Vi er vilde med at rejse

Skiferie, solferie og storby. Vi elsker at forlade vores hjemland, og vi gør det gerne flere gange om året – i år er ingen undtagelse

Vi er et rejselystent folkefærd, og for en stor del af os er rejse blevet en livsstil og noget, der prioriteres højt. Foto: Jens Panduro/Polfoto
Vi er et rejselystent folkefærd, og for en stor del af os er rejse blevet en livsstil og noget, der prioriteres højt. Foto: Jens Panduro/Polfoto

Vi er et rejselystent folkefærd, og for en stor del af os er rejse blevet en livsstil og noget, der prioriteres højt. Mens rejser tidligere blev anset som en luksusgode, som man sparede op til hele året, er det i dag ikke unormalt at rejse mindst to gange om året – og ofte mere.

Mere en halvdelen af danskerne var ude at flyve i 2014, og både København Lufthavn og Billund Lufthavn satte passagerrekord sidste år. Og i år når rejseglæden nye højder.

Hele 67 procent af os planlægger nemlig at flyve til udlandet.

Det er en stigning på 14 procent i forhold til sidste år, viser en undersøgelse, der er lavet af Analyse Danmark for Københavns Lufthavn.

Når det kommer til destinationer er Europa klart mest populær, men Asien tiltrækker også i stigende grad danskerne, viser undersøgelsen.

- Mere end 75 procent af dem, der rejser udenlandsk, planlægger en tur til en destination i Europa ud over Norden, mens 15 procent planlægger at rejse østpå til Asien. Kun hver tiende regner med at rejse til USA, fortæller Camilla Borggaard, der er kommunikationsrådgiver i Københavns Lufthavn.

Positiv økonomi
Den stigende rejselyst blandt os danskere kan blandt andet forklares med en mere positiv økonomi.

- Der er ikke truende overskrifter i aviserne om krise. Og så begynder vi at rykke igen. Ikke det helt vilde, men alligevel kan der spores stigende interesse for og forbrug på rejser, forklarer Louise Byg Kongsholm, trendforsker og direktør i PEJ-gruppen.

Det er Jesper Bo Jensen, der er direktør i Center for Fremtidsforskning (Fremforsk), enig i.

- Vi har en opfattelse af, at vi har flere penge. Derfor føler vi, at vi har mere råd, selv om vi måske i virkeligheden hele tiden har haft det, siger han.

Han påpeger, at den stigende rejselyst også skyldes, at der er kommet nye generationer, der rejser langt mere end forrige generationer. Det gælder både de yngre og ældre.

Særligt den unge generation har planer om at rejse mere i år, viser undersøgelsen. Sidste år rejse omkring halvdelen af de unge udenlandsk, mens det i år er tre ud af fire mellem 18-29 år har planer om at flyve udenrigs – og hver femte af dem til Asien.

- Det skyldes bl.a., at de unges rejselyst kommet ind med modermælken. Man ses som ung som analfabet, hvis ikke man rejser, siger kommunikationsrådgiver Camilla Borggaard.

Nye og billige flyruter spiller også en rolle.

- Med de nuværende billetpriser er der unges budget også råderum til en tur på den anden side af jorden – uanset om det er i forbindelse med studie, ferie eller forretning, siger hun.

Væk fra forpligtelser
Men også de såkaldt nye seniorer spiller en rolle for, at det samlede rejseforbrug er stigende i disse år.

- De rejser meget – og gerne både langt væk og i lang tid. Både alene og med hele familien, og ofte flere gange om året, siger trendforsker Louise Byg Kongsholm.

Den nye generation af seniorer har igen fået mere frihed og flere penge mellem hænderne.

- Mange af de nye seniorer har tidligere rejst meget, og de har det i blodet.

- Nu, hvor børnene er flyttet hjemmefra, og de selv er gået på pension, rejser de igen, men mere luksuriøst end tidligere, og det kan ses på det samlede rejseforbrug, siger Jesper Bo Jensen fra Fremforsk.

Generationen midt imellem rejser også mere.

Men det er i stigende grad for at komme væk og stemple ud af en hverdag.

- De stikker faktisk oftest af fra fritidsaktiviteter og for mange forpligtelser, da det tit er det, der gør mennesker stresset i dag, siger han og tilføjer, at der generelt er kommet mere tryk på hverdagen, og derfor har mange mere brug for at komme væk fra det hele og lidt oftere stemple ud.

- Og med billigere billetter og flere afgange bliver det nemmere for en større del af befolkningen at komme af sted, lyder det.

2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere