Til toppen af Korfu

Det lokale vejnet gør turen mod Korfus højeste punkt, bjerget Pantakrator, til en udfordring for selv den mest tålmodige turist – udsigten på toppen og oplevelserne på vejen er dog alle frustrationerne værd

Fra toppen af Pantokrator kan man på klare dage se til Albanien. Foto: Emil Brix
Fra toppen af Pantokrator kan man på klare dage se til Albanien. Foto: Emil Brix

Efter talrige hårnålesving og op- og nedture ender den bugtede bjergvej endelig. Vi er fremme ved vores mål, det højeste punkt på middelhavsøen Korfu, toppen af bjerget Pantokrator.

Vejen op til toppen er i fugleflugt ikke speciel lang. Øen er kun 20 km bred på det bredeste punkt. Men den er et komplekst sammensurium af sindrige stisystemer, og det lokale kort, som overtegnede er udstyret med, viste sig til tider at være lettere utilregneligt.

Når først man befinder sig på den rigtige vej, deler den sig pludselig steder, der ikke er aftegnet på kortet. Og man ved igen ikke, hvor man skal hen – det eneste, der er sikkert, er, at man på et eller andet tidspunkt skal vælge mellem vejen til toppen og vejen til byen Old Pirithea.

Et smut i spøgelseby
Vi valgte på et eller andet tidspunkt forkert og endte i Old Pirithea.

Landsbyen har mange grønne arealer, hvor byens børn sikkert har spillet spil, da Old Pirithea stadig var beboet. Nu er byen nemlig forladt, og alle huse står forladte tilbage. Trædørene er rådnet op, og vinduerne er taget ud eller smadret.

Selv om her er faldefærdigt, blomstrer cafélivet lige om hjørnet og vidner om, at Old Pirithea er ved at vågne igen. Foto: Emil Brix
Selv om her er faldefærdigt, blomstrer cafélivet lige om hjørnet og vidner om, at Old Pirithea er ved at vågne igen. Foto: Emil Brix
 

Kigger man inden for, bliver man mødt med en jordslået lugt og en udsigt til store huller i gulvet, der er ædt op.

På trods af byens status som ’forladt’ summer her stadig af liv i de små stræder. Korfu er nemlig i gang med at genopbygge byen.

Initiativet begyndte i det små med lokale, der købte et hus og åbnede en restaurant. På den måde er der tiltrukket liv til byen. Liv, som nu har fået flere tavernaer til at vokse frem.

På toppen
Fra arealerne omkring de gamle, skæve stenhuse, som virker til at stå lettere tilfældigt mellem hinanden, kan man nyde udsigten over den frodige ø, som Korfu er kendt for at være, havet og kysten. Men bevæger man sig længere op, som vi ender med at gøre efter det ikke planlagte stop, ændrer landskabet sig nærmest på sekundet.

Det går sving efter sving opad, når toppen - 900 meter over havets overflade - skal nås på en ø, der kun er 20 kilometer bred. Foto: Flickr/Muffinn
Det går sving efter sving opad, når toppen - 900 meter over havets overflade - skal nås på en ø, der kun er 20 kilometer bred. Foto: Flickr/Muffinn
 

Rundt om en bjergskrænt viser der sig pludselig en gold stenørken, hvor kun enkelte planter har klemt sig op igennem overfladen, og vinden har fat på en helt anden måde, end den havde 10 skridt tilbage.

Når man når toppen, når man også antennestationen og en lille café. Men selv om man med alle de antenner skulle tro, der var ekstra god forbindelse til omverdenen her på toppen af det hele, skal man huske kontanter, hvis man vil have forfriskninger fra caféen. Her er nemlig ingen forbindelse, og det er derfor ikke muligt at benytte betalingskort.

Det betyder også, at et tysk par, som har nået toppen samtidig med os, med sultne blikke må vende om og drager ned mod kysten og de mange tavernaer, der ligger der.

Smal og stejl
Korfu er ikke større end Bornholm og ligger ud for det sydlige Albanien og den nordlige del af det græske fastland. Øen er forholdsvis smal, og derfor er det også den stejle vej, man må tage, hvis man vil nå bjergtoppen 900 meter over vandoverfladen.

Øens hovedvej slænger sig langs kysten, fra sydspidsen til de nordlige landsbyer. Den har kun ét spor i hver retning, og de bliver hurtigt fyldt op af de mange biler og turistbusser, der kører ad den til og fra Korfu by.

Det officielle vejkort over resten af øen er mangelfuldt og kan derfor nemt – som det gjorde for os – udvikle sig til en øvelse i tålmodighed.

På landevejene dytter folk på bedste sydlandske manér konstant af en, og i byerne er det umuligt at finde en parkeringsplads.

For de lokale betyder det ingenting. De er vant til det og er noget nær verdensmestre i parallelparkering.

Bittesmå rum i indeklemte afkroge bliver nemt til kæmpestore legepladser, når grækerne klemmer deres biler ind. Som turist kan man ikke gøre andet end selv at forsøge at være kreativ.

Man skal bare huske på, at får man en parkeringsbøde, tager ordensmagten nummerpladerne i tyve dage og giver en bøde.

Korfu er med andre ord ikke en bil-ø, men inviterer nærmere til en cykeltur.

En cykel-ø
Og øens potentiale som cykeldestination bliver da også bekræftet, da vi støder på en gruppe danske cykelturister, der har taget turen fra Fyn for at cykle Korfu tynd på deres mountainbikes.

- Det er en dejlig ø at cykle rundt på. Vejret er behageligt, og der er udfordringer til alle niveauer. Det eneste problem er, at vejene i bjergene nogle gange er smalle, og når der kommer en bil, er der ikke plads til både bil og cyklister. Så ender man nogle gange med det ene ben i et af de mange tjørnekrat, der er langs vejene. Men alt i alt er det en dejlig ø at være motionist på, fortæller de cykelbegejstrede danskere.

 

Ekstra Bladet var inviteret af Star Tours.

1 kommentar
Vis kommentarer