Ung mand kendt skyldig i mord på backpacker

En jury ved en domstol i Auckland har kendt en 27-årig mand skyldig i mord på britisk backpacker

Grace Millane blev myrdet, da hun rejste rundt i New Zeland som en del af et sabbatår efter universitet. Foto: Shutterstock
Grace Millane blev myrdet, da hun rejste rundt i New Zeland som en del af et sabbatår efter universitet. Foto: Shutterstock

En 27-årig mand er kendt skyldig i drabet på Grace Millane, en britisk backpacker som forsvandt, efter hun havde været på en date med manden.

Det tog en jury på syv kvinder og fem mænd fem timer at komme frem til en dom, hvor den tiltalte, som stadig er under navneforbud, blev kendt skyldig i at have myrdet Grace Millane ved kvælning på et hotelværelse efter deres date.

Retssagen varede i tre uger, og over 40 vidner var indkaldt.

Ifølge The Guardian viste den tiltalte ikke nogen følelser, da dommen blev læst op. Udmålingen af straffen vil først komme på plads i februar.

Fundet begravet i en kuffert
Grace Millane ankom til New Zealand i november 2018. Her mødte hun den tiltalte 1. december på en Tinder-date.

Otte dage senere blev hendes krop fundet begravet i en kuffert i et øde område uden for Auckland. Tiltalte har ikke benægtet, at Grace Millane døde ved kvælning på hans hotelværelse, men hævdede, at han var uskyldig i mord, fordi Millane var død under samtykkebaseret kvælningssex.

Se også: 22-årig forsvandt sporløst for fem dage siden: Nu efterlyses hun af familien

En retsmediciner vidnede i retten og fortalte, at det ville have taget op til ti minutter for Grace Millane at dø, og hun ville først være blevet bevidstløs på grund af presset på hendes hals.

- Du kan ikke give samtykke til dit eget mord. Det her er ikke bare lidt sex, som er gået galt. Personen, som har gjort det, må have vidst, at han skadede hende på en måde, så det kunne forårsage hendes død, men han var ligeglad og blev ved, indtil hun døde, sagde anklageren Brian Dickey i retten.

Chokbølger gennem New Zealand
Grace Millanes død chokerede mange i New Zealand. Landet er normalt kendt for at være sikkert og byde turister velkomne.

Hundredvis af mennesker deltog i et mindeoptog efter Grace Millanes død, og premierministeren, Jacinda Ardern, sagde i en tale, at newzealændere følte sig ‘sårede og skamfulde’ over, at hun var død i deres land.

Se også: Grace dræbt på drømmerejsen: Berørt statsminister undskylder

Efter dommen udtalte Grace Millanes forældre sig til pressen. Her sagde hendes far, David Millane, at familien er tilfredse med dommen, men at det ‘aldrig vil mindske den smerte og lidelse vi har været gennem det seneste år.’

- Grace blev taget fra os på en brutal måde. Vores liv er blevet revet fra hinanden. Det her vil være med os resten af livet. Grace var en smuk, talentfuld og kærlig datter, siger David Millane.

Han takkede også politiet, anklagerne og det newzealandske folk for deres venlighed mod familien.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere