Skidefuld og på ski

I Sankt Anton bliver du ski’ fuld og fuld af ski-oplevelser

Det gør ikke vildt ondt at skvatte i sneen, når farten er lav, men det kræver sit at komme op at stå igen med ski på. Foto: Peter Roelsgaard
Det gør ikke vildt ondt at skvatte i sneen, når farten er lav, men det kræver sit at komme op at stå igen med ski på. Foto: Peter Roelsgaard

Har du aldrig været på skitur, er der noget magisk over at ankomme til Sankt Anton am Arlberg en tidlig iskold februarmorgen efter en lang køretur gennem det mørke Tyskland.

At se de sneklædte alper åbenbare sig omkring dig, i takt med at solen står op, tager fuldstændig pusten fra dig – hvis da ikke den tynde luft allerede har sørget for det. Samtidig sendes den værste nervøsitet over din kommende debut på pisterne lidt i baggrunden. For en stund.

Sankt Anton er en del af af det gigantiske Arlberg-skiområde, der breder sig over 50 kvadratkilometer og byder på 306 kilometer pister. Så når man har to erfarne skientusiaster på slæb og kun er på besøg i tre dage, er der ikke meget tid at spilde for foden af pisterne.

Der venter dig en himmelsk natur i Sankt Anton am Arlberg, som er placeret 1300 meter oppe i de østrigske alper. Foto: Peter Roelsgaard
Der venter dig en himmelsk natur i Sankt Anton am Arlberg, som er placeret 1300 meter oppe i de østrigske alper. Foto: Peter Roelsgaard

Med ankomst om morgenen er det en fordel at arrangere overnatning med tidlig check-in, så du lige kan få pakket ud og pakket dig varmt ind. De første lifte begynder at køre klokken 8.30 – samme tid som sportsforretningerne i byen slår dørene op. Her kan du gå lige ind fra gaden og leje ski, stave og støvler på omkring et kvarter.

Og så er der ellers dømt gakket gangart, indtil du får skiene på. De støvler er ikke lavet til at gå rundt i. Specielt en tur ned af trapper er nærmest sværere, end en tur ned ad bjerget på ski.

Jeg havde booket en privat instruktør før afrejse. Vi skulle mødes klokken ti ved skiliften Nassereinbahn nogle busstop væk fra barer, butikker og moderigtige skibumser i centrum. Fint.

Så jeg sendte mine rejsefæller ud på de sorte løjper og var snart selv på vej mod børnebakken sammen med tålmodige Paul, der fik sin sag for den dag.

Toppen var for enden af den to kilometer lange lift, der stiger 600 meter på syv minutter. Her, i 1863 meters højde, åbenbarede sig et nærmest hemmeligt lille samfund og et liv uden lige.

Børn, kvinder, mænd, unge som gamle, alle på ski i et sandt virvar ud og ind imellem hinanden. Uden at ramle sammen.

Her var restaurant med en helt fantastisk udsigt, souvenirbutik, toiletter, fire lifte, der kørte ud i bjergene i hver sin retning, og flere blå, røde og sorte pister alt efter temperament.

Det er svært at være ski-debutant, men efter adskillige enetimer med en erfaren skiinstruktør, kom der lidt bedre styr på ’brædderne’ og balancen. Foto: Peter Roelsgaard
Det er svært at være ski-debutant, men efter adskillige enetimer med en erfaren skiinstruktør, kom der lidt bedre styr på ’brædderne’ og balancen. Foto: Peter Roelsgaard

Her kunne jeg uden problemer opholde mig en hel dag, tænkte jeg, før de fem enetimer med Paul begyndte.

Du skal ikke kedes med min kunnen på ski, men jeg kan dog fortælle, at jeg blev glad for min hjelm og dagen efter var nede for at bytte skiene til et par, der var lidt kortere, end min højde oprindeligt dikterede. De skulle være lettere at styre.

Det kan være en god idé at tanke op med små chokolader ved grænsen, så du har lidt energi i lommen, når trætheden melder sig, og så kan jeg ellers bare opfordre dig til at klø på, til du er ved at brække dig. Så skal følelsen af at have styr på det nok komme snigende, så du til sidst er klar til en tur ned ad en blå løjpe (den fladeste kategori) sammen med vennerne.

Personligt følte jeg mig ikke helt klar, men jeg er også i gang med mit fjerde årti, så indlæringskurven er så småt begyndt at flade ud. Guleroden var dog for stor til, at jeg kunne tillade mig at blive blandt de andre uduelige skidebutanter.

Første stop var schnitzel mit pommes, ein grosses Weissbier vom vass, Jägertee (strohrom og sort te) og Schiwasser (rød saftevand) til frokost på restaurant Heustadl. Det var første gang, jeg prøvede at indtage en frokost et sted, hvor mit eneste transportmulighed væk derfra involverede et par ski. Og solen bare bragede ned. Simpelthen storslået.

Dog ikke schnitzlen.

Den legendariske afterskibar Mooserwirt er oftest fyldt med fulde skiløbere. Foto: Peter Roelsgaard
Den legendariske afterskibar Mooserwirt er oftest fyldt med fulde skiløbere. Foto: Peter Roelsgaard

Og blot et enkelt mindre styrt længere nede ad pisten begyndte de dunkende schlagertoner så småt at kunne anes. Og hvis du ikke helt har lært at bremse, er det bare med at kaste dig ind til siden når den legendariske afterskibar Mooserwirt dukker op. Den ligger helt ud til pisten, og du genkender den på at være overfyldt med fulde skiløbere og den 68-årige DJ Gerhard, der har vendt pladerne, siden baren åbnede i 1994.

Her er fuld smæk på fra klokken 15.30-20, hvor der danses på bordene og hældes jägerbombs ned i ét væk. Stemningen er løssluppen og uhøjtidelig. En forrygende måde at fordøje dagens indtryk fra bjergene.

Når baren lukker, finder man sine ski ude foran og suser de sidste par hundrede meter ned til byen (eller tager en taxa).

Schlagermusikken brager ud, når der inviteres til afterski på Mooserwirt, hvor DJ Gerhard har vendt pladerne siden åbningen i 1994. Foto: Peter Roelsgaard
Schlagermusikken brager ud, når der inviteres til afterski på Mooserwirt, hvor DJ Gerhard har vendt pladerne siden åbningen i 1994. Foto: Peter Roelsgaard

Hjemme i Danmark igen fortryder jeg nok mest, at jeg aldrig har været på skitur før. Kombinationen af den helt utrolig flotte natur, farten under skiene og de røde kinder og til sidst den uhøjtidelige afslutning på dagen skal helt sikkert prøves igen. Er du debutant, vil jeg dog anbefale dig at rejse med en på samme niveau som dig. Så kan I presse hinanden, mens de mere øvede i selskabet slipper for at spilde tiden på at lære dig at bremse og dreje.

Så er alle glade, når I mødes til schnitzel og weissbier på Heustadl til frokost.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Tips før afrejse


Der er ingen grund
til at kaste tusindvis af kroner efter tip-top moderne skitøj til din første tur. Lån dine venners aflagte. Så kan du senere vurdere, om du vil have dit eget. Husk også briller og hjelm.

Dit eget lange undertøj er dog en fin investering. Regn med et sæt til hver dag.

Husk leje af skiinstruktør. Jeg betalte 2123 kroner for fem enetimer via checkyeti.com. Her kan du skrive beskeder med din instruktør, før I mødes.

Husk ligeledes at betale afgift for at køre på motorvej i Østrig. Det koster 69 kroner for ti dage og bestilles på shop.asfinag.at.

Book overnatning. Vi betalte 4000 kroner på Airbnb for to værelser i tre nætter med fem sengepladser, to toiletter og et køkken. Hertil skal du lægge 19 kr. pr. nat pr. person over 15 år i byskat. Betaling sker ved ankomsten.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Kort om Sankt Anton

Med schnitzel og bier vom fass i rigelige mængder har du energi til flere pistelængder. Foto: Peter Roelsgaard
Med schnitzel og bier vom fass i rigelige mængder har du energi til flere pistelængder. Foto: Peter Roelsgaard

Vintersæsonen løber fra 30. november til 28. april.

Hele skiområdet, som inkluderer flere byer, dækker 50 kvadratkilometer og stiger 1500 meter i højden. Her er i alt 306 kilometer pist og 88 lifte. Dit liftkort dækker hele området.

Liftkortet kostede 1235 kroner for tre dage, mens leje af ski, stave og støvler i tre dage kostede 813 kroner hos Intersport i Sankt Anton.

Dit skiudstyr kan du hver eftermiddag/aften opmagasinere i butikken Jennewein. Det var inkluderet i prisen, hvor vi lejede bolig.

Får du nok af ski og gakkede gangarter, kan du tage bussen rundt i byen. Den er gratis og kører hvert tiende minut i dagtimerne.

Mindsteprisen for en taxatur er 97 kroner. En stor fadøl på Mooserwirt koster cirka 50 kroner, mens schnitzel mit pommes hos Heustadl koster omkring 100 kroner.

Sådan kom vi frem

Vi var tre personer i egen bil. Turen startede på E45 ved Aarhus onsdag klokken 17. Så slipper du for en masse tysk trafik, og vi ankom i fin tid torsdag morgen.

Der er cirka 1220 kilometer at køre fra Aarhus til Sankt Anton, og vi brugte omkring 1700 kroner på benzin.

Du skal også slippe 70 kroner per vej i tunnelafgift ved Arlberg Schnellstrasse, som ligger tæt ved Sankt Anton.

Vi kørte retur søndag morgen og slap dermed for lastbiler op gennem Tyskland.

16 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere