Undgå dyr dobbeltdækning

Forsikring: Mange forældre er i tvivl om reglerne, når delebørnene skal med på ferie – og det koster

Det er en god ide at tjekke forsikringen inden den årlige skiferie. Nogle selskaber kræver, at man tilkøber skidækning. Foto: Flickr
Det er en god ide at tjekke forsikringen inden den årlige skiferie. Nogle selskaber kræver, at man tilkøber skidækning. Foto: Flickr

Mere end hver tredje forældrepar ved ikke, hvilken forsikring der dækker, når et skilsmissebarn er ude at rejse med den anden forælder, og hver tiende forælder med delebørn tror, at der skal tegnes en særskilt forsikring, når delebarnet kun rejser med den ene forælder. Det viser en ny undersøgelse lavet af YouGov for Codan.

Mange af forældrene har svært ved at finde ud af, hvornår deres børn og delebørn er dækket af deres egen forsikring, og flere tegner en ekstra forsikring for at være sikre på, at delebørnene er dækket, selvom det ikke er nødvendigt.

Få styr på det
Men selv om barnets forældre ikke bor sammen, er det ikke sikkert, at det er nødvendigt at tegne den ekstra forsikring. For ofte vil delebørn være dækket af den ene forælders rejseforsikring.

- En familieferie med delebørn kan rejse nogle spørgsmål, hvis børnene skal rejse med den ene forælder, men har adresse ved den anden. For traditionelle rejseselskaber gælder det dog ofte, at barnet er dækket, så længe det er en del af bare én af forældernes rejseforsikring. Det samme gælder, hvis barnet for eksempel rejser med sine bedsteforældre eller med skolen, siger Unn Wakefield, der er produktdirektør hos Codan Forsikring.

Samtidig påpeger hun, at forvirringen over rejseforsikring ofte resulterer i, at forældrene ender med at dobbeltdække deres børn.

- Hvis man er i tvivl om, hvordan ens barn er dækket, så er det fristende at tegne en tillægsforsikring, f.eks. en rejseforsikring, når man skal på ferie. Og det er naturligvis en ærgerlig udgift, hvis det slet ikke er nødvendigt, forklarer hun.

Hos Europæiske Rejseforsikring og Globe Rejseforsikring oplever man også, at der kan være forvirring omring, hvornår delebørn er dækket. Deres råd er derfor at tjekke rejseforsikringen inden afrejse.

- Det kan lyde meget banalt, men man skal være opmærksom på, hvilke krav og betingelser der gælder hos ens eget rejseforsikringsselskab, idet reglerne er forskellige fra selskab til selskab, og de kan være svære at gennemskue, forklarer Dan Kjølhede Laursen, der er salgs- og marketingdirektør hos Europæiske Rejseforsikring.

Samtidig er der også forskel på, om skidækning er med i rejseforsikringen.

- På mange forsikringer skal man tilkøbe skidækning. Det er derfor et tilvalg, som er vigtigt at være opmærksom på, når man tager sine børn og delebørn med på skiferie, siger Tom Jensen, der er direktør i Globe Rejseforsikring.

Husk det blå
Det er dog ikke kun forældre med delebørn, der bør tjekke op på, hvordan forsikringen er skruet sammen. For siden 1. august 2014 har det gule sygesikringskort ikke dækket rejse til udlandet.

Her skal man have det blå EU-sygesikringskort for at være dækket. Men der er mange, der er i tvivl om, hvad det blå kort egentlig dækker.

Det blå EU-sygesikringskort dækker nemlig ikke på samme måde som det gule. Kortet dækker ikke uden for Europa, og man er som EU-borger dækket af de regler, der er i det pågældende land, som man rejser i. Det vil sige, at hvis borgerne i det pågældende land selv skal betale noget af behandlingen, skal den rejsende også selv betale for behandlingen. Det gælder f.eks. i lande som Belgien og Frankrig, hvor borgerne betaler en stor del af regningen selv.

- Det dækker desuden ikke hjemtransport eller adgang til alarmcentral. Der er det nødvendigt at have en rejseforsikring, hvis man vil sikre, at man ikke bliver afkrævet en betaling, siger Dan Kjølhede Larsen fra Europæiske Rejseforsikring.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere