Selvforkælelse i Slovenien

Slovenien har flere kurbade og naturlige spa-resorts pr. kvadratkilometer end noget andet land i Europa

Det er i orden at have tøj på, bare ikke i sauna og dampbad. Der er generelt et afslappet forhold til nøgenhed i Slovenien. Foto: Tom Nørgaard
Det er i orden at have tøj på, bare ikke i sauna og dampbad. Der er generelt et afslappet forhold til nøgenhed i Slovenien. Foto: Tom Nørgaard

Med blot to millioner indbyggere er Slovenien fortsat et ukendt og ubetrådt territorium for de fleste danskere. Landet, som blev medlem af EU i 2004, lider ofte den uretfærdige skæbne at fungere som transitland for solhungrende turister, der vil længere sydpå i en fart. Der er der flere gode grunde til at få lavet om på.

Foruden at være beriget med høje, sneklædte bjerge, afgrundsdybe drypstenshuler og en lille, men meget fin kyststrækning mellem nabolandene Italien og Kroatien, så lokker den tidligere jugoslaviske republik nemlig med en lang række termiske spa-bade spredt ud over landets blot 20.000 kvadratkilometer.

Et af de smukkeste og mest interessante er Terme Olimia, som ligger i landsbyen med det halsbrækkende navn Podčetrtek i det østlige Slovenien – tæt på grænsen til Østrig og Kroatien.

Velvære-landsbyen består af fire hoteller og lejlighedskomplekser, hvoraf Hotel Sotelia på alle niveauer er det mest attraktive.

Hotellet er opført i fin harmoni med det østlige Sloveniens bakkede landskab og falder med græsklædte tagrygge og svungne, bambusindkapslede grundpiller godt i spænd med de naturlige omgivelser. Et godt udgangspunkt for en perfekt weekend.

Sotelia er fint integreret i det omkringliggende landskab og der er mulighed for både at nyde saunaland og udendørs pools. Foto: Tom Nørgaard
Sotelia er fint integreret i det omkringliggende landskab og der er mulighed for både at nyde saunaland og udendørs pools. Foto: Tom Nørgaard
 

Sotelias allerhelligste er well-nesscenteret Armonia, hvor en lille hær af ferme massører, kropsterapeuter, skønhedseksperter og medicinsk uddannet personale står klar til at byde indenfor i sirligt duftende rum, der genlyder af tibetanske klokker og new age-musik.

Menuen består af massage- og terapiformer med rødder i mange forskellige dele af verden. Foruden thaimassage og den japanske fingertryksmassage shiatsu kan man, under øvede hænder, komme til både Kina, Tibet og – med den flere tusind år gamle lomi lomi-massage – også til Hawaii.

Under sidstnævnte massage bruger massøren sine underarme langs hele kroppen, mens den karakteristiske musik fra Stillehavsøen fungerer som muntert lydtapet.

Dengang Franz Josef gik i bad

Traditionen for kropsdyrkelse er lang i Slovenien og strækker sig helt tilbage til romertiden.

I 1800-tallet, hvor slovenerne var under den østrig-ungarske krone, og kejser Franz Josef og andre notabiliteter fik smag for det søde spa-liv, begyndte man for alvor at udnytte naturens ressourcer. Og i dag, hvor kropsterapi er blevet allemandseje, og wellness-turisme har fået vind i sejlene, er der skudt stadig flere flotte spahoteller og -centre op.

Der findes mere end 30 naturlige spa-resorts i landet, der er mindre end halvt så stort som Danmark.

Hensigten med massagen er blandt andet at øge blodgennemstrømningen samt lindre muskelspændinger og infiltrationer. Og den vuggende rundgang på kroppen, der skal afspejle bølgernes skvulpen, vil, under optimale omstændigheder, skabe ro og balance i både krop og sind.

Det hjælper dog, hvis man ikke er for kilden og kan undgå at tænke for meget på gamle Elvis Presley-film undervejs.

Slægtskabet med naboerne i Østrig kommer til udtryk gennem arkitekturen i det østlige Slovenien: Foto Tom Nørgaard
Slægtskabet med naboerne i Østrig kommer til udtryk gennem arkitekturen i det østlige Slovenien: Foto Tom Nørgaard
 

Priserne i wellnesscenteret indbyder til, at man prøver flere forskellige former for massage under opholdet. Med godt 20 euro for den billigste massageform og ca. 100 euro for den dyreste er det langt billigere at forkæle sig selv her end tilsvarende steder i Danmark og resten af Nordeuropa.

Foruden massagerne er der mulighed for at vælge mellem et utal af andre skønhedsfremmende behandlinger fra øjenbryn til tånegle samt få tjekket sit almene helbred.

Solid kromad

Hvis man vil udforske de gastronomiske muligheder rundt om wellness-landsbyen, er der flere gode kort at spille på.

Besøg for eksempel Jelenov Greben, der ligger fem minutters kørsel væk. Her diskes der op med vildtlækkerier og solid kromad.

Skyl ned med lokale øl eller vin – den slovenske vin bliver bedre og bedre disse år.

Fra restaurant Jelenov Greben tæt på Sotelia har man smuk udsigt til det omkringliggende landskab. Foto: Tom Nørgaard
Fra restaurant Jelenov Greben tæt på Sotelia har man smuk udsigt til det omkringliggende landskab. Foto: Tom Nørgaard
 

I tilknytning til Hotel Sotelia ligger også de to sammenhængende vand- og saunalande Termalija og Orhidelija – sidstnævnte blev i 2009 nomineret som et af verdens ti smukkeste ferie-ressorts på den anerkendte World Architecture Festival i Barcelona. Her er der mulighed for at tage en tur under massagevandfaldet, mens kæresten får body-peeling med saltkrystaller, eller gå sammen i tyrkisk hamam og japansk dampbad. Med meget mere.

De mere end 20 forskellige velgørende hvile- og varmestuer er med sanselig lyssætning og smukke materialevalg en sand fristelsernes labyrint.

Terme Olimia og Hotel Soteli ligger i landsbyen med det halsbrækkende navn Podčetrtek i det østlige Slovenien, tæt på grænsen til Østrig og Kroatien. Foto: Tom Nørgaard
Terme Olimia og Hotel Soteli ligger i landsbyen med det halsbrækkende navn Podčetrtek i det østlige Slovenien, tæt på grænsen til Østrig og Kroatien. Foto: Tom Nørgaard
 

Man kan enten udforske på egen hånd eller deltage i forskellige terapeutiske programmer, der lover foryngelse og forskønnelse. Det kan man vælge at tro på, eller man kan lade være, men efter en tur i vand- og saunaparken, hvor kroppen har været igennem alt fra ishuler og aromatisk dampbad til termiske pools og svedeture i den finske sauna, føles det faktisk ganske rart.

Efter bedste slovenske skik er nøgenhed obligatorisk i de fleste saunaer og dampbade. For blufærdige skandinaver kan det måske virke grænseoverskridende i begyndelsen, men det er faktisk helt naturligt.

Om aftenen, når badekåben og tøfler er skiftet ud med mere passende aftenrober, sætter huspianisten sig til klaveret i lounge-baren. Og i restauranten dækkes der op til candlelight-middag og økologisk luksusbuffet.

Der er også et liv om aftenen i wellnesslandsbyen, og det behøver ikke være kedeligt. Det er det heller ikke uden for Hotel Sotelias ejendom, hvor man i enten bil eller på lejede cykler kan udforske det smukke, let kuperede landbrugsland, der blandt andet er hjemsted for en række udmærkede vinproducenter.

Der er også kort afstand til den næststørste by Maribor samt til hovedstaden Ljubljana, der ligger halvanden times kørsel væk. Endnu tættere på ligger den kroatiske hovedstad Zagreb, hvortil der arrangeres transfer til og fra hotellet – den bedste og mest bekvemme løsning hvis man skal have flyet hjem efter en weekend med selvforkælelse i Slovenien.

* * *

Hvordan og hvor meget koster det?

Slovenien er landsbrugsland og der produceres også glimrende vin. Flere og flere producenter finder vej til danske restauranter. Foto: Tom Nørgaard
Slovenien er landsbrugsland og der produceres også glimrende vin. Flere og flere producenter finder vej til danske restauranter. Foto: Tom Nørgaard
 

Du kan komme til Terme Olimia via halvanden times flyvetur til enten Ljubljana eller Zagreb i nabolandet Kroatien.

Billigst og mest bekvem er turen til Zagreb. En returbillet kan fås helt ned til under 1000 kroner. Fra Zagreb er der en lille times transfer til sparessortet. Det sørger hotellet for, hvis du spørger efter det.

Transfer til hotel fra lufthavn koster 40 euro eller knap 300 kroner.

Tre dages spa-ophold kan fås for omkring 220 euro, eller godt 1600 kroner pr. person. Det er inklusive middage, morgenmad serveret på værelset samt en valgfri massage og fri adgang til flere etager med sauna og dampbade.

I sommerhalvåret er der desuden mulighed for at bestille gennem den danske rejsearrangør Dansk Fri Ferie.

2 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere