- Vil I have en cigaret?, lyder det fra forsædet i taxaen.
Vi er landet i Jordans hovedstad Amman klokken to om natten, og området summer. Det er midt i ramadanen, og det betyder, at jordanerne ikke har måttet drikke, spise eller ryge, mens solen har været oppe.
Vores taxachauffør er derfor i højt humør, da han transporterer os ind mod Downtown Amman, som det gamle område i byen hedder. Min rejsekammerat tager imod smøgen som en høflighed.
Eventyrlig ferie: Jagt den hellige gral som Indiana Jones
Fredeligt kongerige
Efter en god nats søvn starter en uges oplevelser i det mellemøstlige kongerige, som af jordanerne selv klassificeres som det mest fredelige land i området.
Amman kan opleves på én dag, og det vigtigste er det majestætiske romerske teater og ruinerne Citadel.
Skraldelugten får os til at holde os for næsen engang imellem, og det skandinaviske udseende tiltrækker desuden mange stirrende blikke. Men gæstfriheden er enorm – især for turister, der ikke overholder landets love om ramadanen.
Masser af horn i trafikken
Frygten for at køre i hovedstaden har lokket os til at leje bilen i lufthavnen. Jordan har en høj ulykkesrate i trafikken, så det er en god idé at holde både øjne og ører åbne, for jordanerne elsker at bruge hornet og skære hjørner ved overhalinger.
Første del af feriens roadtrip går mod det døde hav. Jordan er et lille land, så køreturene er korte, og der er plads til en masse afstikkere.
Vi vælger derfor en omvej til byen Madaba, hvorfra man kan følge vejen direkte til Mount Nebo. Her siges det, at Moses stod på toppen og blev præsenteret for det hellige land, Kanaans land, hvor det udvalgte folk skulle bo.
Som ægte turister
Det lille hav mellem Jordan, Israel og Vestbredden ligger knap 500 meter under havoverfladen, og det lille hav mister hvert år en meter af sin dybde.
Som ægte turister har vi medbragt en avis, vi kan ligge og læse i på vandets overflade, så vi kan demonstrere vandets enorme saltholdighed, og det er også saltet, der får det til at svie i hver eneste af de de små usynlige rifter, vi har i huden.
Oplev vægtløs tilstand i Det Døde Hav
Efter en overnatning på en af kystens mere luksuriøse hoteller, går turen videre ad Highway 65 – også kaldet Dead Sea Highway – til Mujib Nature Reserve.
Områdets storslåethed er ikke til at se, før vi har iklædt os badetøj og en redningsvest og er trådt ud på gangbroen og går gennem vandet, og de høje flotte klippeskråninger omslutter os.
Et par gode kondisko, som egner sig til at gå med under vand, er et must.
Det er vigtigt at kunne gå og stå fast på de mange små sten under vandet, når først modstrømmen når dig til brystkassen – og når du skal kæmpe for at kravle og klatre op over de store klippestykker i kampen for at nå reservatets fantastiske indre.
Der bruger vi et par minutter på at stå under det store vandfald og trække vejret, inden vi skal tilbage samme vej.
Verdensberømt oldtidsby
Den billigste lejebil er som regel også den mindste, og det er en hård rute, når turen går gennem sandstensklipperne mod den verdensberømte oldtidsby Petra.
Templet The Treasury kender de fleste fra filmserien Indiana Jones, og det er første stop på vejen, når du har gået gennem den smalle passage.
Efter det åbner byen sig, og det er nemt at bruge hele dagen på at se de mange gravkamre, teatret samt klosteret og det store tempel.
Vi tilbringer aftenen og natten hos beduinerne i Seven Wonders Beduin Camp, hvor vi oplever solnedgangen på toppen af en klippe, drikker deres specielle søde te og snakker med de andre turister, mens de gæstfrie beduinmænd synger, klapper og byder os op til dans.
Jordans største ørken
Kameler løber frit hen over motorvejen der, hvor vi drejer af i retning mod Jordans største ørken Wadi Rum.
Her tjener de fleste beduiner deres penge på turisterne, mens de lever, som de altid har gjort – i ørkenen.
Dog har de nu nye store jeeps i stedet for kameler som transportmiddel, mens de bruger deres smartphone til at kommunikere og holde øje med turisternes anmeldelser af deres beduincamps på internetsider som booking.com.
Wadi Rum er enorm, og det er et under for os, at beduinerne så let finder vej. Vi hyrer en mand til at køre os rundt og vise os de bedste spots, mens vores værter sørger for en kameltur.
Efter en let aftensmad inviterer vores kjortelklædte vært Salman og hans ven os ud på en nattevandring. De pakker en jernkande med te, og vi sætter os ind i jeepen til en ukendt destination.
Oplev hellig historie og syndigt natteliv i Israel
Midt i ingenmandsland
Midt i det, der føles om ingenmandsland, sætter vi os i sandet under den åbne himmel, der er dækket af flere stjerner, end vi nogen sinde før har set.
Med os har vi taget vores lille transportable, pink højtaler. Og ved hjælp af Salmans smartphone har vi hurtigt fyret op for deres traditionelle musik, som flyder gennem luften i store Wadi Rum.
Dagen efter kører vi til Jordans eneste havneby Aqaba. Vi vasker ørkenstøvet af os i det Røde Hav, mens vi drømmer os tilbage til de smukke arabiske nætter.
Tre gode råd
1. Når det kommer til beklædning, er det en god idé at dække skuldre og knæ i den ældre del af hovedstaden Amman – af respekt for befolkningens kultur og religion. Men bevæger du dig i de mere moderne dele af byen, eller hvor der ofte er mange turister, kan du klæde dig, som du har lyst til.
2. Vær opmærksom, når du færdes i områderne med mange turister, da der er flere tricktyve, som vil forsøge at lokke penge fra dig – eksempelvis ved at tilbyde dig en service, som fremstilles som gratis, hvor de efterfølgende hårdnakket vil kræve et højt beløb i en form for drikkepenge.
Undgå desuden at lade dig fange ind af de personer, der står uden for indgangen til Wadi Rum. Gå i stedet ind i indgangscentret, eller få dine værter til at hente dig.
3. Trafikken kan være brutal, og det er vigtigt at være opmærksom, når du færdes især i byerne. Jordanerne bruger hornet jævnligt og har en høj ulykkesrate, og det er nemt at gå i panik, både når du kører i byerne eller i bjergene. Alle skilte står skrevet på både arabisk og engelsk, men det er alligevel en god idé at køre med gps.
Ruten gennem kongeriget
Dag 1: Vi udforsker Amman og oplever de romerske teatre og ruinerne Citadel. Vi slutter dagen af med traditionel jordansk mad på toppen af en restaurant på en af hovedgaderne.
Dag 2: Vi henter lejebil ved lufthavnen og kører mod Det Døde Hav med rute gennem Madaba og stop på toppen af Mount Nebo, hvor det siges, at Moses så Kanaans land. Vi bader i Det Døde Hav og overnatter på et af de mange hoteller langs vandet.
Dag 3: Vi kører langs Det Døde Hav og holder ind ved Mujib Visitors Center. Her vandrer vi turen ind i det fantastiske vandreservat Mujib Nature Reserve. Vi overnatter efterfølgende på Mujib Chalets.
Dag 4: Turen går over det bakkede landskab ad snoede små veje til den historiske by Petra. Vi overnatter i beduincampen Seven Wonders Beduin Camp og nyder solnedgangen på toppen af en stenformation.
Dag 5: Gennem det øde landskab går rejsen mod Wadi Rum-ørkenen. Det anbefales at stoppe ved korsridder-borgen Kerak. Ved Wadi Rum bliver vi hentet af vores værter ved indgangen til ørkenen, da der står flere personer, som forsøger at lokke turister til at betale i dyre domme.
Efter indlogering i en beduincamp tager vi på en guidet tur gennem den store ørken samt en ridetur på nogle kameler. Aftenen slutter under den store stjernehimmel.
Dag 6: Sidste stop på rejsen er Jordans eneste havneby, Aqaba. Her kan man nyde en afslappende dag med at bade i Det Røde Hav.
Dag 7: Kører de fem timer tilbage til Amman, og nyder den naturskønne rute, inden flyet går hjem til Danmark.