.

Inde i kirken er her rart svalt under de høje hvælvede buer, og da gudstjenesten nærmer sig, sænker en andagtsfuld stemning sig over alle.

Den første katedral på stedet er grundlagt i 597, men har, som så mange andre kirker, gennemgået en uendelig lang proces, før den i 1498 stod færdig – omtrent som man møder den i dag.

I Canterbury kan man stadig ringe fra en klassisk, rød telefonboks. Foto: Jens Henrik Nybo
I Canterbury kan man stadig ringe fra en klassisk, rød telefonboks. Foto: Jens Henrik Nybo
 

Canterbury er dog meget mere end katedralen. Den har flere museer og historiske bygninger, og når trængslen i højsæsonen kan blive for stor, er der fred og ro at hente i skønne West Gate Gardens, som ligger ved den romerske vestport.

Her langs Stour-floden er der idyllisk – især når man planter sig i græsset og hører ænderne skræppe, når et par ældre damer smider brød ud til dem.

Inde i byens snævre gyder er der spækket med middelalderatmosfære.

Når det ikke er duften af fortid, som trænger igennem næseborene, er det liflig duft af mad fra de mange restauranter.

Om aftenen forvandler byen sig fra at være andagtsfuld til at sprudle af leben. Så springer byens unge ud som festaber og trykker den af på pubberne.

Det er også ud på aftenen, de fleste dagsturister er vendt hjem, og så er vi i selskab med byens egne borgere. Et rart bekendtskab.

Hi McCartney
Fra storslåede Canterbury kører vi videre gennem grevskabet Kents åbne vidder med opdyrkede marker, let kuperede enge med græssende får og flere nuttede små landsbyer.

Vi når at kaste et hastigt blik på Dover Castle i forbifarten, inden vi kører videre langs kysten til en af Englands charmetrolde, Sydenglands lille perle, Rye.

Rye Heritage Centre er et yderst vellykket forsøg på at gøre byhistorie både spændende og vedkommende.

Modelbyen fylder et areal på ca. 20 kvadratmeter, og hver lille detalje er der kælet for.

Chefen Peter Cosstick fortæller engageret om byens historie, som går tilbage til 1200-tallet, hvor byen, i lighed med andre engelske kystbyer, opnåede privilegium som såkaldt Cinque Port – en union med visse lighedstegn til Hanseforbundet.

Men også om, da dens status som havneby forsvandt i 1500-tallet som følge af tilsanding, og derpå blev til en flodby, tre kilometer fra kysten.

Rye ligger faktisk, hvor de tre floder Rother, Tillingham og Brede løber sammen.

Da Peter Cosstick har øst ud af sin viden i en halv times tid, slutter han af med at spørge publikum:

- Er der nogen, som vil give et bud på en kendis, som bor her?

Ingen – ej heller de fem briter – tør melde ud.

- Sir Paul McCartney, triumferer Cosstick, og supplerer:

- Han har et hus i Peasmarsh lige uden for Rye, og det hænder, at han og familien tager på shopping i Rye en lørdag formiddag, når han ellers ikke opholder sig i nogle af sine andre boliger på kloden.

Efter en lille times afslappet kørsel videre mod vest langs Den Engelske Kanal rammer vi en af Englands største naturoplevelser.

De syv søstres hvide magi
Hvor vi står nu, går det lukt ned i dybet. Stående en meter fra kanten begynder adrenalinen at pumpe i årene som kroppens instinktive advarsel om, at det er hertil og ikke længere.

175 meter nede ligger gigantiske rundslebne sten og tager imod ethvert emne, som måtte ende her. Vi befinder os på Beachy Head. Videre ud i horisonten breder hele kridt-kyststrækningen Seven Sisters Countrypark sig godt seks kilometer længere mod vest. Seven Sisters er et naturvidunder af de helt store, med sine blændende hvide kridtklinter.

Vi noterer os, at der intet sted findes noget rækværk eller anden form for afgrænsning. Årsagen er, at stedet er naturpark, og at folk må formodes at bruge deres sunde fornuft, får vi at vide af parkbetjenten Jim.

Desværre er Seven Sisters en brugt lokalitet blandt selvmordere.

Løssluppen med stil
Hvor Canterbury kalder på det højtidelige, så er det en helt anden dagsorden, der gælder i Englands største partyby, Brighton. Allerede sidst på eftermiddagen banker højtalerne i pubberne og barerne robust rock ud i stræderne i The Lanes, så pulsen stiger mærkbart. De yngre hænger ud i deres mest vovede skrud, mens de nedsvælger den første pint i dybe slurke.

Den legendariske Brighton Pier er en forlystelsespark på en mole, og her er spilleautomater og candyfloss i stride strømme. Foto: Jens Henrik Nybo
Den legendariske Brighton Pier er en forlystelsespark på en mole, og her er spilleautomater og candyfloss i stride strømme. Foto: Jens Henrik Nybo
 

Vi bevæger os ud på den legendariske Brighton Pier – en forlystelsespark på en mole, der går vinkelret et par hundrede meter ud fra stranden. Her er det lyden af spilleautomater og duften af candyfloss og fish & chips, som dominerer sanserne. Det er afgjort ikke finkultur, som praktiseres her, snarere gøgl og lettere plat, men pyt, det er og bliver en fasttømret ingrediens af Brighton. Byen var engang et helle for det viktorianske pænere borgerskab.

Fra Brighton er der kun en times kørsel stik nord på til London, og dermed er ringen sluttet. Hovedstadens tilbud er blevet suppleret med en berigende oplevelse af sydengelsk provins. Så tæt på storbyen – og samtidig en verden derfra.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere