Marrakesh er to forskellige verdener. Den rolige og fredfyldte på tagterrasserne, og den livlige i souken, som er det traditionelle marked, hvor de lokale handler, og turisterne kan købe varer til ’special price for you’.
Det første indtryk, vi får af Marrakesh, er roligt og fredfyldt.
Vi ankommer en sen aften, og vores familiedrevne hotel er en traditionel riad, hvilket er betegnelsen for en gårdhave med et hus omkring.
Oppe på taget bliver vi bekræftet i den rolige, smukke og fredfyldte verden fra vores tagterrasse, som alle husene i den gamle bydel – også kaldet medinaen – har.
Her er der udsigt over hele byen. Kun de mange minareter stikker hist og her op over tagene.
Terrassen er så stor, at der er masser af potter med oliventræer, appelsintræer og palmer. I de riad, hvor der ikke er en muret veranda på taget, hvor man kan søge ly for solens stråler, har man i stedet sat et klassisk beduin-telt op, hvori man kan finde skygge.
Udsigten ud over byens tage og tagterrasser leder tankerne hen på scener fra film med James Bond og Indiana Jones. Ikke så underligt, for Marrakeshs gamle bydel har været meget brugt som filmkulisse, senest i ’Sex and the City’, hvor et par af pigerne var på shopping.
Her er verdens mest gæstfri lande: Og nej, Danmark er ikke i top 10
Og så er der den anden verden. Det er den verden, der udspiller sig i souken; byens traditionelle marked.
Og her er der alt andet end roligt.
I et virvar, hvor gadehandlere, frisører, slagtere og turistfælder ligger side om side, snor smalle gyder sig gennem byen i en labyrint, der får os turister til at fare vild flere gange om dagen.
Og selv vildfarne turister er der et marked for. Du skal ikke stoppe særligt længe for at tjekke kortet på din telefon, før du får mindst et tilbud om at følge dig til dit mål. Mod betaling selvfølgelig.
Og hvis du går med et gammeldags kort, sidder de lokale indbyggere som gribbe, der har set et såret dyr, og venter på, at du spørger om vej. Det er nemlig bare et spørgsmål om tid, før du er faret vild.
Lige så nemt det er at fare vild, lige så nemt er det at blive imponeret over souken.
I de smalle gader sælges der – i bedste nordafrikansk stil – kopivarer, krydderier, kamellæder og alt derimellem.
En tur i souken er et bombardement af sanserne. Lige fra duftene, der det ene øjeblik bølger fra et krydderi, for det næste øjeblik at blive afløst af en duft fra fiskehandleren, blandet med duften fra en 20 kvadratmeter forretning med alt i læder.
Alt sammen bliver udbudt til yderst optimistiske priser, og det er en fornærmelse IKKE at prutte om prisen. Det er også en fornærmelse at blive enige om en pris og så gå igen.
I Marokko er arabisk det officielle sprog. Men i souken forsøger de handlende at lokke turisterne ind i netop deres forretning på et hav af forskellige sprog – og med mere eller mindre opfindsomme kommentarer.
Prisen for bedste kommentar gik til ejeren af en souvenirforretning, der fra døren forsøgte sig med: ’Skinny people – skinny prices’ (magre folk – magre priser) afløst af et kæmpe smil.
Vi sendte et smil retur, men købte ikke noget.
Efter en dejlig og kaotisk dag i souken er det en befrielse at nyde stilheden fra tagterrassen med udsigt over byen.
