Sol, strand og rom i skønne Venezuela

Med tusindvis af kilometers kyststrækning ud til det fortryllende caribiske hav er Venezuela et paradis for sol- og strandelskere

Venezuela ligger tæt på ækvator, og temperaturen ligger omkring de 30 grader året rundt. Om natten dog ned til omkring de 20 grader - hvis du er heldig. Husk solcreme om dagen. Foto: flickr/carlos zgz

Det azurblå hav bevæger sig dovent frem og tilbage mod kystens varme sand, mens palmerne giver tiltrængt skygge for den bagende sol.

I hånden køler en iskold cocktail med lokal rom og friskpresset juice.

Livet er skønt på stranden i Venezuela, der ligger i den nordøstlige del af Sydamerika ikke langt fra ækvator, og hvor sol- og strandelskere finder deres mekka.

Landets nærmest uendelige kyststrækning går nemlig direkte ud til det indbydende caribiske hav, som også omkranser berømte øer som Trinidad og Tobago, Jamaica og Barbados, der alle ligger ud fra Venezuelas kyst.

Priserne i Venezuela er langt lavere end i Danmark, og et godt hotel helt tæt på stranden fås fra omkring 200 kr. per overnatning. Foto: flickr/carlos zgz
Priserne i Venezuela er langt lavere end i Danmark, og et godt hotel helt tæt på stranden fås fra omkring 200 kr. per overnatning. Foto: flickr/carlos zgz
 
Så selv om Venezuela, der er et enormt land - to en halv gange større end Tyskland - er kendt for sin alsidige natur, der byder på de sneklædte Andesbjerge i vest og regnskove i syd, så er det landets strande, der trækker de fleste turister til landet.

Væk fra byerne
Inden du kommer dertil, skal du dog forbi hovedstaden, Caracas, hvor alle internationale flyvninger til landet begynder eller slutter.

Som flere af landets større byer er Caracas ikke i sig selv noget super-interessant turistmål.

Man kan ikke undgå at komme omkring hovedstaden Caracas, hvis man ankommer med internationalt fly. Foto: Flickr/Fernando Flores
Man kan ikke undgå at komme omkring hovedstaden Caracas, hvis man ankommer med internationalt fly. Foto: Flickr/Fernando Flores
 
Jo, vel er millionbyen charmerende på sin egen slidte og hektiske facon, men landets økonomiske og politiske situation gør, at turister generelt frarådes at bevæge sig rundt på egen hånd i byerne, da røverier og tyverier er ganske udbredt.

I stedet anbefales det, at man hurtigst muligt kommer til kysten, hvor store hoteller og resorts giver sikkerhed og den tiltrængte luksus, man kan ønske sig efter en lang rejse.

Rejsen værd
Det tager ti timer fra Paris eller Frankfurt til Caracas og derfra yderligere nogle timer i bus afhængigt af destinationen.

Men Venezuela er hele rejsen værd, når du først møder stranden og det azurblå caribiske hav.

I mit tilfælde drejer mødet sig om Morrocoy nationalpark, der er en af Venezuelas mest berømte turistattraktioner. Parken består af utallige større og mindre mangrover og kridhvide sandbanker, der som paddehatte forsigtigt stikker hovedet op af havet.

Her ligger hurtigtgående motorbåde og større færger til, mens feriestemte turister og lokale, der tager sig en pause, bader i vandet eller soler sig i sandet, og musikken spiller og kolde øl, kogte hummere og friske muslinger falbydes af sælgere på stranden.

Rom og cocktails
Maden i Venezuela er generelt en udpræget fornøjelse at kaste sig over – især hvis du er til kød. Det er der nemlig rigeligt af til alle måltider. Men det er alligevel ikke maden, der er det mest interessante på menukortet i Venezuela.

Diplomatico - landets berømte rom i den grønne flaske - drikkes overalt i Venezuela. Også i Morrocoy nationalpark, hvor folk bader og fester, mens de lokale sælger grillspyd på vandet. Foto: Rasmus Brarud Thomsen

Det er derimod landets berømte rom, Diplomatico.

Den serveres overalt og drikkes typisk i læskende cocktails blandet med frisk juice. Det er en livsstil at drikke rom på disse breddegrader, og har du muligheden, er et besøg på Diplomaticos destilleri, der ligger en times tid uden for storbyen Barquisimeto, bestemt også et besøg værd.

8 kommentarer
Vis kommentarer