Velkommen til verdens ende

Ushuaia er verdens sydligste by, ligger i Ildlandet og byder på natur, der er vildt, voldsomt og vanvittigt flot

Turen til Laguna Esmeralda er fem kilometer hver vej, og undervejs er der alt fra bakker til slidte broer. Foto: Peter Jeppesen
Turen til Laguna Esmeralda er fem kilometer hver vej, og undervejs er der alt fra bakker til slidte broer. Foto: Peter Jeppesen

Jorden ligger sneklædt hen. Egentlig ligner det tusindvis af hovedpuder med hvidt betræk, der nænsomt er lagt oven på jorden. Turen gennem skoven er let, men i det åbne landskab glæder man sig over sporene fra de andre turister i det hvidklædte landskab – når du tager på trekking her, er det på eget ansvar, for du kan godt fare vildt, og det er ikke unormalt, at der dør en turist i det vilde vejr.

Vi er i argentinske Ushuaia, der er verdens sydligste by. Området er vildt, voldsomt og vanvittigt flot. Nogle kilometer derfra er vi taget på den ti kilometer lange vandretur til Laguna Esmeralda. Som navnet antyder, er der tale om en lagune med blåt vand. Denne dag er vandet dog frosset til, og i stedet for at kigge på vand nyder turister fra hele verden at bygge deres første snemand. Nogensinde. Og så endda i solskin.

Laguna Esmeralda er her med blå himmel. Men lad dig ikke narre - himlen kan trække sig sammen på få minutter og sende dig ud i såvel storm- som snevejr. Foto: Peter Jeppesen
Laguna Esmeralda er her med blå himmel. Men lad dig ikke narre - himlen kan trække sig sammen på få minutter og sende dig ud i såvel storm- som snevejr. Foto: Peter Jeppesen
 

Turen går gennem bakker og dale, mens vi nyder udsigten til Andesbjergenes sydlige toppe. Den blå himmel er hele turen værd, og naturen i dens vildskab blandt det smukkeste i verden. Men solen skal man ikke lade sig forblænde af. Området er et af de steder i verden, hvor vejret skifter hurtigst. Og en almindelig dag kan byde på storm, regn, snestorm, solskin og storm igen inden for ganske få timer.

Af samme grund er det for søfarende et af de mest legendariske områder i verden. Ushuaia har en af de vigtigste havne i Sydamerika, og dermed er det også en væsentlig by for den vestlige verden. Dels er det den sidste havneby inden Antarktis, dels er den indgangen til den vestlige del af Sydamerika, hvis skibsfarten ikke vil gennem Panama-kanalen.

Samtidig er byen interessant, fordi det er en af de byer i verden med færrest solskinstimer. Gennemsnitligt hen over året skinner solen kun cirka fire timer om dagen.

Fyrtårnet ved verdens ende skrev den kendte franske forfatter Jules Verne om i 1901. I virkeligheden ligger den en sejltur væk fra Ushuaia. Foto: Peter Jeppesen
Fyrtårnet ved verdens ende skrev den kendte franske forfatter Jules Verne om i 1901. I virkeligheden ligger den en sejltur væk fra Ushuaia. Foto: Peter Jeppesen
 

Ud over naturen byder Ildlandet, som området kaldes, på kulinariske perler. Naturligvis er der alt godt fra grillen, som det hører sig til i det kødelskende Argentina. Men især lam, der har hængt over bålets gløder eftermiddagen igennem, er en fryd for smagsløgene. For ikke at tale om kæmpekrabber, der serveres med mayonnaise og citron.

Som dagen skrider frem kan duften af grillet lam fornemmes i gaderne. Foto: Peter Jeppesen
Som dagen skrider frem kan duften af grillet lam fornemmes i gaderne. Foto: Peter Jeppesen
 

Fra Argentinas hovedstad, Buenos Aires, går flyet for under 1000 kroner fire timer væk til Ushuaia med det lidet flatterende slogan: Velkommen til verdens ende. Trods navnet finder du ingen afdøde kære, til gengæld kan du byde dig selv velkommen til pingviner, gletsjere, vandreture og på en heldig dag hvaler. Og så er det sidste stop inden Antarktis eller den sagsomspundne øgruppe Kap Horn.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Han har ikke forladt Kap Horn i et helt år

Adan Otaiza sammen med sin familie. De har boet på Kap Horn uafbrudt i et år. Sådan er det for den til enhver tid siddende fyrmester. Foto: Peter Jeppesen
Adan Otaiza sammen med sin familie. De har boet på Kap Horn uafbrudt i et år. Sådan er det for den til enhver tid siddende fyrmester. Foto: Peter Jeppesen
 

Omtrent 1000 kilometer fra Antarktis ligger Kap Horn, der er en ø-gruppe, der ligger, hvor Stillehavet og Atlanterhavet mødes. Øen er i dag en nationalpark og chilensk militærbase, der styres af fyrmester Adan Otaiza, som uden overhovedet at forlade øen har været der et år sammen med sin familie – kone og to børn.

Adan Otaiza er ansat til at passe på naturparken, observere og vedligeholde området. Der er hverken båd eller købmand. Derimod er familien afhængig af de forsyninger, der kommer hver anden måned. Han ser det ikke som et problem at være der så længe ad gange. Som han formulerer det:

– Nej, jeg er vant til at sejle, og her er jeg sammen med min familie hele tiden. Og i dag kan et æble jo holde en måned uden problemer.

Det er meget få krydstogtskibe, der kan komme tæt nok på Kap Horn, til at passagererne kan komme i land. Foto: Peter Jeppesen
Det er meget få krydstogtskibe, der kan komme tæt nok på Kap Horn, til at passagererne kan komme i land. Foto: Peter Jeppesen
 

Førhen regnede sømænd Kap Horn for at være verdens ende – dengang jorden var flad, og en fortsættelse af turen ville betyde, at skibet sejlede ud over kanten og ned i afgrunden. Siden har man fundet ud af, at jorden er rund, men det farefulde vand er stadig legendarisk, og de fleste søfolk er ikke sene til at sige, hvis de har rundet Kap Horn. Eller som Charles Darwin beskrev det 10. juni 1834, da han forlod området:

’Uden for de største øer ligger klipperne spredt, hvor det åbne hav svulmer op og raser uendeligt. Vi gik ud mellem øst og vest, og lidt længere nordpå bryder vandet så meget, at havet kaldes Mælkevejen. Et syn på en sådan kyst er nok til at få en sømand til have mareridt i en uge om skibsvrag, fare og død.’

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Tag på krydstogt i mystiske fjorde

Tag på mini-krydstogt og kom helt tæt på nogle af bjergtagende gletsjere, som området byder på. Ofte bliver du sejlet ud i speedbåde. Foto: Peter Jeppesen
Tag på mini-krydstogt og kom helt tæt på nogle af bjergtagende gletsjere, som området byder på. Ofte bliver du sejlet ud i speedbåde. Foto: Peter Jeppesen
 

Hvis du har sparet lidt ekstra guld op, kan det anbefales at tage på minikrydstogt i de legendariske fjorde mellem Chile og Argentina. En tur på fire dage koster typisk mellem 12.000 og 15.000 kroner for de billigste billetter, og turen starter i Ushuaia.

Turen går forbi Kap Horn, og hvis vejret er godt, er der både chance for at lægge til og runde den legendariske ø. Derefter går turen gennem fjordene op til det legendariske Magellanstrædet, der er kendt og frygtet for den pludselige tåge og de hårde vinde.

Turen byder på alt fra pingviner til gletsjere, der spejler sig i det glatte vand. Og på en heldig dag er der mulighed for at se både delfiner, sæler, søløver og hvaler.

I strædet ligger Magdalenaøen, der er et pingvinreservat. Charles Darwin besøgte strædet under sin tur for mere end 150 år siden med sejlskibet HMS Beagle. En tur der dannede en del af grundlaget for hans hovedværk: ’Om arternes oprindelse’.

Sejlturen ender i Chiles sydligste by, Punta Arenas.

13 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere