Det er en god idé at researche lidt på sit rejsemål, inden man trykker 'bestil' på hjemmesiden.
Det har en dansk familie måttet sande, efter de endte i Mallorcas partyby numero uno, Magaluf.
Familien, der består af tre voksne og et barn, betalte i alt 55.000 kroner for en 14 dages tur til den spanske Middelhavsø i juli sidste år.
Men rejsen levede overhovedet ikke op til familiens håb om en fredfyldt ferie. Det viser en sag fra Pakkerejseankenævnet fra 16. april i år, som netop er offentliggjort.
Paradis for unge
Hotellet er i udbudsmaterialet beskrevet som beliggende meget centralt til både strand og forlystelser. Og det bliver påpeget, at gæsterne må påregne støj fra nærliggende barer i området. Desuden skriver rejsebureauet Primo Tours, at Magaluf i løbet af sommeren er et paradis for og domineret af unge. Og det oplever familien fra første færd.
'Da vi ankommer til hotellet, står der på stort set alle altaner ud mod gaden fulde englændere og kommer med tilråb. En enkelt har endda valgt at smide bukserne og står praktisk talt nøgen', skriver familien i klagen sendt til Pakkerejseankenævnets bedømmelse.
Men det skulle blive meget værre. I løbet af de to ugers ferie fik familien meget lidt nattesøvn.
Endnu et lavprisflyselskab har fået nok af stangstive rejsende
De unge vågner kl. 16 og larmer
'Hotellet er fyldt med unge mennesker (især englændere), der fylder og larmer meget - efter kl. 16, hvor de vågner efter nattens strabadser. Vi oplever unge mennesker, der bader i poolen fra kl. 5 om morgenen og frem til kl. 8, hvor rengøringspersonalet forsøger at få dem op fra bassinet, uden held. Råben og skrigen fra balkonerne. Hoppen mellem balkonerne. Larm på gangene, når man kommer hjem fra bytur (i tidsrummet kl. 02 - 08) Fest på værelserne til kl. 2 om natten', remser klageren op.
Spansk ferieby gider ikke fulde turister: Slut med 'happy hour'
Åbenlys sex i liggestole
Familien oplevede også problematisk opførsel uden for hotellet.
'Råben og skrigen på stranden frem til kl. 8 om morgenen. Salg af stoffer lige neden for hotellet, på stranden og på gaden foran hotellet. Vi blev selv tilbudt at købe flere gange under vores ophold. Åbenlys sex på strand og i liggestole. Unge mennesker, der er faldet om af druk og stoffer, og bare ligger efterladt på gaden. Politiet kører bare forbi og lader dem ligge'.
Hotellet reagerer på den danske families klager ved at smide nogle af de unge mennesker ud af hotellet, og Primo Tours har efterfølgende udbetalt 20 procent af rejsens pris - svarende til 11.000 kroner. Men det stiller familien sig ikke tilfreds med og forlanger enten et gavekort på det fulde beløb til en ny rejse eller 50 procent kontant udbetaling tilbage.
Støj overstiger tolerancetærskel
I pakkerejseankenævnets afgørelse lægges der vægt på, at støjgener fra andre gæster på hotellet om natten under hele opholdet har overskredet den tolerancetærskel, en rejsende under de givne omstændigheder må være forberedt på at acceptere.
På denne baggrund finder ankenævnet, at rejsen har været behæftet med mangler, der berettiger klageren til et nedslag i rejsens pris.
Men ankenævnet mener desværre ikke for klageren, at nedslaget i prisen er mere end den kompensation på de 11.000 kroner, som bureauet allerede inden ankenævnsbehandlingen har udbetalt.
Gæster var rystede over Mallorca-hotel: Det var øl, fisse og hornmusik fra morgen til aften