Verdens højeste bungee jump

- Springet er så højt, at det virker langt mindre skræmmende

Verdens højeste bungee jump

Verdens højeste bungee jump har indtil nu ligget i Sydafrika og er 216 meter højt. Nu er det muligt at udfordre sin højdeskræk fra hele 260 frygtindgydende meter.

I Wulingyuan i Kina kan du nu tage springet i smukke omgivelser i et område, der er omfattet af Unesco’s verdensarvliste. Springet tages fra en 430 meter lang hængebro med glasbund. Det skriver Reuters.

Bungee jump-projektet blev forsinket på grund af pandemien, hvilket satte en stopper for tilstrømningen af internationale turister. Kinesiske turister er til gengæld begyndt at vende tilbage. Det glæder bungee jump-operatør Jonni Deaker.

- Vi udfører i gennemsnit tyve spring om dagen i øjeblikket, hvilket er ret godt for et spring fra denne højde, siger Jonni Deaker og tilføjer, at han satser benhårdt på en god sæson i sommermånederne.

Ekstremsporten er ikke en gratis hobby, og hvis du ønsker at udfordre sin dødsangst, skal du af med lige omkring 1900 kroner for et spring. Det er stadig en god skilling, på trods af at attraktionen har sat prisen ned med 40 procent. Manglen på udenlandske besøgende er en af årsagerne til den reducerede pris.

Selve broen blev opført i 2016 og er designet af den israelske arkitekt Hain Dotan. Det var på det tidspunkt verdens længste glasbundede bro.

Skal man tro Jonni Deaker, bør højden ikke afskrække folk fra at 'kaste sig ud i det'. Ifølge ham kan den voldsomme højde nemlig gøre springet mindre skræmmende.

- At det er så højt gør det faktisk nemmere. Når du er så højt oppe, så udvides perspektivet mere, og det føles nærmest ligesom et faldskærmsudspring.