Trekking blandt naturens skyskrabere

På grænsen mellem Nepal og Tibet ligger verdens højeste bjerge, bedre kendt som Himalaya – et oplagt sted at finde indre ro

Snedækket landskab på toppen af Cho La-passet. Foto: Iben Teisen
Snedækket landskab på toppen af Cho La-passet. Foto: Iben Teisen

Klokken er knap passeret fire om morgenen, og min nepalesiske porter banker på min dør. Der er kulsort på mit lille, iskolde værelse, og jeg famler ned i min fire kg tunge dynesovepose efter min lommelygte. Der er omkring minus 10 grader på mit værelse, og det er et kuldechok uden lige at kravle ud af posen.

Jeg befinder mig oppe i 4500 meters højde blandt verdens højeste bjerge i Himalaya, og i dag skal jeg klatre over et større bjergpas for at komme tættere på mit mål: Mount Everest Base Camp.

Det er så ubehagelig koldt og tidligt, og jeg har været oppe og tisse på et tilfrosset hul tre gange i løbet af natten.

Medicinen mod højdesyge giver øget urinproduktion, så der er ingen vej uden om de mange toiletbesøg.

Yakokser og bærere er den eneste måde at fragte madvarer op til hytterne på i bjergene. Derfor er et måltid også væsentlig dyrere i højderne end i Kathmandu. Foto: Iben Teisen
Yakokser og bærere er den eneste måde at fragte madvarer op til hytterne på i bjergene. Derfor er et måltid også væsentlig dyrere i højderne end i Kathmandu. Foto: Iben Teisen
 

Mine ben er ømme og trætte efter gårsdagens ti timers hårde vandring. Men i dag venter en endnu større udfordring: Det berygtede pas Cho La.

Da jeg for to uger siden ankom til Nepals hovedstad, Kathmandu, anede jeg stort set intet om trekking i Himalaya.

Mit eneste mål var at se verdens højeste bjerg og nå til Mount Everest Base Camp, det laveste punkt ved det legendariske bjerg, hvor bjergbestigerne slår lejr, før de begynder at klatre.

Jeg mødte hurtigt andre trekkere og lærte, at der var flere ruter til Base Camp, og angiveligt var ruten over Cho La-passet den flotteste og hårdeste af dem alle. Intetanende besluttede jeg mig for denne rute.

Vandring som meditation
Luften er frisk og sprød. Der er komplet stilhed, som om verden et øjeblik står helt stille.

Bjerge tårner op i det fjerne, og yakokser går roligt og græsser.

Solen står langsomt op bag Mount Everest og lader bjerget se smukkere ud end nogensinde.

Alle tanker om ømme muskler, tilstoppet næse og højdesyge er væk – jeg er ydmyg over at være blandt verdens ypperligste bjerge.

Lavtliggende skyer snyder og giver en illusion om varme søer i bjergene. Foto: Iben Teisen
Lavtliggende skyer snyder og giver en illusion om varme søer i bjergene. Foto: Iben Teisen
 

Jeg vandrer alene til lyden af mit åndedræt og vandre-stave, som rytmisk rammer klipperne under mig. Jeg har vandret i over en uge nu, hver nat sovet i en ny hytte. Som dagene er gået, bliver mit sind for hver dag mere roligt og stille.

De daglige vandringer bliver til lange meditationer. Målet bliver mindre og mindre vigtigt, og i stedet bliver fokus flyttet til nuet og hvert eneste skridt op over bjergene.

Efter fire timer når jeg op til en bjergtop, hvor et par andre turister står og betragter udsigten. De peger lige frem på to store bjerge med en grå masse imellem dem:

- Det dér er Cho La-passet. Det er den vej.

Det ser næsten umuligt ud, men der er ingen anden vej end frem, og jeg fortsætter tålmodigt mine rytmiske skridt.

En lille sti fører ned i dalen foran passet. Stien ændrer sig til store klippesten, og jeg må hoppe og klatre for at komme over.

Passet ligner mest af alt en kæmpe bunke klipper, som kan rulle som en lavine ned ad bjerget når som helst.

Store hængebroer forbinder bjergene over floder. Ofte er kun et par personer tilladt på broerne ad gangen. Foto: Iben Teisen
Store hængebroer forbinder bjergene over floder. Ofte er kun et par personer tilladt på broerne ad gangen. Foto: Iben Teisen
 

Min puls er høj, dels fordi det er hårdt, og dels fordi jeg ved, at hvis jeg falder, bliver det måske fatalt.

Min fornuft fortæller mig, at dette er ikke sikkert i forhold til danske standarder, men samtidig ved jeg, at der er ingen vej tilbage. Der er andre turister på toppen. De klapper og hujer, som jeg kommer nærmere .

Jeg har åndenød, smider mine vandrestave og lægger mig udmattet på jorden, idet jeg når toppen.

Det går op for mig, at alle omkring mig er euforiske. Et par voksne mennesker græder endda.

Pludselig indser jeg hvorfor: På den anden side af det mørke grå pas skinner solen på et snedækket vidunderland. Det er så smukt. Naturens skønhed blandet med lettelsen over at have nået toppen bringer følelser frem.

Fremmede turister giver mig knus, og sammen deler vi et særligt øjeblik. Jeg har betalt en nepalesisk mand for at bære min rygsæk, en såkaldt porter.

Han snakker knap engelsk, men han er min klippe. Jeg ved sjældent, hvor han er, men på magisk vis dukker han altid op, når jeg har brug for ham.

Han er født her i bjergene, og hans fysik klarer højderne meget bedre end min danske krop. Jeg har en god fysik, men højderne kan altid vinde over din krop.

De lokale ved alt om livet i bjergene, og de er en uvurderlig hjælp på en trekkingtur. En tur rundt i Himalaya er ikke som enhver anden vandretur. Det kan være hårdt, meget hårdt endda, men al energi brugt bliver givet tilbage tifoldigt. Kroppen føles sund og renset efter et par uger i bjergene, og sindet synes at følge med.

Det er svært ikke at blive positivt påvirket af den buddhistiske kultur i bjergene. Nepalesernes stille gemyt og venlige sind er smittende. Behovet for samtale forsvinder langsomt, og imellem buddhistiske templer og bjergtoppe finder sindet indre ro.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere