Roms skjulte by

Tag Lido-toget fra travlheden i Rom til Ostia – og oplev badestrande og den store udgravning af den glemte romerske havneby

Fra øverste række på teateret har man en god udsigt ud over ruinerne i Ostia Antica. Byen giver et stort indblik i, hvor højtudviklede romerne var dengang. Foto: Anders Stoffer
Fra øverste række på teateret har man en god udsigt ud over ruinerne i Ostia Antica. Byen giver et stort indblik i, hvor højtudviklede romerne var dengang. Foto: Anders Stoffer

Taxachaufføren trykker hornet i bund og råber ud ad vinduet. Han foretager en hasarderet overhaling indenom i et forsøg på at komme hurtigere frem. Bilens forskærme er få centimeter fra at kysse den forankørendes bagskærm.

Lysten til en dukkert i Tiberen stiger i takt med, at kviksølvet i Roms termometre er på overarbejde.

Trænger du til et break midt i din ferietur i den italienske hovedstad, så hop på lido-toget fra Porta San Paolo mod Ostia.

Bare 26 minutter og 25 kilometer mod sydvest venter der oplevelser til både den historie-interesserede og til dig, der trænger til en solseng, en god bog og en dukkert i Middelhavets sprøde saltvand.

Ostia er romernes åndehul, når de vil et smut væk fra storbyens puls.

Har du ikke fået nok af seværdighederne i Rom – eller er du bare lidt interesseret i Romerriget – så stå af toget ved Ostia Antica. Vink til dine rejsekammerater, der hellere vil på stranden. Smil også, for de aner ikke, hvad de går glip af.

Man drømmer sig hurtigt 2000 år tilbage, når man vandrer rundt i ruinerne. Dengang var havnebyen en vigtig terminal, når lasterne med madvarer og korn fra skibene skulle med mindre både ad Tiberen til Rom. Foto: Anders Stoffer
Man drømmer sig hurtigt 2000 år tilbage, når man vandrer rundt i ruinerne. Dengang var havnebyen en vigtig terminal, når lasterne med madvarer og korn fra skibene skulle med mindre både ad Tiberen til Rom. Foto: Anders Stoffer
 

Gennem 200 år er den oldgamle romerske havneby udgravet, og det er imponerende at gå rundt på de lige gader mellem ruinerne. Flere steder er der naturlige udsigtsposter fra de mest velbevarede huse og paladser.

Mosaikkerne er velbevarede og kan ses i flere af husene. Der er også mange velbevarede malerier og relieffer på væggene. Foto: Anders Stoffer
Mosaikkerne er velbevarede og kan ses i flere af husene. Der er også mange velbevarede malerier og relieffer på væggene. Foto: Anders Stoffer
 

Sæt dig øverst på amfiteateret, og drøm dig tilbage til romertiden, da skibene og sømændene via Ostia-havnen forsynede romerne med korn og madvarer fra romernes besiddelser på Sicilien, Sardinien og Nordafrika.

Ostia Antica
  • Stedet åbner kl. 8.30 og lukker om sommeren kl. 19.
  • Har lukket om mandagen.
  • Entré er 8 euro.
  • Der er cafeteria og museum i forbindelse med området.

Tæt på lufthavnen

  • Ostia er få kilometer syd for den store romerske lufthavn Fiumicino.
  • Ankommer I med fly, så kontakt hotellet og brug deres lufthavnstaxa.
  • Det er både billigt og hurtigt.
 

Nyd udsigten fra teateret, der kan rumme 4000 mennesker, ud over Piazzale delle Corporazioni. Studier af dette område viser graffiti på både romersk og græsk og afslører dermed den store internationale betydning, som Ostia havde i Romerriget. Det er ikke svært at forestille sig, hvilket leben der var her for 2000 år siden.

På torvet i Ostia Antica er det templet Capitolium, der napper al opmærksomheden. Templet lukkede, da kristendommen fik overtaget, og blev hurtigt ribbet for marmor. Foto: Anders Stoffer
På torvet i Ostia Antica er det templet Capitolium, der napper al opmærksomheden. Templet lukkede, da kristendommen fik overtaget, og blev hurtigt ribbet for marmor. Foto: Anders Stoffer
 

Husk nogle gode sko. Området er stort. Det tager næsten en time at komme fra indgangen til den fjerneste del af udgravningerne, som er den oprindelige havn. Den er nu tre kilometer fra Middelhavet. Ingen tager den gåtur i et stræk – for der er så mange detaljer og flotte bygninger at studere undervejs. På hovedgaden kommer man til byens torv, hvor trappen til det store tempel Capitolium i den grad stjæler opmærksomheden.

Som i Rom tænker man hele tiden – hvordan pokker byggede romerne det her uden maskiner?

Hvis du vil have fortællingerne og ekstra oplevelser på din tur, så kan det være en rigtig god idé at tage med på en guidet tur, som kan købes ved indgangen.

Foto: Anders Stoffer
Foto: Anders Stoffer
 

Efter besøget springer du på toget igen, to stationer længere fremme står du af på Lido Centro, og efter et kvarters gang gennem Ostias centrum er du ved Lidoen – romernes badestrand.

Den omvendte Rom-tur
  • Er I mere til stranden end til kulturen, så find et hotel i Ostia, og tag indimellem toget til Rom.
  • I sommermånederne byder badebyen på mange turistaktiviteter om aftenen, men regn med lange køer ved byens iskiosker.
  • Rom-Ostia Halvmarathon finder sted i slutningen af februar hvert år. Løbet begynder i EUR-distriktet i Rom og følger en direkte sydøstlig rute til målstregen nær strandene i Ostia. Det er Italiens mest populære halvmaraton.
 

Som i Rimini har driftige forpagtere af Ostias strandområder stillet solsengene og parasoller frem. Priserne er rimelige. Undersøg kvaliteten af strandens spisested.

Når romerne har fri, vrimler de til lidoen i Ostia. Det tager tre kvarter fra Roms Termini over et skift i Piramide, til toget ankommer til den skønne strandby. Man kan leje solsenge og parsoller på stranden. Foto: AP
Når romerne har fri, vrimler de til lidoen i Ostia. Det tager tre kvarter fra Roms Termini over et skift i Piramide, til toget ankommer til den skønne strandby. Man kan leje solsenge og parsoller på stranden. Foto: AP

Her i området er fisk en mere end naturlig del af menukortet, og det giver udslag på både oversigten over pizzaer og alverdens pastaretter med fisk og skaldyr.

Havets frugt

La tellina (hjertemuslinger) fejres hvert år i september ved madfesten i Borghetto dei Pescatori. Festivalen trækker såvel turister som lokale, for alle elsker denne frugt af havet, der serveres bedst med spaghetti.

Hvert år bliver der serveret næsten 5000 pastaretter, og for få euro kan man nyde den lækre ret. Man ankommer til Borthetto dei pescatori med toget Roma–Lido. Stå af ved Castel Fusano og gå de sidste 200 meter.

 

Lidt uopfindsomt bliver både middagsretten og aftensmaden fortæret på strand-restauranten Tramonto De Roma.

Lysten til hummere er stor ved aftensmaden, og i første omgang ser tjeneren slukøret ud, da han melder udsolgt. Vi ser ham forsvinde ud på gaden, og få minutter senere vender han tilbage med en hummer fra nabo-restauranten.

Smilet stiger hos gæsterne, og for tjeneren er drikkepengene hjemme.

Sidste tog tilbage mod Rom er kl. 23.30, men der er også hoteller i Ostia.

2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere