Vild vandleg i smuk natur

I østrigske Alpbachtal er der alle de ingredienser, der skal til for at skabe en indholdsrig ferie med udfordrende bjergene lokker med udfordringer, søerne indbyder til afslapning

De allerstørste vovehalse kaster sig direkte ud i Wilwasser-svømning. Foto: Peter Christiansen
De allerstørste vovehalse kaster sig direkte ud i Wilwasser-svømning. Foto: Peter Christiansen

- Hop i floden og kom helt under, så vandet kan trænge ind i våddragten.

Med et smil kommanderer guiden både mig og de øvrige ti deltagere ud i det kolde, hvidskummende vand, og jeg gyser, mens kroppen et øjeblik nærmest fryser til is. Lidt efter kan kropsvarmen igen fornemmes, og jeg er klar til at gå løs på strømmen og faldene i Brandenberger Ache, der med pæn fart snor sig gennem det klippefyldte terræn.

Gennem vandfald
Iklædt våddragt, hjelm og svømmevest bevæger jeg mig hen mod et sted på floden, hvor strømmen er stærk og vanddybden relativ høj. Øjeblikket efter kaster jeg mig på den oppustede bilslange ud i det frådende vand.

Første forhindring – en massiv klippeblok midt i floden – nærmer sig med høj fart.

Jeg husker guidens formaning om at gå aggressivt ind i forhindringerne frem for at læne mig passivt tilbage, så med en kontant skuldertackling af klippeblokken, der ikke rykker sig det mindste, kommer jeg udenom og videre ned ad floden. Det koster et par blå mærker, men kors, hvor er det sjovt!

I princippet fungerer tubing på samme måde som rafting, men i stedet for at sidde trygt og behageligt som i en raftingbåd, ligger man på maven på en oppustet slange fra et bildæk og har direkte kontakt med vandet og forhindringerne.

Den smukke Brandenberger Ache samt nabofloderne og søerne giver optimale muligheder for aktiviteter på vand, og man kan blandt andet rafte og sejle med white water-kajak eller kano.

Floder som transportvej
Brandenberger Ache, som vi bevæger os ned ad, er en biflod til Inn-floden.

Denne smelter senere sammen med Donau, Europas næstlængste flod, der løber gennem ti lande for til sidst at munde ud i Sortehavet.

Tiefenbachklamm er en smuk naturoplevelse, der - modsat mange andre steder - er gratis at besøge. Foto: Peter Christiansen
Tiefenbachklamm er en smuk naturoplevelse, der - modsat mange andre steder - er gratis at besøge. Foto: Peter Christiansen
 

Nogle kilometer før Kramsach løber Brandenburger Ache gennem en fem kilometer lang kløft ved navn Tiefenbachklamm.

I gamle dage brugte man kløften som en effektiv transportvej, når tømmer skulle transporteres fra de store skove omkring Kramsach til Inn-dalen. Man afspærrede simpelthen flodens udmunding for enden af kløften, og når vandet i Tiefenbachklamm havde nået en vis højde, smed man afskårne træstammer ned i de skummende bølger.

Når der var tømmer nok, åbnedes sluserne, og det anvendelige træ flød i stor hastighed mod bestemmelsesstedet.

I hjertet af Alpbachtal ligger Kramsach. Her fører liftene op i bjergene, og der er direkte adgang til de mange vandaktiviteter. Hvis ferien gerne må indeholde adrenalinfremkaldende udfordringer, er Kramsach stedet.

Vi befinder os i næsten to kilometers højde og kan se langt væk, selv om en tynd dis har lagt sig over dalen.

Alpbachtal kaldes for Europas smukkeste blomsterby. Foto: Peter Christiansen
Alpbachtal kaldes for Europas smukkeste blomsterby. Foto: Peter Christiansen
 

Rundt om os ligger mange af bjergtoppene over trægrænsen, og selv om det er midt på sommeren, er der sne på mange af dem.

Mens et par lydløse paraglidere svæver rundt over os, bevæger vi os frem af små afmærkede stier og når hen til kanten af Rofan-kæden, forbi bjergsøer og små hytter, der ligger helt afskåret fra omverdenen.

Det er umuligt ikke at blive betaget af det smukke landskab, og selv om turen byder på adskillige anstrengende højdemeter både op og ned, er det en ren nydelse at bruge en dag i det højalpine terræn. Pludselig får vi øje på en klippeblok med et rødt-hvidt tegn på en gul baggrund – vi befinder os på Ørnevejen.

I Tirol er vandring de seneste år blevet et hit, ikke mindst på grund af den berømte Ørnevej, Adlerweg, der krydser Tirol fra øst til vest. Ruten består af i alt 126 etaper, der hver især kan tages i løbet af en dag.

Efter mange timers vandring ender vi ved liften, der bringer os tilbage til udgangspunktet i Kramsach, hvor både hotel og pool venter.

Men Ørnevejen lokker. Det må vi dog have til gode en anden gang. Vi er nemlig ikke færdige med bjergene og floderne foreløbig.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere