Slip sanserne fri i Edinburgh

For få penge kan du få pirret alle sanserne på fire dage i den skotske hovedstad

Havde vi tilbragt længere tid i byen, var turen nok gået forbi flere museer og slotte, men vi blev langt hen ad vejen mætte af arkitekturen og naturen, som du kan se helt kvit og frit. Her ses The University of Edinburgh. Foto: Stine Tidsvilde
Havde vi tilbragt længere tid i byen, var turen nok gået forbi flere museer og slotte, men vi blev langt hen ad vejen mætte af arkitekturen og naturen, som du kan se helt kvit og frit. Her ses The University of Edinburgh. Foto: Stine Tidsvilde

Længes du efter frisk luft, fryd for øjnene og en god brandert, skal du ikke mere end to timer væk med fly. Lige på den anden side af Nordsøen ligger Edinburgh.

Og her er alt, hvad rejsehjertet begærer. Skotterne er imødekommende, så bliv ikke overrasket, når de tiltaler dig ’love’ (elskede, red.). Vær dog opmærksom på, at du af og til er nødt til at smile sødt, fordi du for tredje gang må bede dem gentage sig selv. Deres accent er elskelig, men lettere uforståelig.

Gå rundt på dine ben, hvis du vil have den fulde oplevelse af byen. Edinburgh er ret kompakt, så det tager ikke lang tid at komme rundt. Sæt dog den dobbelte tid af til turen, for du kommer med garanti til at stoppe op adskillige gange, når du bliver draget af byens detaljer.

Det er ikke for sjov, at Edinburgh kaldes ’Nordens Athen’. Centrum er inddelt i New Town og Old Town, og bydelene har på grund af karakteristisk arkitektur fra den georgianske tid og middelalderen fået en velfortjent plads på UNESCO’s Verdensarvsliste.

Maxies Bistro har en solkysset terasse, som ligger lige ned til Victoria Street, hvor J. K. Rowling fandt inspirationen til Diagonalstræde. Foto: Stine Tidsvilde
Maxies Bistro har en solkysset terasse, som ligger lige ned til Victoria Street, hvor J. K. Rowling fandt inspirationen til Diagonalstræde. Foto: Stine Tidsvilde
 

Byen byder på et utal af oplevelser for alle sanser. Med udgangspunkt i de fem klassiske – og den ikke helt ligegyldige økonomiske sans – får du her en guide til den skotske hovedstad.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Følelsen af Edinburgh

I The Real Mary Kings Close drager turister i flokke ind i Edinburghs mørke fortid. I gamle dage lå der skidt og afføring i ankelhøjde - så autentisk er gyden dog ikke længere. Foto: Stine Tidsvilde
I The Real Mary Kings Close drager turister i flokke ind i Edinburghs mørke fortid. I gamle dage lå der skidt og afføring i ankelhøjde - så autentisk er gyden dog ikke længere. Foto: Stine Tidsvilde
 

Selv den stærkeste whisky kan ikke dæmpe smerterne fra musklerne i dine ben og vablerne på dine fødder, hvis du glemmer det praktiske fodtøj derhjemme. Selvom Edinburgh ligger i lavlandet, består byen af bakker og utallige trappetrin. Mange af trapperne leder op igennem de middelalderlige gyder – eller closes, som de kaldes.

Den mest kendte er The Real Mary Kings Close. Gyden åbnede som turistattraktion i 2003 efter at have været lukket for offentligheden i mere end 250 år.

En guidet tur ind i 1600-tallets fattigstes hjem koster 140 kroner pr. mand, men de penge er givet bedre ud på en frokost i en af de mange gratis gyder. Vælger du alligevel at besøge The Real Mary Kings Close, skal du forberede dig på kuldegysninger. Rygtet siger, at det spøger i den smalle gyde, hvor solens stråler ikke har aflagt visit i flere hundrede år.

Når man taler om solen: Lad dig ikke narre af, at skotterne ifører sig shorts, så snart der er ti grader og solskin. Vejret i Edinburgh er en smule køligere end i Danmark.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Kend byen på lydene

Mens skotterne tjekker deres urer, når braget fra One o’clock gun lyder fra Edinburgh Castle, spjætter turisterne af frygt og forvirring. Her ses røgen fra kanonen fra Princes Street Garden. Foto: Stine Tidsvilde
Mens skotterne tjekker deres urer, når braget fra One o’clock gun lyder fra Edinburgh Castle, spjætter turisterne af frygt og forvirring. Her ses røgen fra kanonen fra Princes Street Garden. Foto: Stine Tidsvilde
 

Frygt ej, hvis du efter et par dage i Edinburgh har sækkepibemusik til kronisk at rumstere i dit hoved. Overalt i byen kan du spotte gademusikanter iført kilt og knæstrømper, hvis lungekapacitet vil imponere enhver professionel sportsudøver.

En anden lyd, du kan være sikker på at høre, når du besøger byen, er One o’clock Gun. Hver dag klokken 13 bliver en kanon på Edinburgh Castle ladet med løst krudt og affyret. Sådan har det været siden 1861, hvor braget blev brugt til at guide skibene i fjorden.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Se langt og længe

På Princes Street ligger det ekstravagante Hotel Balmoral, hvor J. K. Rowling angiveligt skrev den sidste Harry Potter-bog efter at have tjent kassen på de tidligere bøger. Foto: Stine Tidsvilde
På Princes Street ligger det ekstravagante Hotel Balmoral, hvor J. K. Rowling angiveligt skrev den sidste Harry Potter-bog efter at have tjent kassen på de tidligere bøger. Foto: Stine Tidsvilde
 

Edinburgh Castle: Det famøse slot troner på toppen af en gammel vulkan og er byens største turistattraktion. Vi nøjedes med at nyde det udefra – både på nært hold og fra en afstand med en kop kaffe i hånden i smukke Princes Street Garden. Her skal det tilføjes, at kaffen er billigere, jo længere væk du kommer fra slottet.

Med et drys af magi: Du kan ganske gratis gå i Harry Potters fodspor gennem hans fødeby. Eksempelvis kan du på George IV Bridge finde den prisvenlige cafe The Elephant House, hvor den første Harry Potter-bog blev til. Kender du bøgerne godt, vil du hurtigt kunne se, at forfatteren har hentet megen af sin inspiration i Edinburgh.

Se dig for! I Storbritannien kører bilerne i den modsatte side af vejen end herhjemme, og når en vis procentdel af dit blod består af whisky, kan du godt blive narret til at tro, at de store dobbeltdækkerbusser kommer bakkende mod dig.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Smag på Skotland

Den ene af os koldsvedte nærmest, mens vi ventede på vores haggis. Det skulle vise sig, at retten med fåreindvolde slet ikke var så slem. Foto: Stine Tidsvilde
Den ene af os koldsvedte nærmest, mens vi ventede på vores haggis. Det skulle vise sig, at retten med fåreindvolde slet ikke var så slem. Foto: Stine Tidsvilde

Fåre-indvolde: Inden afrejse spurgte flere, om vi skulle smage haggis, og spørgsmålet var oftest ledsaget af et ’ad’. Derfor var det ganske antiklimatisk at sidde på The Royal Mile Tavern at finde ud af, at retten er ikke mere grænseoverskridende end bøf med løg. Den smager blot lidt af jern.

Alt godt fra havet: Edinburgh ligger ud til Firth of Forth-fjorden, hvilket også ses tydeligt på restauranternes menukort. På Maxies Bistro fik vi saftige rejer, muslinger og fisk. Klart en anbefaling værdigt.

Tag til Skotland og spis indisk: En tur på det indiske tapassted Mother of India Café ændrede en ellers smagsforskrækket jydes forhold til indisk mad. Stedets eneste ulempe er, at menukortet kan virke overrumplende, hvis du ikke har erfaring med det indiske køkken.

Godt til ganen: Skotterne brygger ud over whisky også øl, og vores favorit var Innis and Gunn. Den er lagret på gamle whiskyfade og smager let og lækkert. En lidt skrappere øl er Barney’s Red Rye. Begge øl kan fås på stort set alle byens 700 pubber.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Lidt for lugtesansen

Uanset om du er stor tilhænger af den sprittede drik eller nysgerrig nybegynder, er The Scotch Whisky Experience et besøg værd. Om ikke andet for den rekordhavende whiskysamling, der tæller over 3000 flasker. Foto: Stine Tidsvilde
Uanset om du er stor tilhænger af den sprittede drik eller nysgerrig nybegynder, er The Scotch Whisky Experience et besøg værd. Om ikke andet for den rekordhavende whiskysamling, der tæller over 3000 flasker. Foto: Stine Tidsvilde
 

Du er gået galt i byen, hvis du besøger det skotske uden at stifte bekendtskab med landets mest dyrebare dråber: whiskyen. Og den gyldne drik er ikke kun en oplevelse for smagsløgene. Whisky er nemlig også et eventyr for næsen.

Det lærer du på The Scotch Whisky Experience. Her får du en guidet tur gennem whiskyens historie, og det hele starter i en mekanisk whiskytønde. Undervejs dufter du dig gennem det skotske whiskylandskab, og turen afsluttes med whiskysmagning.

Standardturen koster 140 kroner pr. næse, og med i prisen får du en skvis whisky og det glas, den bliver serveret i.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Byen på budget

Fly
Vi prioriterede whisky højere end benplads og valgte at rejse med lavprisselskaber. For to personer måtte vi smide omtrent 2000 kroner for fly tur/retur med en kuffert checket ind.

Logi
Overnatning klarede vi også billigt. Derfor indlogerede vi os hos en Airbnb-vært i den rolige bydel Leith. Tre overnatninger kostede knap en tusse.

Transport
Fra lufthavnen tog vi en sporvogn – en såkaldt tram. Turen varede en halv time og kostede lidt over 50 kroner pr. mand. Lidt dyrere var det, da vi grundet tunge hoveder tog en Uber, da vi skulle fra byen til lufthavnen. Det kostede dog kun 170 kroner for 15 kilometer. Uber er billigst, men lider du af moralske skrupler over for de skotske taxachauffører, er taxaerne også billigere end i Danmark.

Kost
Det er ikke overvældende billigt at spise ude, men for under 400 kroner kan to voksne snildt spise sig mætte – og drikke store fadøl, mens de gør det.

2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere