Sublim sviptur: Hold ferie 20 minutter fra Danmark

Kun 20 minutter fra Helsingør, på den anden side af Øresund, ligger Helsingborg, der byder på kaffe i særklasse og flere gode spisesteder

Færgerne er en puls mellem Helsingør og Helsingborg, der gør det let at rejse mellem de to byer. (Foto: Nordicphotos)
Færgerne er en puls mellem Helsingør og Helsingborg, der gør det let at rejse mellem de to byer. (Foto: Nordicphotos)

Sundets perle kaldes den 900 år gamle by, Helsingborg, som delvist ligger på et højt plateau med udsigt mod Helsingør. Og Helsingborg er virkelig en perle med strand, skov og slot tæt på centrum.

Her findes også velbevarede funkismiljøer og storslåede patriciervillaer side om side med spændende ny arkitektur. I Helsingborg finder man også havnevirksomhederne og færgetrafikken sammen med kendte varemærker som bladkoncernen Aller, Ramlösa og sportsvirksomheden Tretorn.

Se også: KGB og Stasi: Oplev fortiden i hemmelige tyske fængsler  

Beliggenheden nær Helsingør har præget byen så meget, at samarbejdet over Sundet i dag er stærkere her end i andre byer i Skåne. At 'tura' vil sige at rejse frem og tilbage på færgen til Danmark, mens man drikker og spiser godt, og det var længe en af indbyggernes foretrukne traditioner.

Det tunge havneområde i Norra Hamnen er forvandlet til et arkitekttegnet boligområde i hvidt. Området er piftet op med caféer. (Foto: Nordicphotos)
Det tunge havneområde i Norra Hamnen er forvandlet til et arkitekttegnet boligområde i hvidt. Området er piftet op med caféer. (Foto: Nordicphotos)

Men i takt med at færgerne har fået større konkurrence fra Øresundsbroen, er de hvide duge og den gode service blevet erstattet af en motorvejscafé med plastickopper og kedelige sandwicher.

Den hvide by
Mange rejser dog stadig turen for at købe billigt øl, mens flere og flere danskere har fundet vej til Helsingborg. Den lange shoppinggade Kullagatan er fyldt med butikker og caféer, mens man i det fashionable havneområde finder flere gode restauranter.

Helsingborg kalder sig også gerne for den hvide by. Det er berettiget nok, især efter at den store boligmesse H99 forvandlede hele det tunge havneområde i Norra Hamnen til et arkitekttegnet boligområde i hvidt, som stadigvæk er til beskuelse og beboelse.

Se også: Den ultimative guide: Rejs efter øllet  

I dag har området fundet sin sjæl, og beboerne har sat deres præg på huse og promenader. Butikker, caféer og restauranter gør det til et yndet område, især om sommeren, og det er her på caféerne, at mange af Helsingborgs unge mødes i weekenderne.

Hjertet i Norra Hamnen er uden tvivl Dunkers Kulturhus, tegnet af den danske arkitekt Kim Utzon. Det hvide udstillingshus har satset på den moderne tilgang til museumsvirksomhed, hvilket blandt andet kan ses på de mange seminarer og diskussioner, der altid følger udstillingerne. Dunkers Kulturhus rummer også både koncert- og teatersale og en flot designrestaurant med god mad og udsigt over Sundet.

Dunkers Kulturhus, Kungsgatan 11.
 

Andre gode steder at spise og drikke hinsidan

Helsingsborgs rådhus i midtbyen. Tæt på er der et rigt liv med kaffebarer og restauranter. (Foto: Nordicphotos)
Helsingsborgs rådhus i midtbyen. Tæt på er der et rigt liv med kaffebarer og restauranter. (Foto: Nordicphotos)

Zoégas Café & butik
Med en kaffebrænder til 90 kroner og en kaffekværn til 83 kroner åbnede den brasilianske købmand Carlos Zoéga i 1881 sin kaffebutik i Landskrona. Fem år senere flyttede han til Helsingborg, og resten er kaffehistorie.

For Zoégas betydning for Helsingborg som kaffeby kan ikke undervurderes. Zoégas er i dag et af de største kaffemærker i Sverige, og stadigvæk er det på fabrikken i Helsingborg, at alt kaffe testes, ristes og produceres.

Se også: Unikke Amsterdam: Byliv og blinkende lygter i Red Light District  

I huset på Drottninggatan, hvor familien Zoéga engang boede og drev deres kaffehandel, kan man i dag nyde en kop kaffe på den hyggelige café, hvor kaffemøllen stadigvæk snurrer i vinduerne, og hvor man kan købe nymalet kaffe eller tilbehør.

Zoégas Café & butik, Drottninggatan 30


Koppi

Da de to prisbelønnede baristaer Anne Lunell og Charles Nystrand i 2007 startede deres lille kafferisteri, anede ingen, at det var starten på en kaffebølge i et land, hvor kaffepausen er en institution.

På Koppi vil man forfine den oplevelse, og stedet var derfor en af de første i Sverige, som ristede egen kaffe. Efter at risteriet blev udbygget med en kaffebar, er det blevet et yndlingssted for kaffeelskere i hele Sverige.

Koppi, Norra Storgatan 16


Ebbas Fik

Jukeboksen spiller Elvis, og der dufter af hjemmebag og Zoégas-kaffe. På Ebbas føler man sig hensat til de idylliske 1950'ere med klassiske svenske kager og sandwich, som man ikke finder på de smarte latte-caféer. Eller hvorfor ikke prøve en ægte Kongens Burger efter Elvis' yndlingsopskrift.

Her, blandt trådreoler og snorestole, kan man lige så godt løbe hele linen ud. Om sommeren er der udendørs servering på den smalle gågade.

Ebbas Fik, Bruksgatan 20


Fahlmans

Siden 1914 har helsingborgere i alle aldre valfartet til det klassiske konditori Fahlmans, som ikke har forandret sig nævneværdigt i de seneste 100 år. Det er stadigvæk lagkagerne, bagværket og de lækre marcipanfigurer, som er konditoriets styrke. Om sommeren kan man sidde udenfor på gågaden Kullagatan.

Fahlmans, Stortorget 11


Gastro

Efter fine dining blev det fun dining, og så flyttede man. Men Gastros navn lyser stadigvæk på den svenske gastronomiske himmel, for i den gamle bank, skråt over for stationen, har Per og Sara Dahlberg skabt et madmekka, som folk rejser langt for at opleve. Husk at bestille bord.

Gastro, Järnvägsgatan 3


Sillen & Makrillen

Man kommer næsten ikke nærmere Danmark, end hvad man gør på restaurant Sillen & Makrillen. Uden for de store panoramavinduer i den gamle badeanstalt ligger Øresund med Kronborg og Helsingør lige på den anden side.

Til gengæld får man her den skønne solnedgang over den danske kyst i smukt selskab med fisk og skaldyr og gode vine. Restauranten er åben hele året, og selv på en regnfuld efterårsdag eller en mørk vinterdag er udsigten fantastisk.

Sillen & Makrillen, Gröningen Norra

Kristina Olsson og Eja Nilsson er forfattere til ’Turen går til Sydsverige’

13 kommentarer
Vis kommentarer