Udslip førte til rosévin direkte fra vandhanen

Indbyggerne i en italiensk by kunne tappe rosévin direkte fra vandhanen

Udslip fra vingård betød vin i stride strømme fra vandhanerne i italiensk landsby. Video: Giorgia Mezzacqui via Twitter

Nogle indbyggere i den norditalienske by Castelvetro fik sig nok et glas rosévin eller to her den anden dag.

De havde i hvert fald nok af det.

For på grund af en fejl på en lokal vingård strømmede rosévinen Lambrusco ud i vandrørene. Derfor kunne tyve husholdninger i et par timer i onsdags bare åbne for vandhanen og tage sig et glas. Det var sågar muligt for dem at tage et bad i Lambrusco.

De lokale myndigheder i byen gjorde klart i et opslag på Facebook, at udslippet ikke udgjorde nogen sundhedsfare.

Se også: I denne by fejrer de grimme mennesker

Sjov i en hård tid
Hændelsen skabte et øjebliks morskab i en ellers hård tid, hvor især Norditalien er ramt af coronavirus.

- På et tidspunkt hvor der er meget lidt at smile af, så er jeg glad for at vi har givet lidt morskab til andre. Forhåbentlig vil de huske os en dag og komme og besøge os, siger Giorgia Mezzacqui, viceborgmester i Castelvetro, til CNN.

Se også: Italienerne slår til igen: Nu vil de betale din husleje

Defekt ventil
Ifølge vingården Cantina Settecani var det en defekt ventil indenfor aftapningsrørene, som forårsagede udslippet. Det resulterede i, at vinen Lambrusco Grasparossa, en lokal specialitet, slap ud i byens vandrør på grund af presset.

- Mange satte pris på udslippet. Nogle kunder ringede ind til os og advarede os, mens de fortalte, at de ville fylde vinen på flaske, siger Fabrizio Amorotti, salgschef hos Cantina Settecani.

Byen Castelvetro ligger i hjertet af regionen Emilia-Romagna, som normalt er en destination for mad- og vinelskere fra hele verden. Siden coronavirus brød ud i Italien, har turismeindustrien oplevet en del aflysninger, oplyser viceborgmesteren.

- Små byer som Castelvetro er motoren, som får en ekstraordinær nation til at køre, men nu har vi brug for alt den hjælp, som vi kan få, siger hun til CNN.

21 kommentarer
Vis kommentarer