Vinterferien rykker sydpå

Hvis du undrer dig over, hvorfor der er lidt stille hos naboen i denne uge, så kan det være, at han eller hun er blandt de 20 procent af danskerne, der rejser mod sol og varme i ferien

Vinteren har vist sig ganske traditionel, og trangen til at forlade de triste omgivelser til fordel for sol, varme og lys er derfor stor hos rigtig mange af os. Foto: Colourbox
Vinteren har vist sig ganske traditionel, og trangen til at forlade de triste omgivelser til fordel for sol, varme og lys er derfor stor hos rigtig mange af os. Foto: Colourbox

Den danske vinter har traditionen tro vist sig fra sin kolde, våde og mørke side. Og trangen til at forlade de triste omgivelser til fordel for sol, varme og lys er derfor stor hos rigtig mange af os.

Hver femte – svarende til 20 procent – vælger da tilsyneladende også at rykke årets vinterferie mod syd. Det viser en undersøgelse foretaget af Apollo blandt mere end 1000 danskere fra hele landet.

Januar og februar kan nemlig være stride måneder at komme igennem, når man bor i lille, kolde Danmark. Manglen på lys, kulden, regn og sjappet sne driver mange til vanvid, til surmuleri og en større eller mindre grad af vinterdepression.

Og foråret synes langt væk, når man vågner op til endnu en regn- og stormfuld dag.

Sønderjyder trænger mest
Mens vi går og skutter os og desperat mangler solskinstimer på vores nordlige breddegrader, skal vi dog ikke langt væk, inden der er plus 20 grader og store mængder dagslys at hente.

- Mange flere end tidligere vælger at tage til Thailand eller lignende destinationer i disse kolde og mørke måneder. Men man skal faktisk kun til Egypten, Portugal eller Spanien, inden der er langt mere lys og varme at hente.

- Selv om det ikke er lige så varmt i eksempelvis Portugal lige nu som om sommeren, så er der langt flere solskinstimer – også i vinterhalvåret. Og der er en grund til, at der i Middelhavsområdet slet ikke udskrives recepter for antidepressive piller i samme omfang, som det er tilfældet på vores breddegrader, fortæller Glenn Bisgaard, kommunikationschef hos Apollo, som også tilføjer, at varmen kan have en yderst positiv effekt på vinterkølige lemmer.

Kigger vi ud over Danmark, så er det tilsyneladende befolkningen i det flade Sønderjylland, der mest trænger til en tur sydpå.

Her planlægger hver fjerde nemlig at tilbringe kortere eller længere tid mod syd denne vinter. Knap hver fjerde fra Hovedstadsområdet lader også batterierne op med en rejse mod syd, mens dette blot gælder lidt mere end hver sjette fra Nordjylland.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere