Verdens længste flyrute: Udvikler nyt middel mod jetlag

Til oktober åbner Singapore Airlines en flyrute, der bliver verdens længste. Det stiller nye krav til den mad, der bliver serveret, mener flyeselskabet

Æg benedict, laks og engelske fuldkornsmuffins kan angiveligt være med til at modvirke jetlag, når det konsumeres til morgenmad på flyet. Foto: Singapore Airlines
Æg benedict, laks og engelske fuldkornsmuffins kan angiveligt være med til at modvirke jetlag, når det konsumeres til morgenmad på flyet. Foto: Singapore Airlines

Alle, der har været på en lang flyrejse, kender sikkert til at have jetlag.

Men det er nok de færreste, der har prøvet at være i luften i 18 timer og 45 minutter og mærket den efterfølgende følelse af træthed og ubehag ved så lang en rejse. Til oktober bliver en flyrute af en sådan rejsetid en realitet.

Det sker, når Singapore Airlines åbner sin rute mellem Changi Airport i Singapore og Newark's Liberty International Airport ved New York. Ruten bliver verdens længste og kommer til at strække sig over 16.700 kilometer.

Singapore Airlines har derfor sat sig for at udvikle en særlig ’wellness menu’, der skal modvirke jetlag og hjælpe passagerer til at falde i søvn. Det skriver Daily Mail.

Mirakelmiddel eller varm luft?
Det endelige udvalg af menuer holder Singapore Airlines stadig på lidt endnu, men foreløbig har flyselskabet offentliggjort en enkelt menu, som man altså mener kan udrette mirakler i himlen.

Til forret bliver passagerne budt på ceviche med vilde rejer, mens hovedretten er kyllingebryst med pappardelle-pasta, squash, parmesanost, braiserede tomater, basilikum og citronvinaigrette.

Til dessert er der citronkage med blåbær, mens morgenmaden består af æg benedict, engelske fuldkornsmuffins, røget laks, ostecreme, omeletter og hollandaise-yoghurt.

(Artiklen fortsætter under billederne)

 

Hovedretten er en solid gang kylling med pasta, parmesanost med mere. Foto: Singapore Airlines
Hovedretten er en solid gang kylling med pasta, parmesanost med mere. Foto: Singapore Airlines

Det nye Airbus A350-900ULR er speciallavet til lange ruter. I oktober skal det flyve mellem Singapore og New York. Illustration: Singapore Airlines
Det nye Airbus A350-900ULR er speciallavet til lange ruter. I oktober skal det flyve mellem Singapore og New York. Illustration: Singapore Airlines

Nyt langdistancefly
Foruden ’wellness menuen’ har Singapore Airlines også fået hjælp til at udvikle særlige øvelser, der angiveligt letter vejrtrækningen og har en positiv virkning på jetlag.

Singapore Airlines er kendt som et flyselskab, der har fokus på luksus og velvære, og selskabet kan endda kalde sig ’verdens bedste flyselskab’ efter en kåring tidligere i år.

Flyet, der fra og med oktober 2018 skal tilbagelægge den rekordlange rute, er af typen Airbus A350-900ULR (ultra-long-range), der har plads til 161 passagerer. Det asiatiske flyselskab har bestilt i alt syv fly af denne type, og er det første flyselskab i verden til at bruge flyet.

Indtil da er verdens længste flyrute den, der ligger mellem London og Perth i Australien. Den har en samlet rejsetid på 17 timer og 20 minutter.

23 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere