Vandreture og varme kilder

Nordøstitalien er det perfekte sted, hvis man er til spaophold. De termiske kilder pumper vand direkte ind i swimmingpoolen

Montegrotto inviterer på gåture blot ved sin skønne natur. En tur til nabobyen Abano er et bud, hvor man går mellem bakketoppe og langs en flod med fugleliv. Foto: Kira Eggers
Montegrotto inviterer på gåture blot ved sin skønne natur. En tur til nabobyen Abano er et bud, hvor man går mellem bakketoppe og langs en flod med fugleliv. Foto: Kira Eggers

For ikke længe siden kom jeg hjem efter en smuttur i det nordøstitalienske. Stærkt undervurderet fra min side.

Varme kilder springer frem fra undergrunden i Montegrotto, Padova og Abano. De findes også ved Toscana og øen Ischia. Kilderne trækker tråde tilbage til romertiden, og de har en helende effekt på led og muskler, da vandet er mineralsk.

Derfor er der mange spahoteller i disse områder. De bruger kildernes varme vand direkte i swimmingpools. Det er både rekreation, men også blot for velvære.

Vi fløj til Venedig og tog bus 15 lige foran lufthavnen til Venezia togstation. Herfra et tog direkte til Montegrotto. I alt cirka halvanden time fra lufthavn til hotel.

Jeg kan ikke anbefale at tage den tur, hvis man er træt – også af at bære på kuffert. Det er lidt besværligt, og ikke alle steder er der elevator. Derfor tog vi en taxa fra hotellet til lufthavnen på hjemrejsen.

Hotellet Bella Vista Terme ligger ti minutters gang fra selve Montegrotto.

Vi oplevede en familiær varme.

Stedet er ejet af en ældre dame, som altid hilser pænt og imødekommende, og nogle dejlige hunde løber lige i hælene på hende.

Desuden arbejder hendes børn der også, og oplevelsen er, at det er en stor familie, der driver stedet.

Det er sjældent, man møder så imødekommende et personale. Det var en kæmpe oplevelse at kunne slappe af og vide, at de ville gøre deres for, at man får det allerbedste ophold.

Spaområdet er kæmpestort. Indendørs og udendørs pools med tilhørende vandgymnastik med den sjoveste underviser. Der var spjæt og fis i hende!

Jacuzzi og sauna er der selvfølgelig også. Mudderspa, mineralspa med 100 procent mineralvand (ikke blandet op med klor), ansigtsbehandlinger, massage og meget mere, hvis man er til den slags.

Jeg er ikke selv spa-typen, men tog til Montegrotto grundet området, som er et perfekt knudepunkt, hvis man gerne vil se Bologna, Padova og Venedig.

Foto: Kira Eggers
Foto: Kira Eggers


Restauranten er lidt unik. Det er ikke et koncept, jeg selv har haft fornøjelsen af før. I det hele taget, fik jeg mig da nogle aha-moments på turen.

Man bestiller tre retter fra menuen, der varierer fra dag til dag, frokost og aften, ud over det virkelig imponerende udvalg af retter i buffeten. Morgenmaden består blot af buffet.

Maden er baseret på lækre, mættende råvarer. De har sågar fået en plads i Michelin-bogen.

Køkkenet er meget imødekommende over for allergier og præferencer, så som vegansk mad. Et stort plus for en veganer. Drikkevarer er ikke inkluderet i måltiderne. Men der er et lille køleskab på værelserne, og ellers kan man tilkøbe drikkevarer ved spisetid.

Hotellet byder også på en bar, der lukker sent, men ikke er larmende. Flere gange om ugen har de lidt musik, cocktails og tapas en time før middagstid, som alle kan deltage i, og som ikke er en ekstra udgift.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Vild med Venedig

Grom er et nyt koncept for mig, men tilsyneladende stort i Italien. Tag ikke fejl! Er du vild med is, er Grom oplevelsen værd. Foto: Kira Eggers
Grom er et nyt koncept for mig, men tilsyneladende stort i Italien. Tag ikke fejl! Er du vild med is, er Grom oplevelsen værd. Foto: Kira Eggers

En af dagene var vi i Padova. Det er så ikke sidste gang, jeg skal dertil.

Der var jo butikker i stimer! Jeg kunne snildt have brugt en hel dag på at gå rundt og se på bygninger, kigge ud over de små kanaler og ja, shoppe!

Som kirsebær på toppen fik jeg mig en gelato hos Grom. Jeg valgte en vegansk is, og det der er specielt ved dette sted, er, at de pisker isen, inden de serverer den. Nøjagtig som man gjorde i gamle dage.

Den ryger rundt i metalspanden, og så kan jeg da også tilføje, at isen er uden farvestoffer og tilsætningstoffer. Jeg forstår godt, Grom har sådan et godt ry.

Uanset hvor man indtager sin frokost eller kaffe, mødes man af en meget unik udsigt. Det er svært at få nok af at se sig om i Venedig, og gaderne, der er som små labyrinter, byder på den ene overraskelse efter den anden. Arkitekturen er imponerende helt ned til mindste detalje. Foto: Kira Eggers
Uanset hvor man indtager sin frokost eller kaffe, mødes man af en meget unik udsigt. Det er svært at få nok af at se sig om i Venedig, og gaderne, der er som små labyrinter, byder på den ene overraskelse efter den anden. Arkitekturen er imponerende helt ned til mindste detalje. Foto: Kira Eggers

Nuvel, man tager jo ikke til Norditalien uden af at besøge Venedig. Den stakkels by, der overrendt af turister, og jeg føler med indbyggerne.

I slutningen af oktober er der heldigvis ikke så mange mennesker, så vi fandt nogle fremragende ruter, hvor der ikke var et virvar af menneskemylder.

Jeg har aldrig været tiltrukket af forestillingen om at fare rundt i en labyrint. Men Venedig føles sådan, og det føles helt perfekt, hvis man elsker det uforudsigelige. Man går ned at små gyder, og man tænker, den ender dødt. Pludselig står man på et torv med en kirke, eller ved en lille bro over en kanal, eller foran små, søde lejligheder.

Skulle man fare vild, så må man klare sig med tegnesprog for de taler sgu ikke særlig godt engelsk, og jeg kan ikke prale af, at jeg kan sige meget andet end ciao, gelato og prego.

Jeg vil virkelig mene, at Venedig må være en af verdens smukkeste byer.

Foto: Kira Eggers
Foto: Kira Eggers

Jeg er slet ikke færdig med Venedig og Norditalien.

Det hænger da også fint sammen med min store begejstring for pasta!

Vi tog nogle (shoppe og champagne-) pauser undervejs, blandt andet sad vi ved siden af Rialto-broen, som er nok så berømt. Her kunne vi nyde alle gondolerne over et glas bobler. Der er masser af seværdigheder i Venedig, der er glasbroen, gondolerne, kirkerne – blandt andet Santi Giovanni e Paulo og smukke Madonna dell’Orto, opera, Grassi Palazzo, Doges Palace og dets fængselsceller og meget mere.

Som du har læst dig frem til, er Montegrotto og Padova steder man kan starte ud, og derfra bevæge sig rundt i byerne omkring. Områderne byder på alt, hvad man kunne ønske sig på en rejse.

Uden tøven, anbefalelsesværdigt.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Perfekt til aktiv ferie

Villa Draghi er i dag ejet af en lokal kommune, der har lavet den til International Museum of Art Glass and of thermal Spas. Det er gratis at komme ind. Foto: Kira Eggers
Villa Draghi er i dag ejet af en lokal kommune, der har lavet den til International Museum of Art Glass and of thermal Spas. Det er gratis at komme ind. Foto: Kira Eggers

Har man fået nok at spise, er det bare med at komme afsted på vandreture og få gang i tarmsystemet!

Fra hotellet kan man spadsere til Montegrotto, en lille omend ganske udmærket by at opleve med minimal shopping, og ellers til Abano, som er lidt større og cirka fem kilometer væk.

Kan man ikke få nok af slotte og gamle villaer, så ligger der virkelig mange i området, både af de mere forladte slags, men også af den art, der inviterer en til at udbryde WAUW!

Vi ville gerne træne, mens vi var der. Hotellets gym er ikke noget at skrive hjem om, så vi kontaktede V-Energy i Abano, som havde gode maskiner, vægte samt holdtræning. Det koster ti euro pr. dag, og vi blev mødt med åbne arme.

Man kan enten tage cyklen derned, det tager ti minutter, eller gå. Vi gjorde begge dele, og turen er ganske smuk og fornøjelig, især med efterårsfarverne i fuld flor.

Vi gik omkring 10-20 kilometer om dagen og tilbagelagde vel omtrent 100.000 skridt hele den uge. Der er ruter lige i nærheden af resortet.

Blandt andet gik vi på det store bjerg Mount Alto til seværdigheden Villa Draghi. Den tur kan selv den mest dovne person uden god kondi tage.

Turen er via et romantisk stisystem, og det tager godt og vel halvanden time
– to timer frem og tilbage, afhængig tempo, hang til selfies og hvor længe man vil tilbringe i Villa Draghi.

Man kan gå ind og se museet, det er gratis, og det hedder the International Museum of Art Glass and of thermal Spas.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Kiras rejsetips

Den herlige svømmelærer er godt i gang med at piske en god stemning op blandt svømmerne i mineral-poolen. Terme.bassiner startede i øvrigt helt tilbage i romerriget. Foto: Kira Eggers
Den herlige svømmelærer er godt i gang med at piske en god stemning op blandt svømmerne i mineral-poolen. Terme.bassiner startede i øvrigt helt tilbage i romerriget. Foto: Kira Eggers

Bella Vista forlanger, at man har badehætter på i vandet. Man kan tage en med hjemmefra eller købe en på hotellet for tre euro.

Man skal selv tage badekåbe og håndklæde med til Bella Vista til spaområdet. Ellers skal man betale 15 euro for kåbe og fem euro for håndklæde for den tid, man er der.

Det kan tage tid at købe togbilletter, når man rejser rundt. Kom i god tid.

Bella Vista tillader hunde, så er man på ferie med sin firbenede ven, er det perfekt, både i forhold til omgivelser – men også hotellet naturligvis.

Bella Vista har cykler, man kan låne gratis – dog ikke cykellygter.

Man kan booke yogatimer på hotellet, læreren taler ikke engelsk. Hun fumler efter ordene og kan derfor ikke helt få en til at slappe af.

Hotellet kan arrangere ture til vinsmagning, hvis man ønsker det.

Butikkerne lukker efter frokost og åbner igen efter kl. 15.30 og til sent. Det er helt normalt i Italien.

Togturen mellem Venedig og Montegrotto tager cirka 40 minutter.

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere