På to hjul på verdens farligste vej

Tag med på adrenalinpumpende cykeltur på vejen, der kaldes ’The Death Road’ – fra 4700 meters højde går turen downhill ad grusvej i fire timer

'The Death Road' er nogle steder knap tre meter bred med et direkte vertikalt fald på op til 600 meter. Foto: Iben Teisen
'The Death Road' er nogle steder knap tre meter bred med et direkte vertikalt fald på op til 600 meter. Foto: Iben Teisen

Den lille minibus stopper ved en spejlblank sø, og chaufføren meddeler, at vi er fremme.

Vi er fire turister, som har besluttet at tage på cykeltur, men ingen af os ved, hvad vi har i vente. Udenfor er det iskoldt, og vi mærker hurtigt, at vi er højt oppe – få skridt er pludselig lidt hårdere end normalt, og hjertet må pumpe ekstra hurtigt.

Vores cykeltur begynder i La Chumbre, 4700 meter over havoverfladen. Her møder vi en anden bus med fem øvrige deltagere og bliver alle iført sikkerhedsudstyr i form af hjelm, albue- og armbeskyttere samt knæbeskyttere. Guiden giver udførlige instruktioner for turen, blandt andet skal vi altid holde minimum tre-fem meters afstand til næste cyklist.

En amerikansk turist nyder sin først mountainbike-tur på verdens farligste vej. Foto: Iben Teisen
En amerikansk turist nyder sin først mountainbike-tur på verdens farligste vej. Foto: Iben Teisen
 

Herfra begynder turen til Coroico: 64 km med en samlet lodret nedstigning på 3600 meter.

Den første halve time foregår på asfalteret vej oppe over skyerne ved bjergenes toppe. Her går det hurtigt. Vejen er bred, og cyklerne glider næsten lydløst over asfalten. Udsigten er enestående, og det er svært ikke hele tiden at stoppe for at tage billeder.

Verdens farligste vej
Turens virkelige attraktion begynder, hvor asfalten ender. Her står et skilt med det frygtindgydende navn ’The Death Road’.

Vejen er nogle steder blot tre meter bred, og på den anden side af bjergkanten er der op til 600 meters direkte fald ned i afgrunden, hvis man ikke passer på.

Indtil man i 2007 besluttede at bygge en asfalteret vej ad en anden rute, forsvandt der hvert år gennemsnitligt 26 biler ud over bjergskrænterne. Værste ulykke skete tilbage i 1980’erne, hvor en lastbil med næsten 100 mennesker fløj ud over skrænten.

I dag er det kun få lokale, mindre turistbusser og cykelturisterne, som tager den adrenalinfremkaldende tur nedad.

Af sted det går
Vi får de sidste instrukser og får taget de første par billeder af vejen foran os.

- En af mine venner brækkede en arm på denne rute forleden dag, så jeg overvejede at blive hjemme. Nu er jeg virkelig glad for, at jeg tog af sted alligevel, siger en ung tysk turist til en af de andre cyklister, imens de betragter udsigten ud over de tropiske bjerge.

Udsigten er unik. Skyerne hænger lavt mellem grønne, frodige bjerge, som spreder sig igennem landskabet.

Som øjnene følger bjergene rundt, kan de spotte en lille, brun vej, som snor sig rundt om bjergene som lianer, der klynger sig omkring en træstamme. Det er den, vi skal med.

Undervejs på ruten markerer opsatte trækors, hvor folk er døde. Foto: Iben Teisen
Undervejs på ruten markerer opsatte trækors, hvor folk er døde. Foto: Iben Teisen
 

Faretruende ser den ud, men der er indført et gebyr på ca. 20 kr., som går til vedligeholdelse af vejen, for at sikre cyklisternes sikkerhed, og der er ved flere skarpe sving blevet opsat hegn, som ikke var der for år tilbage.

Dette betyder dog ikke, at turen er farefri. 15 cyklister er døde på ruten siden 2007, og mange er blevet såret. Men det gør ikke ruten mindre populær.

Nervepirrende udsigt
Vejen ned er bumpet og fyldt med sten, og den har en konstant hældning, så bremsen igen og igen må have et lille klem for at holde farten nede.

Guiden fortæller, at vi skal køre i venstre side af vejen, så eventuelle motorcyklister kan komme forbi på højre side.

Det går hurtigt op for mig, at venstre side er den side, som vender ud mod afgrunden, og jeg må tage en dyb indånding i et forsøg på at dulme nerverne.

Fra højderne er det muligt at se den snoede vej ned gennem dalen. Foto: Iben Teisen
Fra højderne er det muligt at se den snoede vej ned gennem dalen. Foto: Iben Teisen
 

Selv om begge mine øjne er fast fokuseret på vejen, bliver jeg ved med at få et glimt af, hvordan det ser ud ved kanten, og jeg trykker lidt ekstra på bremsen.

Da det bliver tid til at holde en pause, er mine hænder glade for hvilet, for deres muskler har arbejdet hårdt for at bremse min cykel, der vil alt for hurtigt frem.

Cykeltur bringer smil frem
Vi spiser med udsigt ud over en grøn, frodig kløft. Der er flere vandfald foran os, der brager ned ad en klippevæg, som tårner sig op mod himlen.

Det er blevet varmere, og vi må af med mere tøj.

- Men behold jakken på, siger guiden og fortsætter:

- Vi skal snart cykle under et par vandfald.

Og vi ender skam med at cykle igennem både vandfald og mindre floder. Alt imens guiden hujer og filmer os hver især, som vi kommer igennem vandet. Jeg lægger mærke til, at al nervøsitet er forsvundet, og tilbage er et kæmpe smil.

Her er så smukt, og nu hvor jeg gang på gang har fået bekræftet, at min bremse fungerer, kan intet gå galt, så længe jeg tager den med ro.

Før vi når bunden, er alle tre lag tøj blevet udskiftet af et par shorts.

I bunden venter et koldt bad, en dukkert i poolen og et stort måltid mad. Alt sammen en del af den organiserede tur.

Cykelturen har givet adrenalin i kroppen, men det er bestemt ikke ekstremsport. Så længe man føler sig sikker på en cykel, kan de fleste være med.

2 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere