Verdens største hotelkæde vil bremse virus: Skruer op for rengøringen

Som en konsekvens af coronavirussen vil hotel-koncernen øge fokus på rengøring og hygiejne

Et af tiltagene er, at der skal desinficeres mere for at begrænse smitterisikoen fra coronavirus. Foto: Marriott International
Et af tiltagene er, at der skal desinficeres mere for at begrænse smitterisikoen fra coronavirus. Foto: Marriott International

Verdens største hotelkoncern, Marriott International, vil som en konsekvens af coronavirussen udrulle en helt ny strategi, som skal løfte koncernens rengøring og hygiejne i et forsøg på at sikre gæsternes sikkerhed og sundhed på de mere end 7300 hoteller, som hører under Marriott International-koncernen.

Det oplyser Marriott International i en pressemeddelelse.

- Vi lever i en helt ny tid med Covid-19 i forgrunden og centrum for vores gæster og ansatte, siger Arne Sorenson, præsident og direktør i Marriott International, i pressemeddelelsen.

- Vi ønsker, at vores gæster forstår, hvad vi gør i dag og planlægger at gøre i den kommende fremtid i forhold til rengøring, hygiejne og social distancering, så at de, når de går gennem dørene til et af vores hoteller, ved, at vi prioriterer deres sundhed og sikkerhed, siger han.

Se også: Turister strandet i Indien: Boede flere uger i en grotte

Faktisk går Marriott International så vidt, at de nu har oprettet et decideret 'råd' inden for rengøring, som de kalder for 'Marriott Global Gleanliness Council', hvis formål er at 'tackle realiteterne ved Covid-19 på hotelniveau og fremskynde koncernens indsats på dette område'.

Rådet skal på baggrund af forslag fra medarbejdere og gode råd fra eksperter på området komme med anbefalinger til, hvordan rengøringen og hygiejnen på Marriott-hotellerne kan løftes til et højere niveau.

Det vil de gøre
Som så mange andre i denne tid vil Marriott også gøre flittigt brug af sprit. Således er ét af de nye tiltag, at der i højere grad skal desinficeres på hotelværelser og i fællesarealer som eksempelvis lobbyer.

Marriott går dog videre end det og oplyser også, at et tiltag vil være at fjerne møbler, som ikke er nødvendige at have stående fremme i lobbyområder, med det formål at skabe mere plads til, at gæster kan distancere sig fra hinanden.

Desuden skal receptionerne indrettes i flere enheder, så det er lettere for gæster at stå adskilt.

- Vi vil have, at vores gæster ved, at vi gør alt, hvad vi kan, for at kunne byde dem velkommen tilbage til sikre og rene hotelmiljøer, når de begynder at rejse igen, siger Ray Bennett, som er chef for internationale anliggender i Marriott International, i pressemeddelelsen.

Se også: Postede feriebilleder på facebook: Så bankede politiet på døren

5 kommentarer
Vis kommentarer