De seneste syv dage er 24,1 procent af de danskere, der er testet positiv for coronavirus, blevet smittet på ferien i udlandet.
Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed til Politiken.
Særligt mange smittetilfælde kan spores til Spanien, der er hårdt ramt af coronavirus, og hvor det danske udenrigsministerium opfordrer rejsende til at udvise 'ekstra forsigtighed'.
Også rejser i Frankrig, Grækenland, Tyrkiet og Bulgarien er med til at holde liv i den danske smittekurve, lyder det fra styrelsen.
Fælles for de fem lande er, at de alle har relativt høj smitte sammenlignet med andre europæiske lande, som danskerne ynder at holde ferie i, viser tal fra Our World in Data.
Ikke alarmerende
Søren Riis Paludan, der er professor i virologi og immunologi ved Aarhus Universitet, opfordrer dog til at slå koldt vand i blodet. Ifølge ham er det ikke en alarmerende trend.
- Nu hvor vi har vaccineret alle i risikogrupper, bør der ikke være så meget fokus på smitte. Så længe det ikke giver problemer for sundhedssystemet eller folkesundheden generelt, ser jeg ikke noget betydeligt problem, siger han til Politiken.
Søren Riis Paludan hæfter sig desuden ved, at der bliver stillet større krav om test til danskere på ferie i udlandet end dem, der bliver herhjemme.
Flyver med coronavirus
Tallene fra Styrelsen for Patientsikkerhed kommer blot kort tid efter, at TV 2 kunne berette, at flere danskere flyver hjem fra ferie, selv om de er testet positive for coronavirus og dermed ved, at de udgør en smitterisiko for andre flypassagerer.
- Vi har fået henvendelser fra danskere, der måske er overrasket over, at de er blevet smittet på ferien. Nogle af dem har ingen symptomer og siger, at 'nu tager jeg altså hjem'. Og så ved vi, at de er taget i lufthavnen og er rejst, lød det i den forbindelse fra direktør i Udenrigsministeriets Borgerservice Erik Brøgger Rasmussen til TV 2.