Skandinavernes ferieparadis

Koh Lanta: Leder du efter en ukompliceret ferie i afslappende omgivelser og fantastiske strande, så er den thailandske ferieø et perfekt valg

En af Koh Lantas mange fantastiske strande. Læg mærke til, hvor god plads der er i sandet. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
En af Koh Lantas mange fantastiske strande. Læg mærke til, hvor god plads der er i sandet. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Smid dig i en liggestol med en drink i hånden, dyp kroppen i det lune havvand, og nyd en lækker pad thai eller karryret, mens solen går ned i horisonten. Det er sådan nogenlunde alt, hvad du behøver at foretage dig, når du er på ferie på Koh Lanta.

Turist-livet her er synonymt med kilometerlange sandstrande samt fred og ro. Her er ingen vild vandsport, og selv i de bugter, hvor hotellerne ligger som perler på en snor, er strandene aldrig overfyldte.

Samtidig er der de fleste bekvemmeligheder - masser af restauranter, supermarked, apotek og lægeklinikker.

Alt i alt ret perfekte rammer for en børnefamilie som os eller andre, der bare gerne vil ned i gear og spise god mad et sted, hvor den thailandske charme endnu ikke er opslugt af turismen.

Hovedbyen på Koh Lanta, Sala Dan, er ret hurtigt overstået, men der er både supermarked og flere gode restauranter, og så er der masser af tuk-tuks, så du hurtigt kan komme tilbage til stranden. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Hovedbyen på Koh Lanta, Sala Dan, er ret hurtigt overstået, men der er både supermarked og flere gode restauranter, og så er der masser af tuk-tuks, så du hurtigt kan komme tilbage til stranden. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
 

Koh Lanta ligger syd for Krabi. I virkeligheden er det en øgruppe, og hovedøen hedder Koh Lanta Yai, men det er den, de fleste mener, når de taler om Koh Lanta. Det er en populær feriedestination blandt skandinaver, og især svenskere fylder i hotellernes liggestole.

Vi ankom midt i højsæsonen i slutningen af januar, og det, der overraskede os mest - ud over hvor mange af turisterne der var lige så blåøjede som os - var nok, at vi aldrig havde følelsen af, at øen var overrendt af mennesker.

Det er ikke en øde ø - på ingen måde - men ofte var der kun en håndfuld andre i vandet, både når vi badede i poolen og i havet.

Og fordi der ikke er liggestole på strandene - det blev forbudt efter det seneste militærkup i 2014 - er der masser af luft og plads til både løbe-og slentreture i sandet.

Der er masser af vilde aber på Koh Lanta. Her ses de langs vejen på vej til Nationalparken. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Der er masser af vilde aber på Koh Lanta. Her ses de langs vejen på vej til Nationalparken. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
 

Øen er overskuelig. Der er knap 26 kilometer fra nord til syd, og selvom vejnettet er ved at blive udbygget, er det stærkt begrænset, hvor forkert man kan køre. Mange lejer scootere og kører rundt på øen, men vi tog den bekvemmelige, babyvenlige løsning med SUV, aircondition og mulighed for at sætte autostol fast.

For 2000 Baht - cirka 430 kroner - havde vi en chauffør en hel dag. Han kørte os til Mu Ko Lanta National Park på øens sydspids med flere stop undervejs ved strandene, som ændrer karakter fra de børnevenlige i nord til de mere rå i syd. Langs vejen så vi vilde aber, og nede ved parken kunne man gå op til et lille fyrtårn og nyde udsigten.

Turen sluttede vi af på en fantastisk hyggelig restaurant tæt på nationalparken - Same Same But Different, som havde alt, hvad man som turist leder efter: fantastisk thaimad, god stemning og perfekt beliggenhed ved stranden.

Strandrestauranten Same Same But Different lever af turister, men det gør bestemt ikke maden ringere. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Strandrestauranten Same Same But Different lever af turister, men det gør bestemt ikke maden ringere. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
 

Her tilbragte vi nogle timer med at få frokost og tage en dukkert i det varmeste havvand, jeg nogensinde har været i. Inden vi blev kørt hjem til hotellet og sprang i poolen inden aftensmad.

Vores solnedgange var lettere hektiske - sådan er det at rejse med baby - men til gengæld kunne vi senere tage klapvogn med sovende søn med os ned til strandbaren og få lækre cocktails til 40 kroner stykket.

Dét er livet på Koh Lanta - og for en stund er det helt perfekt.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Her spiste vi

The Reggae Bar på Crown Lanta Resort & Spa byder på perfekte solnedgange ved vandet, hvor du ligger på madrasser i din egen terassebås og nyder gode cocktails mens solen går ned. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
The Reggae Bar på Crown Lanta Resort & Spa byder på perfekte solnedgange ved vandet, hvor du ligger på madrasser i din egen terassebås og nyder gode cocktails mens solen går ned. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Det er billigt at spise lækkert i Thailand. På Koh Lanta kostede de traditionelle thailandske retter typisk mellem 100 og 220 baht - altså maks. 50 kroner. Bøffer, burgere og pastaretter er en smule dyrere.

Moo Uan - The Fat Pig Ligger i hovedbyen Sala Dan. Ligger helt ud til vandet, så udsigten er fantastisk. Og menukortet har noget for enhver smag: Lækker thaimad, men også burgere, fritter og virkelig gode bøffer.

Catfish Bookstore & Restaurant Ligger i hovedbyen Sala Dan. Nabo til The Fat Pig og kan dermed byde på samme gode udsigt.

Menukortet byder på fin thaimad og gode smoothies, og i den lille hyggelige boghandel i forlokalet er der en talende beostær, der blandt andet ønsker ' glædelig jul' - på dansk.

Apsara Ligger i Lanta Old Town. Restauranterne ligger tæt og talrige på den gamle bys shoppinggade og de fleste med terrasser, der hænger ud over vandet.

Apsara ser ærlig talt noget smadret ud fra gaden, men er helt klart et besøg værd. Undertegnede fik turens absolut bedste pad thai.

Her boede vi

Noble House Beach Resort: Ligger på den børnevenlige Klong Da Beach, hvor stranden er bred, og vandet roligt.

Hotellet vrimler med danskere og svenskere og med god grund, for værelserne er komfortable, og poolen virkelig dejlig. Maden er også helt fin uden at være prangende.

Crown Lanta Resort og Spa: Ligger nord for Klong Dao Beach i et kuperet område. Superlækre værelser med kæmpe balkoner og stor pool. Har en fantastisk solnedgangsbar, men ligger en tand for afsides i forhold til andre restauranter.

Børnevenligt, men måske ikke til helt små børn, da der er mange trapper, hvor klapvognen skal bæres.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Værd at opleve

På aftenmarkedet i Sala Dan bliver der solgt alverdens slags mad. Hvis du går sulten derfra, er det din egen skyld. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
På aftenmarkedet i Sala Dan bliver der solgt alverdens slags mad. Hvis du går sulten derfra, er det din egen skyld. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
 

Strandene: Besøg dem en efter en - både de børnevenlige og de klippefyldte.

Lanta Old Town: En af de ældste byer på Koh Lanta. Ligger på øens østkyst og består mest af en enkelt hovedgade.

Men beliggenheden ved havet er fantastisk, og det er hyggeligt at slentre langs gaden og kigge på butikkerne - også selvom det hovedsageligt er turistshops.

Sala Dan: Hovedbyen på Koh Lanta er ret søvnig om dagen, men tag ind til byen om aftenen, hvor der er mennesker på gaden og alle mulige lækre madboder langs den lille markedsgade.

Snorkeltur: Vi var ikke selv på havet, men der er et utal af bureauer, der arrangerer snorkelture til de omkringliggende øer både med speedbåd og longtail, og det skulle efter sigende være alle pengene værd.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Er uheldet ude

Thailands sundhedssystem levede op til sit gode ry under vores besøg.

Vores søn blev syg med en mavevirus og dehydrering, mens vi var på øen, og vi blev først kørt til en lægeklinik og senere overført med ambulance til et hospital på fastlandet.

Så snart vi gav dem vores forsikringsoplysninger, blev vi anvist en kæmpestor, privat hospitalssuite og menukort til roomservice.

Fire dage endte vi med at være indlagt med Mr. Magnus, som han hed på sit hospitalsarmbånd, og på trods af at det selvfølgelig er frustrerende at sidde på et hospital, er der ikke en finger at sætte på deres ekspertise og behandling.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Seneste nyt

Det er fuldstændig hat og briller

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.