Sejlende afslapning i Portugal

Grønne bakketoppe, oliventræer på rækker og kønne, hvide landsbyer er med til at gøre en sejlferie i Portugal til den rene rekreation

De grønne – til tider næsten ensomme – omgivelser, der omgiver søen, gør oplevelsen endnu mere afslappende. Foto: Karen Seneca
De grønne – til tider næsten ensomme – omgivelser, der omgiver søen, gør oplevelsen endnu mere afslappende. Foto: Karen Seneca

- Bosnia, war, crazy, stress.

En stor muskuløs bartender fører pegefingeren op til tindingen for at vise, hvor stressende og voldsomt det var at være soldat under krigen i det tidligere Jugoslavien. Derefter fortæller han på gebrokkent engelsk, at han kan slappe af nu. I denne lille landsby langt ude på landet i det sydøstlige Portugal:

- No stress, siger han.

Jeg forstår følelsen. Det idylliske landskab og de hvidkalkede landsbyer i Alentejo-regionen er godt for blodtrykket. Det er en ferie om bord på en flydende husbåd i søen Alqueva også. Her er virkelig ’no stress’. Du kan ikke sejle med højere fart end 10 km/t., og søen samt den Teletubbies-bakkede natur indbyder til afslapning og hygge.

Alle er kaptajner
Søen og Amieira Marina, hvor vi har lejet en husbåd, som skal tøffe rundt med os i en lille uge, ligger tre timers køretur fra Lissabon. Vi får hver vores værelse med en smal dobbeltseng og har alle været på et lyn-skipperkursus før afgang. Inde i båden er der et opholdsrum samt to små badeværelser, udenfor et bord med fire stole samt en lækker ’tagterrasse’, hvorfra båden også kan styres.

Aquera er Europas største kunstige sø, som er opstået ved at bygge en 95 meter høj dæmning til floden Rio Guadiana for at spærre for dens fremløb. Foto: Karen Seneca
Aquera er Europas største kunstige sø, som er opstået ved at bygge en 95 meter høj dæmning til floden Rio Guadiana for at spærre for dens fremløb. Foto: Karen Seneca
 

Søen er spejlblank og smuk. Det ligner, at den har ligget her i hundredvis af år, men faktisk er den kun 12 år gammel. Det er Europas største kunstige sø, som er opstået ved at bygge en 95 meter høj dæmning til floden Rio Guadiana for at spærre for dens fremløb og dermed lade vandet langsomt stige.

Først i 2012 var søen helt fyldt, og nu breder den sig ud over et område på 250 kvadratkilometer – ca. to gange Samsø.

Vi har fået udstukket en rute på forhånd, den sikrer, at vi kommer omkring nogle af de kønne byer på egnen uden at skulle sejle dagen lang. Kaptajn-tjansen deles vi om, og det er så nemt at styre båden, at selv børn kan gøre det. Man skal blot holde øje med søkort, GPS og sonaren, der måler vanddybden.

Pauser til lands
Hver dag bringer os til en ny landsby, hvor vi lægger til på de små bådebroer og drager af sted forbi kønne oliven- og korktræer for at spise det lækre, men lidt tunge, portugisiske mad, slentre blandt de hvidkalkede huse med røde tegltag og udforske området.

Efter de varme gåture – nogle af byerne ligger et par km fra kajen – er det rart at vende tilbage til båden, hoppe i den kølige sø, padle en tur i de medbragte kajakker, betragte en hejre flyve forbi eller dase på taget med en god roman. Sjældent har jeg været på en ferie, som er så god for sjælen.

Hvidkalkede huse og masser af potter med grønne planter pynter i gaderne i de små byer, vi besøger. Foto: Karen Seneca
Hvidkalkede huse og masser af potter med grønne planter pynter i gaderne i de små byer, vi besøger. Foto: Karen Seneca
 

Og nætterne er lige så betagende. Søen er udnævnt som Starlight Tourism Destination, fordi himlen over den er så fri for lys-støj, at stjernerne glimter og funkler ekstra synligt.

Der sidder jeg og glor betaget på himlen, hvor Mælkevejen er helt tydelig, og stjernerne så kraftige, at de spejler sig i den blanke, mørke sø.

Den druknede by
En af de interessante landsbyer, vi besøger, er Luz.

Selve byen er for ny og for stram i sit udtryk til at være hyggelig, landsbyen er nemlig den yngste i Portugal, men det er alligevel spændende.

Den blev bygget i forbindelse med opdæmningen af floden, fordi den gamle Luz ville blive totalt oversvømmet af søen.

Derfor lavede man en ny by til landsbyboerne, døbte byen det samme navn, rev kirken ned sten for sten, genopbyggede den få km fra dens oprindelige placering og tvangsforflyttede Luz’ borgere.

På byens lille museum er der en rørende film om dagene før og efter flytningen og efter at have set filmen, er det lige så rørende at gå gennem de snorlige gader i byen, se de gamle mænd sidde med et uafhentet udtryk på byens alt for nye torv og bagefter sejle af sted hen over det, der engang var deres landsby.

I Capela dos Ossos i Évora er der et sammensurium af kranier og knogler, som er bygget ind i væggene, smykker søjlerne og hænger i loftet. Foto: Karen Seneca
I Capela dos Ossos i Évora er der et sammensurium af kranier og knogler, som er bygget ind i væggene, smykker søjlerne og hænger i loftet. Foto: Karen Seneca
 

En anden by, der skal opleves, er Monsaraz, som troner på en bjergtop med kridhvide huse og brostensbelagte gader. Byen er UNESCO-fredet, og indbyggerne sætter en ære i at vedligeholde deres huse. Her fejes et dørtrin, der vandes en blomst i en krukke. Meget nysseligt og utrolig kønt er her.Her støder du også på en vaskeægte ridderborg med takker langs muren og en fremragende udsigt over egnen.

Over for den ligger en lille café, hvor man kan købe kaffe for under en tier og – hvis man er heldig som jeg – opleve en spontan koncert fremført af portugisiske pensionister på udflugt.

En stor flok stod uden for ridderborgen og ventede på et par venner, pludselig begynder en ældre dame at synge fado-musik med høj, ren røst.

Andre stemmer i, når der er omkvæd, og ældre mænd stiller sig tæt sammen med hænderne på hinandens skuldre. Sangen fylder byen, og flere turister kommer hen og synger med. Endnu en stjernestund.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere