Uro i rejsebranchen: Oprørt selskab smækker med døren

Danmarks sjette største rejsearrangør har meldt sig ud af charterbureauernes brancheforening

Detur vil ikke finde sig i at blive truet med eksklusion, så nu har selskabet taget sagen i egen hånd og meldt sig ud. Foto: Nikos Zacharoulis/Unsplash
Detur vil ikke finde sig i at blive truet med eksklusion, så nu har selskabet taget sagen i egen hånd og meldt sig ud. Foto: Nikos Zacharoulis/Unsplash

Den danske charterbranche er i knæ, og nu er der også intern uro mellem selskaberne, som normalt står sammen i brancheforeningen Rejsearrangører i Danmark (RID).

For nylig kunne Ekstra Bladet fortælle, at brancheforeningen havde truet et af dets medlemmer med udsmidning.

Detur, der er Danmarks sjette største rejseselskab med 45.000 solgte rejser i 2019, mangler at tilbagebetale hundredvis af kunder for aflyste rejser i foråret. Og det fik selskabet 14 dage til at råde bod på.

Fristen udløber torsdag, men allerede nu står det klart, at Deturs kunder må vente længere.

Detur har nemlig valgt at melde sig ud af RID.

Det skriver standby.dk.

Rejseselskab får ultimatum: Betal kunderne tilbage eller forsvind

Har først pengene til sommer
Detur oplyser ikke, hvor stort et beløb det mangler at betale tilbage, men forklarer til standby.dk, at det har 'enorme udfordringer med tilbagebetalingerne'.

I en presseudtalelse, som standby.dk er i besiddelse af, skriver Detur:

- Den nuværende status med refunderinger for aflyste rejser er et problem i rejsebranchen under coronakrisen, og Detur følger gældende EU-regler. Som brancheforening burde RID støtte og være med til at finde løsninger på de nuværende problemer.

Detur har tidligere meddelt, at det forventer at have afviklet de sidste refunderinger i juli.

Med opsigelsen har RID mistet tre store rejseselskaber på et halvt år, da foreningen også har sagt farvel til Bravo Tours og Atlantis Rejser.

Drømmer om solferie: Nu tør danskerne igen booke udlandsrejse