Warszawa ligger en god times flyvetur fra København, men selvom byen i disse år buldrer frem, har mange danskere stadig til gode at opleve byen.
Når man i dag besøger den polske hovedstad, virker den som en meget ung by, selvom den blev grundlagt helt tilbage i 1200-tallet. Forklaringen ligger i historien. Under Anden Verdenskrig blev byen sønderbombet af tyskerne. Det har sat sine meget markante spor, men ikke desto mindre har byen rejst igen. Arkitekturen i Warszawa fortæller meget om de ting, byen har været igennem.
Når man bevæger sig gennem kvartererne, er der altid interessante ting at se. Den ældre bydel smelter sammen med de nyere bydele via de store boulevarder, hvor høje bygninger fra kommunisttiden tårner sig op side om side med nyere højhuse.
Når du besøger Warszawa, vil du hurtigt opdage, hvor alsidig byen er, og hvor store afstande der er imellem de mange områder, byen råder over.
Polens hovedstad er uoverskuelig at bevæge sig rundt i, hvis man kun er til fods, men heldigvis er der masser af offentlig transport i byen. Det er nemt at komme rundt med bus, tog, metro og sporvogne.
Men appen Bolt, som er en hyrevogns app, er et meget billigt alternativ til offentlig transport. Man kommer hurtigt og let frem til den rigtige adresse. En gennemsnitlig tur rundt fra A til B i byen koster omkring 12 kroner.
Der er også penge at spare, når man skal til og fra lufthavnen. Med appen er det halv pris til lufthavnen, i forhold til hvad en almindelig taxa normalt koster. En tur fra lufthavnen til centrum med Bolt koster 19 zloty, hvilket svarer til 33 danske kroner.
De store boulevarder er med til at skabe mange forskellige ’centrummer’ som er værd at besøge. Og på trods af afstandene er det en utrolig hyggelig atmosfære, der overtager i de små gader.
Warszawa byder på alt fra gammel traditionel mad, til moderne insteder og oplevelser. Der er alt fra St. Maria Magdalenas ortodokse katedral og traditionelle retter som barszez zurek og mælkebarer, hvor man føler sig ført tilbage til et af efterkrigstidens kommunistiske spisesteder, til de topmoderne restauranter med neonskilte, lange ventelister og smart musik.
Der er også mulighed for et roligt franskinspireret morgenmadsbesøg på Vincent Boulangerie på en af hovedgaderne, Chmielna 21, hvor man får en stor morgenplatte med kaffe og juice til omkring 80 danske kroner.
Forlænget weekend i Polens fedeste by
Byen har udviklet sig meget de seneste år. Men alt det nye finder sted i gamle rammer. Hvis man vil på en af de nye barer, hvor man mødes, og stemningen er god, skal man til den skjulte gade, hvor undergrundsbarerne gemmer sig bag de store, hvide bygningers fine facader på Pawilony Nowy Swiat.
Når man besøger byen, er der en bygning, som man ikke kan undgå at se, nemlig den 237 meter høje bygning Palace of Culture and Science – eller Pałac Kultury i Nauki, som polakkerne kalder den. Den store bygning var en ’gave’ fra Sovjet og blev rejst i begyndelsen af 50’erne. Bygningen huser i dag biografer, natklubber, biblioteker og offentlige og kulturelle institutioner.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Det gamle torv
Den gamle bydel blev fuldstændig bombet til jorden, men man har efterfølgende bygget den op i samme gamle stil som tidligere. Torvet minder om Gråbrødre Torv i centrum af København.
Forskellen er bare, at Main Market Square i Warszawa blev genopbygget i 1945. Det gjorde man for at genskabe den totalt ødelagte kultur i byen. Her kan man opleve spillemænd, gamle traditionelle retter og følelsen af, hvordan byen var inden krigen.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Mælkebar
Udadtil ligner stedet ikke noget særligt, men det er en spændende oplevelse, man ikke får mange andre steder. Som så mange andre steder er fuldskægget, fløjlsbukserne og genbrug også moderne her. Men Warszawa har en kulturel oplevelse, som er blevet meget moderne, nemlig de kommunistiske spisesteder.
Mælkebarer ligger mange steder rundt i byen. På polsk hedder det Bar Mlezcny. Det er som en kantine, hvor man i tro kommunistisk stil står i kø, betaler for sin mad hos en dame ved en skranke og går videre til et køkkenvindue, hvor man i bytte for sin kvittering kan få udleveret sin mad hos en kantinedame. Man skal selv rydde op efter sig.
Det koncept var dagligdag under kommunismen og er nu blevet genskabt. Det er enormt populært, så man skal være der i god tid. Det er virkelig en oplevelse og et besøg værd. Et godt råd er at bede om engelske menukort – de er gemt godt væk.
Maden her koster omkring tre til fem zloty, hvilket svarer til fem til ni kroner. Adressen på en af de mange mælkebarer er:
Bar Bambino, Hoża 19, 00-521 Warszawa.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Praga
På den anden side af floden Wisla, som deler byen i to, ligger området Praga. Det er tidligere kendt som den fattige del, men de seneste år har hipsterne opdaget området og anlagt smarte cocktailbarer og natklubber. I weekenden er der også et marked, hvor der bliver solgt sko, tøj og tasker.
Da resten af Warszawa blev bombet, var dette område lidt mindre ramt, og derfor kan man stadig opleve den rå del af byen, som bærer præg af fattigdom. Der er sikkert at gå rundt, men man skal holde sig på gaderne og måske holde lidt bedre øje med sin taske.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Streetfood-marked
Streetfood-marked findes også i Warszawa, hvilket er i stor kontrast til den kommunistiske mælkebar. Meget centralt i byen ligger Hala Koszyki, som er et streetfood-marked. Indenfor er der god stemning med forskellige typer mad og serveringspersonale i uniformer, som passer til madstedets udtryk og stil.
Hala Koszyki, ul. Koszykowa 63, Warszawa.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Værd at opleve
Hvis man vil besøge en festlig restaurant, som er er fyldt med neonlys, høj musik og en masse glade gæster, så er det en god idé at bestille bord på Aïoli. Og bestil i god tid – de tager ikke imod større grupper fra gaden i weekenden.
Świętokrzyska 18, Warszawa.