Vilde og vidunderlige ture på Kreta

Der er hundredvis af kløfter og grotter på Kreta - her er tre forslag til den gode, den onde og den grusomme tur

Det smalleste sted i Imbroskløften er mindre end en meter bred. Foto: Karen Seneca
Det smalleste sted i Imbroskløften er mindre end en meter bred. Foto: Karen Seneca

Den græske ø Kreta har uendelige grotter og kløfter i og mellem bjergene. Især Vestkretas hvide bjerge er berømte for det, og en ferie på øen bør næsten indeholde en vandretur i den voldsomme og smukke natur.

Det er ikke alle, som kan klare at gå de 16 km i Kretas mest berømte kløft, Samariakløften. Derfor har vi lavet en guide til ture på tre forskellige niveauer: en vandretur på 16 km for de virkelig seje, en for dem, der foretrækker at sidde bag et rat i stedet for at gå og mellemvaren på otte km. God tur.

Ekstra Bladet Ferie var inviteret af Star Tour.

 

Den gode
En af de kløfter, man kan køre igennem, er kløften ved landsbyen Theriso, der ligger ca. 15 km fra Chania. Hvis konditionen ikke er til vandreture på otte eller ti km, er dette løsningen. Og det er en meget smuk løsning. Bjergene tårner sig nemlig op på begge sider af den smalle vej, og hvis du er doven eller dårligt gående, behøver du ikke engang stå ud af bilen for at nyde det. Visse steder kan man faktisk ikke engang parkere på grund af den smalle bjergvej.

Begynd køreturen ved Perivoila og kør op mod landsbyen Theriso. Her vil du opleve bjergene nærmest tårne sig ind over bilen, og du kan afslutte turen med en græsk kaffe i landsbyen, mens du beundrer udsigten.

Husk: At du sagtens kan klare turen på en scooter, og at det ligefrem kan være en fordel på grund af de smalle veje.

Advarsel: Gå ikke glip af Frihedsmuseet i Theriso. Landsbyen er kendt for at være centrum for frihedskampe mod tyrkerne i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, og de er meget stolte af deres indsats.

 

Den onde
Imbros-kløften, som begynder lidt uden for landsbyen Imbros, er mindre kendt end Samaria, men den fortjener et besøg. Ikke kun fordi den er otte km kortere, men også fordi den er smuk og strabadserende nok til, at det føles som en sejr, når de otte km vandretur er overstået.

Otte km lyder måske ikke særlig ondt, men hele vandreturen foregår på store sten, og det er en stor kunstart at forhindre, at fødderne vrikker om. Der skal holdes en del pauser, så man virkelig kan dvæle ved naturens skønhed, for det meste af tiden kigger man én vej: ned! Terrænet er nemlig så naturligt, at det er umuligt at gå rask derudad uden at holde øje med, hvor fødderne skal sættes.

Imbroskløften er en betagende kløft på otte kilometer, og de sejeste vælger at gå hele turen ned for så at vende om og vandre tilbage til udgangspunktet. Foto: Karen Seneca
Imbroskløften er en betagende kløft på otte kilometer, og de sejeste vælger at gå hele turen ned for så at vende om og vandre tilbage til udgangspunktet. Foto: Karen Seneca
 

Men kors, hvor er her smukt og grønt! Fyrretræer rager op mellem og på toppen af klipperne, valmuer bryder frem mellem stenene og jeg følte personligt, at klippernes synlige lag var en hilsen fra dengang, Kreta blev skabt.

Turen ender ved en række cafeer og restauranter, hvor man kan slappe af og ikke mindst: tisse af – der er ikke toiletter på ruten. Vi valgte Komitades, som har en stor terrasse med en flot udsigt over bugten. Det skønne ved denne vandretur – udover naturoplevelsen – er, at den er tilpas kort til, at man kun føler sig udmattet de første ti minutter efter vandringen, hvorefter man kan nyde maden og udsigten for til sidst at tage ned til stranden og køle sig i havet. Vi klarede turen på to en halv time med et par siddepauser.

Husk: Vand og evt. noget sødt som dadler til at holde gejsten oppe. Jeg havde sneakers på, men vil anbefale vandrestøvler, som beskytter anklerne.

Advarsel: Der er ikke meget skygge, så tag gerne en kasket eller en hat på og beskyt skuldrene.

 

Den grusomme
Nationalparken Samariakløften er vidunderlig. Især, når man sidder og holder pause på en sten og kigger op ad de vældige bjergvægge og på de kønne blomster, der pibler frem. Men den er tough. Virkelig tough. 16 km, som begynder i 1250 meters højde og foregår på skiftevis umage trappetrin af sten, grusvej og småsten, mellem klipper og under en brændende sol – hvis du går turen om sommeren.

Dog er den værste strækning de ca. første tre km, som går nedad, fordi du bruger så mange muskler på at holde tilbage. Når først det er overstået, bliver turen en nydelse, og når man er tre km fra mål, kommer vandreturens højdepunkt bogstavelig talt: Jernporten. Det har hverken noget med en port eller jern at gøre, men er et punkt, hvor klipperne rager 300 meter op på hver side af stien, så naturens storhed for alvor understreges.

Efter Jernporten har man kun en ting i hovedet: at komme i mål! For det er den mindst spektakulære del af turen, og hvis man er en urutineret trekker som jeg, er ben og fødder godt brugte. Vandreturen varer i snit seks timer, og ender i den lille by Agia Roumeli, som kun kan forlades med en båd.

Husk: Mad og gode vandrestøvler. Der er vand flere steder på ruten.

Advarsel: Start ikke turen fra Agia Roumeli, for så går det opad især til sidst. Ikke for folk med dårlige knæ, hjerteproblemer m.m.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere