Swim-up-pool er ikke kun for millionærer

Danske chartergæster er vilde med den luksus, der ligger i direkte adgang til pool fra værelset

Swim-up-pools, hvor man har adgang til en privat pool, er blevet populære blandt danske chartergæster. Foto: PR
Swim-up-pools, hvor man har adgang til en privat pool, er blevet populære blandt danske chartergæster. Foto: PR

Stå ud af sengen, og dyp tæerne i din egen pool uden at kæmpe om pladsen med de øvrige gæster på hotellet.

For ti år siden var den slags forbeholdt millionærer og jetsettere.

Men nu er det blevet en efterspurgt og tilgængelig vare blandt alle feriegæster, lyder det fra rejsebranchen.

Se også: Se listen over de værste ting rejsende gør på ferien  

- Med en swim-up-pool har du vandet lige uden for dit hotelværelse. Dér, hvor terrassen stopper, begynder poolen. Det er en ret luksuriøs oplevelse, som nu er blevet tilgængelig for langt flere, fortæller Nikolai Johnsen, pressechef hos Star Tour.

Kunderne er så vilde med den relativt nye pool-type, at rejsebureauets antal af hoteller med swim-up-pools er steget med 50 procent på tre år.

Swim up-pools koster typisk fem til ti procent mere end standardværelser.

Se også: Styrer selv: Iron Maiden-forsanger tager jumbojet på verdensturné  

- I løbet af de seneste 10 år er antallet af swim-up-pools eksploderet. Og værelserne med direkte pooladgang ryger altid som de første, lyder det fra Nikolai Johnsen.

Ægte stressless
Hos Spies er det næsten udelukkende på familiehotellerne, at gæsterne har mulighed for at bo med eget pool-afsnit.

I alt sælger bureauet rejser til 60 hoteller med de private bassiner – eller swim outs, som det hedder hos Spies.

I 2011 var det 0,5 procent af bureauets gæster – omkring 1500 – der boede i værelser med privat pool, mens det i år er tre procent – omtrent 7500 gæster – der vælger de dyrere værelser.

Se også: Sådan undgår du sygdom på flyveturen  

- På nogle af hotellerne har vi bygget terrasser med lounge-møbler og solsenge. Det fjerner en del af den stress, som nogle gæster oplever, når de skal finde pladser ved den store pool, siger produktchef Carlos Cebrian og tilføjer:

- De fleste af dem, der vælger denne type værelse, bader 80-90 procent af tiden i deres egen pool.

Se også: Endelig kan du få en strandstol: Her er det slut med håndklæde-reservation  

Konceptet blev angiveligt opfundet i Thailand, men nu er hotellerne på mange andre feriemål begyndt at kopiere konceptet. Pool-typen er ikke mindst blevet 'allemandseje', fordi den er langt billigere at anlægge i forhold til, hvis alle værelser skulle have deres egen afgrænsede pool.

- Man får simpelt hen mere pool-plads for pengene. Der går jo en masse plads til spilde med at lave kanter og barrikader mellem værelserne. På den måde er det meget lettere for hotellerne at lave. Og plads er jo penge for et hotel, siger Nikolai Johnsen.

0 kommentarer
Vis kommentarer