226 passagerer - deriblandt sangeren John Legend og hans modelkæreste, Chrissy Teigen - endte tirsdag aften lokal tid op præcis, hvor de startede, selvom de havde fløjet i otte timer: I Los Angeles.
Det skriver CNN.
Chrissy Teigen og de øvrige passagerer skulle tirsdag flyve til Tokyo fra LAX med All Nippon Airways klokken 11.36 lokal tid, men fire timer inde i flyvningen opdagede personalet, at der var en ukendt passager om bord på flyet, som derfor lavede en U-vending og fløj tilbage til Los Angeles.
Passageren var angiveligt kommet om bord det forkerte fly på grund af en ’administrativ fejl’, fortæller flyselskabet ifølge CNN.
Grammy-nomineret smidt af flyet for at amme
En passager for meget
Det amerikanske medie har efterfølgende snakket med myndighederne, som fortæller, at den administrative fejl skyldtes, at to brødre havde booket to forskellige afgange til Tokyo, men at begge to ved en fejl fik lov til at gå om bord på det pågældende fly, fordi deres efternavne næsten er ens.
Først fire timer inde på flyvningen fandt personalet ud af, at der var en person for meget om bord.
- Personalet gjorde piloten opmærksom på, at en af passagererne var gået om bord på det forkerte fly, og piloten besluttede derfor at vende om og lande i den oprindelige lufthavn, fortæller flyselskabet i en officiel udtalelse.
Selskabet har nu igangsat en undersøgelse, der skal belyse, hvordan det kunne lade sig gøre for passageren at boarde et fly, han ikke havde billet til.
Kvinde gik amok på fly: 'Hun var totalt psykotisk'
Utilfredse superstjerner: Hvorfor skal vi straffes?
Chrissy Teigen live-tweetede undervejs omkring den bizarre oplevelse, som gjorde, at hun, John Legend og de øvrige passagerer spildte otte timers flyvning blot for at ende tilbage det samme sted.
- 4 timer inde i en 11 timer lang flyvning, og vi vender om, fordi her er en passager, som ikke burde være på flyet. Hvorfor.. hvorfor skal vi alle tilbage. Jeg ved det ikke, skrev hun blandt andet og fortsatte i et nyt opslag:
- Hvorfor skal vi alle straffes for én persons fejl? Hvorfor lander vi ikke bare i Tokyo og sender den anden person tilbage? Hvordan kan det her være en bedre idé?