I udkanten af byen Potsdam ligger er af Europas helt store slotskomplekser, Sanssouci, med tilhørende park samt diverse ekstra tilbygninger.

Bygninger og park er rent blær, og det var bygherren, prøjserkongen Friedrich den Anden, ganske klar over. Han udtalte det endda selv.

Størstedelen af komplekset stod færdigt i sidste del af 1700-tallet, hvor det skulle stå som monument over det prøjsiske kongedømmes magt og vælde.

Med rette, for det er svært ikke at lade sig imponere, når man bevæger sig rundt i parken, hvor der er rigeligt med plads.

Til gengæld skal man bruge en del tid på et finde en parkeringsplads – hvis man altså er i bil, da komplekset er en kæmpe turist-attraktion.

Slotskomplekset er anlagt i etaper, og selvom det er tæt knyttet til prøjserkongen Friedrich den Anden, var det rent faktisk hans forgænger, Friedrich den Første, der fik sørget for de indledende spadestik.

Selve Sanssouci-slottet ligger på en bakketop, der oprindelig var bevokset med egetræer. Dem fik Friedrich den Første fældet fordi træet skulle anvendes ved byggerier inde i selve Potsdam. Dermed var der skabt plads til slottet, som fik en fremtrædende plads på bakketoppen.

Men først blev der anlagt seks sydvendte terrasser – i 1744, som blev beplantet med vindruer og andre frugtarter. Terrasse-adskillelserne er forstærket med murværk, der skulle være med til, at forhindre erodering.

Året efter besluttede Friedrich den Anden så at anlægge et lystslot på toppen af bakken. Dermed var Sanssouci en realitet, og slottet skulle tjene som hans sommerresidens.

Et næsten endnu mere imponerende byggeri i komplekset er slottet Neues Palais, det nye palæ, som blev anlagt godt 20 år senere. Også her var det Friedrich den Anden, der stod bag byggeriet.

Neues Palais ligger ved parkens østlige side, og selvom Friedrich den Anden i årevis havde drømt at føje endnu et slot til komplekset, var der først penge i kassen, efter at Prøjsen var gået sejrrig ud af syvårskrigen i 1763.

Prøjserkongen lagde ikke skjul på, hvad det nye slot skulle bruges til. Han erklærede, at her var tale om ’fanfaronade’ – altså rendyrket pral, der udadtil skulle vise, at Prøjsen fremover skulle regnes som en af Europas stormagter.

Neues Palais skulle tjene som gæsteslot, hvor der desuden kunne festes.

Slottet er udstyret med alt muligt praleri. En detalje er, at slottet hele vejen rundt er malet således, at det ser ud, som om det bygget af mursten.

Hver enkelt fuge er simpelthen malet med yderste nøjagtighed.

* * *

Ville begraves med sine hunde

Han omtalte sig selv som Prøjsens første tjener, og så ønskede han at blive begravet med sine to hunde.

– Hunde har alle menneskets gode egenskaber uden samtidig at have deres fejl, mente prøjserkongen.

Og særligt i sine sidste leveår foretrak kongen de firbenedes selskab frem for sine medborgeres. I sit testamente skrev han endda, at han ønskede at blive stedt til hvile i en krypt under Sanssouci-slottets terrasse. Han døde som 74-årig 17. august 1786.

Denne, hans sidste vilje, blev dog først ført ud i livet i 1991 efter den tyske genforening.

Friedrich den Anden besteg tronen 31. maj 1740 efter faderens, Friedrich den Første, død.

Faderen bar tilnavnet ’soldaterkongen’, og som Prøjsens første konge var det ham, der satte tingene i system.

Fra faderen arvede Friedrich den Anden to vigtige værktøjer: dels en velsmurt administration og dels et godt militær. Friedrich den Anden gjorde fornuftigt brug af begge dele, hvorfor han siden fik tilnavnet Friedrich der Grosse – den store.

Under ham voksede kongeriget Prøjsen betydeligt, så kongeriget var Europas femtestørste efter den sidste krig, Friedrich den Anden deltog i, nemlig syvårskrigen.

En af hans første gerninger som ung konge var at afskaffe tortur, ligesom han i sin regeringstid omgav han sig med tidens store tænkere, blandt andre Voltaire, der besøgte ham på Sanssouci.

Samtidig var det ham, der fik indført kartoflen som afgrøde i kongeriget Prøjsen.