Sådan slipper du for en kæmperegning på ferien

Lidt forberedelse og omtanke kan spare dig for mange penge under ferien

Det kan blive en dyr fornøjelse at ringe hjem fra ferien, hvis du ikke har gjort dit hjemmearbejde godt nok og kender de simple råd. Foto: Polfoto
Det kan blive en dyr fornøjelse at ringe hjem fra ferien, hvis du ikke har gjort dit hjemmearbejde godt nok og kender de simple råd. Foto: Polfoto

Der er verdens dummeste udgift, hvis du betaler dyrt for at ringe, gå på nettet eller sende beskeder på din ferie. Men med lidt planlægning kan du spare mange penge og stadig være i kontakt med omverdenen.

En mulig løsning kan være, at du vælger at føre samtaler og sende beskeder via data. Det kan være ved at bruge programmer som WhatsApp, Skype eller det krypterede Signal. De giver dig mulighed for at lave opkald eller sende beskeder til andre, der har det samme program på deres telefon.

Og med Skype kan du også købe billige minutter, hvor du bruger din dataforbindelse til at lave opkaldet med, men ringer til et ’ægte’ nummer hjemme i Danmark. På samme måde kan du købe et telefonnummer, som folk kan bruge – men hvor du bliver ringet op via Skype.

Tænk dig om inden du går på wi-fi

Det er fristende at gå på gratis wi-fi-netværk i udlandet. Men det kan også være en risikabel affære.

I nogle tilfælde er det nemlig hackere, der sætter de gratis netværk op. Og når du logger på, risikerer du at få virus og malware ned på din mobiltelefon eller tablet. Du risikerer også, at alle ukrypterede data – også dine passwords – nemt kan aflures, når du sender alt igennem hackernes gratis netværk.

Brug derfor kun wi-fi-netværk, du har absolut tillid til. Og overvej altid, hvad du bruger af programmer og tjenester på din telefon, når du er ude at rejse.

 

Men programmerne kræver som nævnt en dataforbindelse, der normalt er dyr at bruge på mobiltelefonen under en ferie. Alternativet til at roame på mobilen – altså bruge mobile data – er derfor wi-fi, som jeg altid bruger, når jeg er i udlandet.

I de fleste vestlige lande kan du finde gratis net i lufthavnen, på den lokale Starbucks og burgerbar. Og så selvfølgelig på dit hotel. Selv hvis du skal betale for wi-fi, typisk et beløb for hele ugen på hotellet, vil det ofte være langt billigere end at bruge mobiltelefons dyre dataforbindelse.

Det kan kræve ‘en mobil detox’ inden afrejsen, hvor du beslutter dig for, hvilke programmer du vil bruge til at kommunikere med. Nogle gange kan du måske ikke downloade programmerne på rejsemålet – så gør det altid hjemmefra. Og det er meget vigtigt, at dine venner og familien har de samme programmer og tjenester som dig, hvis I skal kunne kommunikere sammen.

Det er ikke så svært, når man først får det lært. Men der er få ting, du skal huske at gøre, før du tager ud af landet, hvis du vil undgå en tårnhøj regning. Screendump
Det er ikke så svært, når man først får det lært. Men der er få ting, du skal huske at gøre, før du tager ud af landet, hvis du vil undgå en tårnhøj regning. Screendump
 

Selv hvis du hverken taler eller sender mange beskeder på din mobiltelefon, kan ferien alligevel ende med en stor regning. Forklaringen er, at din telefonsvarer er en ægte skurk. Hver gang, nogen ringer til den, mens du er i udlandet, betaler du nemlig for de minutter, hvor der indtales en besked.

Husk derfor at slå din telefonsvarer fra, inden du rejser fra Danmark. Når du først er ankommet på din ferie, er det for sent.

Der er dog også ulemper ved helt at afskære sig fra et mobilt signal på rejsen. Dine familie og venner kan kun komme i kontakt med dig, når du er online. Og hvis du er sammen med andre på rejsen, begrænses jeres muligheder for at komme i kontakt med hinanden. Det betyder, at I på forhånd skal aftale, hvad I gør, hvis I kommer væk fra hinanden. Eller også skal du sørge for altid at have telefonen tændt som en sikkerhed for både dig og dine pårørende.

Endelig skal du huske på, at man ikke kan ringe til en nødtjeneste som 112, hvis du alene bruger f.eks. Skype eller WhatsApp på ferien. Her skal din normale mobilforbindelse bruges.

8 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere