Vi rejser trods uro

Flere danskere tog sidste år turen til Thailand sammenlignet med året før, selv om landet var præget af voldsomme demonstrationer og militærets overtagelse af regeringsmagten i begyndelsen af året

Hvide sandstrande og vuggende longtail-både lokker stadig danske turister til Thailand, selv om vores nordiske naboer har skruet ned for besøgene.

Forklaringen på de dalende besøgstal kan sandsynligvis findes i den politiske uro, Thailand har oplevet i år med en række demonstrationer og et militær , der i maj afsatte regeringen og overtog regeringsmagten. Men det har tilsyneladende ikke skræmt de danske turister, og det overrasker Torben Andersen, der er kommunikationschef hos Spies.

- Hele 121.171 danskere valgte fra januar til og med september at holde ferie i Thailand. Det er 2605 flere end samme periode i 2013, siger han.

Livsvigtig turisme
I de første ni måneder af 2014 er det samlede antal af nordiske turister ellers faldet med 0,9 procent, og i Sverige er antallet af turister, der tager til Thailand, faldet med hele fire procent. Udviklingen ser dog anderledes ud for de danske turister, hvor 2,2 procent flere tog til Thailand sammenlignet med samme periode i 2013.

- Svenskerne har en større tradition for at rejse oversøisk – og de har flere oversøiske rejsemål at vælge mellem.

- Ud over Punta Cana (Den Dominikanske Republik, red.) og Mexico, som vi også har fra Danmark, flyver vores søsterselskab Ving fra Sverige til bl.a. Cuba, St. Martin og Jamaica, så svenskerne har et større udvalg, når de efter mange vintre på ferie i Thailand er ude efter et varmt alternativ, forklarer Torben Andersen.

De danske turister har tilsyneladende tiltro til, at så længe man følger Udenrigsministeriets anvisninger, er der ikke noget at være bekymret for.

- Når det gælder uro i et ferieland, er danskerne blevet lidt immune. Vi er trygge ved, at Udenrigsministeriet vejleder os. Rejsearrangørerne har tidligere vist handlekraft, når de f.eks. har hentet deres gæster ekstraordinært hjem fra et land, hvor Udenrigsministeriet ændrer rejsevejledning efter politisk uro, siger Torben Andersen.

Tag af sted
Phuket er stadig Thailands ubestridt mest populære turistdestination, og det har politisk uro altså ikke kunnet pille ved.

- Uroen har været meget koncentreret omkring bestemte områder i Bangkok, og thaierne ved, at turisterne er livsvigtige for landets økonomi. Turisterne er fredede, og man har da heller ikke set, at turister er kommet i klemme i konflikterne.

- På Phuket har der i den forløbne sommer blot været en enkelt, fredelig demonstration på et par timer. Årsagen til den var, at en lokal indbygger omkom ved demonstrationer i Bangkok, forklarer Torben Andersen.

Han mener derfor heller ikke, at man bør tage sig særlige forholdsregler, når man besøger de thailandske turistdestinationer i fremtiden.

- Man skal bare slappe af og nyde det gode vejr, den gode mad og thaiernes store gæstfrihed.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere