TV-vært: Derfor drømmer jeg om Australien

Som sportsvært for TV2 er det ikke overraskende, at Morten Ankerdal tilbringer meget tid i Brasilien. Men det er slet ikke sporten, der er det vigtigste for hans rejser

Morten Ankerdal er aktuel til sommer som TV2's vært for OL i Rio de Janeiro i Brasilien. (Foto: TV2)
Morten Ankerdal er aktuel til sommer som TV2's vært for OL i Rio de Janeiro i Brasilien. (Foto: TV2)

- Hvor gik din sidste rejse til?
- Jeg var i Rio i begyndelsen af maj måned. Jeg skulle derned for at undersøge forholdene i forbindelse med OL. Jeg var dernede sammen med Peter Ingemann for at lave nogle af TV2's 'Størst'-programmer, og jeg fulgte også selv en ung fodboldspiller, Evander, som bliver betragtet som det største talent i brasiliansk fodbold.

- Jeg så, hvor han havde vokset op, og jeg fik lov til at møde hans far og resten af familien og blev inviteret til stor grillfest for at fejre, at Evander havde vundet sin første titel i distriktmesterskaberne. Og så er Rio et fantastisk sted. Temperaturmæssigt er det meget smukt, og det ligger lige ud til vandet.

Da Morten Ankerdal sidst besøgte Rio de Janeiro i Brasilien, fulgte han den unge fodboldspiller, Evander. Her spiller de to bold sammen på gaden. (Foto: Heartland)
Da Morten Ankerdal sidst besøgte Rio de Janeiro i Brasilien, fulgte han den unge fodboldspiller, Evander. Her spiller de to bold sammen på gaden. (Foto: Heartland)

- I virkeligheden bør en storby jo slet ikke befinde sig der, for det er enormt svært at bygge mellem bjerge og skov. Men menneskene er simpelthen så passionerede. Jeg prøvede for eksempel på et tidligere besøg i Rio for to år siden at se fodboldlandskamp mod Mexico med nogle lokale. Og hver gang denne spiller 'Fred' kom på skærmen, rendte en 70-årig kvinde ind og krammede skærmen og råbte spillerens navn. Sådan nogle oplevelser har man slet ikke på vores breddegrader.

Se også: Musiker Ole Kibsgaard: Drømmer om Alaskas ødemark

- Hvor går din næste rejse til?
- Jeg skal tilbage til Rio under OL. Men jeg håber også at få tid til at besøge den lokale sportsbutik på Copacabana og dyrke lidt strandsport med de lokale.

- Jeg vil rigtig gerne spille lidt beach-tennis, som spilles på en beachvolleybane med et 178 centimeter højt net. Man tæller point ligesom i tenniskampe, men ketsjeren, som kaldes en 'paddle racquet', er ikke som i tennis. Den er kortere og uden strenge. Og så spiller man med en blød tennisbold, ligesom den børn lærer at spille med herhjemme i Danmark. Det er en meget speciel sportsgren. Jeg prøvede det også, sidst jeg var der, hvor jeg spillede med en masse lokale. Der var vi fire på en bane. Før det havde jeg aldrig prøvet noget lignende.

- Hvor har du altid drømt om at rejse hen?
- Jeg kunne rigtig godt tænke mig at tage til Australien. Det har jeg stadig til gode. Jeg synes, det er en fascinerende verdensdel, og jeg kunne egentlig godt tænke mig at se både Australien og New Zealand. Der er en masse spændende mennesker. De er altid glade, og de elsker sport, så det passer godt til mig.

Se også: Hans Pilgaards drømmerejse: Det kolde nord

- Og så er naturen fantastisk. Man kan dykke efter alverdens ting og sager, og de har Bondi Beach og dyrereservater. Og landet har så mange modsætninger. De har alt. Både varme og kulde, vand og bjerge og alle mulige typer mennesker. Det er et enormt sammenbragt folkefærd, så der er alle mulige forskellige former for mad og kulturindtryk. Det er spændende, og det beriger mig.

- For mig er det ofte menneskene, der gør rejsen speciel. Menneskene giver mig, noget jeg kan mærke. Det giver først rejsen nærvær, når jeg møder nogen, der kan give det sjæl. Det er måske også derfor, jeg var så vild med Rio. Jeg var faktisk meget tæt på at få muligheden for at besøge Australien i forbindelse med OL i Sydney i 2000, men jeg fik en opringning i sidste øjeblik om, at jeg var nødt til at blive hjemme i Danmark for at arbejde.

5 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere