Vild med at cykle? Så må du opleve denne by

Husbåde i smalle kanaler, cyklister i alle gader, charmerende caféliv og kunst i verdensklasse – Amsterdam har alt det, du har brug for på en weekend-getaway

Amsterdam er en fantastisk by for turister, der holder af at cykle. (Foto: Colourbox)
Amsterdam er en fantastisk by for turister, der holder af at cykle. (Foto: Colourbox)

På cykel i cyklernes by

København er måske nok igen blevet kåret som den bedste cykelby i verden af Copenhagenize Index, men Amsterdam har tidligere haft titlen og ligger også stadig nummer to på listen.

Der er masser af muligheder for at leje cykler i byen – enten i form af bycykler eller på hotellerne, der næsten alle har cykeludlejning.

Cykling er da også en oplagt måde at opleve Amsterdam på, fordi du på den måde kommer rundt som de lokale og samtidig kan spare dine fødder, der nemt kan blive ømme på storbyferie.

Dog skal man være opmærksom på cykelstierne, for der bliver zigzagget og overhalet inden- og udenom, så det gælder om at holde tungen lige i munden. Der arrangeres mange guidede cykelture rundt om i byen – nogle gratis, og nogle koster lidt.

Turene har forskellige temaer, så man kan lære om netop det, man selv synes er det mest interessante i byen – om det er kunsthistorie, hashens legalisering eller Anden Verdenskrig.

 

Kunstelitens mekka

Foto: Flickr/Kennisland
Foto: Flickr/Kennisland
 

Når man både har Rembrandt og Van Gogh som landsmænd, kan man selvsagt præstere nogle fænomenale udstillinger.

Rembrandt boede i Amsterdam i flere årtier. I dag er hans hus omdannet til museum for hans og elevernes arbejde, men museet er også en form for stilleben over det 17. århundrede, hvor han levede og boede i byen.

Museet afholder også tegne-workshops, som man kan deltage i som gæst.

Vincent Van Gogh er nok den hollandske maler, som flest kender verden over for hans berømte solsikker.

På Van Gogh-museet kan du se hans største værker og blive opslugt af den skøre verden, som varierer fra gadeliv, bondesamfund og portrætter til selvportrætter, blomster og meget mere. Ønsker du en altomfattende museumsoplevelse, kan du besøge Rijksmuseum, som foruden Van Gogh og Rembrandt også har en lang række andre hollandske og internationale kunstværker samlet.

Museet er desuden en utrolig smuk bygning, der mest af alt ligner et slot, som også er et besøg udefra værd.

 

Se byen til vands

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
 

Hvis du ikke har mod på at kaste dig i sadlen og se byen på to hjul, kan en klassisk kanalrundfart anbefales.

De 165 kanaler, der omkranser byens smalle stræder, er noget af det, der gør byen så uendeligt charmerende, og kanalrundfart er en af de mest oplagte måder at opleve byen på.

En af de skønneste og mest pittoreske er kanalen Prinsengracht, som er omgivet af store, flotte træer, smalle, farverige huse og husbåde, der kan gøre Christianshavnerne grønne af misundelse.

En af de mindre turistede er Brouswersgracht, som er en af byens mest eftertragtede adresser på grund af de meget velholdte huse langs kanalen og den charmerende beliggenhed.

I Amsterdam er der også mulighed for at tage en vandtaxi. Mange af byens største seværdigheder, som Anne Franks hus og Rijksmuseum, ligger ud til kanalerne, og det er derfor oplagt at nå disse fra vandsiden. Byen har også en lang række hoteller i husbåde, så man kan få afprøvet, hvordan det er, at bo på denne måde og komme så tæt på vandet som muligt.

4 kommentarer
Vis kommentarer